Greenpeace fejler i faktatjek af Lars Løkke Rasmussens 'selvros'
-
"Løkkes selvros i Folketingets åbningstale består ikke et faktatjek," skriver Greenpeace Danmark i et opslag på Twitter
-
Men i stedet for at undersøge, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen egentlig sagde i sin åbningstale i Folketinget, har Greenpeace faktatjekket deres egen fortolkning af statsministerens tale
Danmark er et grønt foregangsland, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin tale ved Folketingets åbning den 3. oktober i år. At hans eget parti Venstre har været med til at sætte Danmark i spidsen af grøn omstilling, forklarede han med ordene:
"I 12 af de seneste 16 år, hvor vi har styrket vores grønne position, har Danmark haft en borgerlig-liberal regering."
Den udtalelse fra statsministeren fik miljøorganisationen Greenpeace Danmark op af stolen og ind på Twitter, hvor de komponerede et hurtigt faktatjek af Lars Løkke Rasmussens påstand. Et faktatjek, som statsministeren ikke består, skriver Greenpeace.
Og under normale omstændigheder bliver vi hos TjekDet henrykte, når andre laver faktatjek og fremmer fakta i den offentlige debat. Men Greenpeace fordrejer faktisk statsministerens påstand.
For det, Lars Løkke Rasmussen siger, er helt korrekt. Det er derimod Greenpeaces faktatjek, der tager løst på fakta. Greenpeace undersøger nemlig deres egen fortolkning af statsministerens tale og ikke, hvad Lars Løkke Rasmussen rent faktisk siger.
Faktatjek uden fakta
Statsministeren påstand, som Greenpeace bestrider, indeholder to ting.
Det første er, at Danmark har haft en borgerlig-liberal regering i 12 af de seneste 16 år. Og det er helt korrekt. For siden folketingsvalget i 2001 har der kun været en socialdemokratisk ledet regering i fire af årene - fra 2011 til 2015. Det fremgår af Statsministeriets oversigt over samtlige danske regeringer siden 1848.
Så her tager statsministeren altså ikke fejl, og det er, så vidt vi ved, heller ikke det punkt, som Greenpeace benægter.
Lars Løkke Rasmussen siger også, at Danmarks grønne position er blevet styrket gennem de sidste 16 år.
Men det er straks sværere at faktatjekke, om den ene eller anden regerings politik er grøn. Det er TjekDet nået frem til tidligere, hvor en ordfører fra Venstre ikke kunne dokumentere, at hans regeringen er den grønneste i nyere tid.
Når det er sagt, så er Danmarks udslip af drivhusgasser nu lavere end for 16 år siden. Forbruget af vedvarende energi i Danmark er steget siden år 2001. Og selv den figur, som Greenpeace har vedlagt opslaget på Twitter, viser, at der er kommet flere vindmøller siden 2001. Så Danmark grønne position ser ud til at være stærkere nu end for 16 år siden.
Måske er det ikke et faktatjek
Da vi ringer til Tarjei Haaland, der blogger om klima og energi for Greenpeace Danmark, påstår han, at statsministeren i sin tale tager æren for den grønne omstilling i Danmark.
Men Lars Løkke Rasmussen hævder intet sted i talen, at de borgerlige regeringer alene har skabt den grønne omstilling, som jo er det, som Greenpeace tjekker. Statsministeren siger derimod i sin tale, at regeringen ikke har "patent på den grønne omstilling".
Og Greenpeace giver Lars Løkke Rasmussen ret i, at Danmark er i en stærkere grøn position nu end for 16 år siden.
"Ja, det er vi selvfølgelig. Men det er jo ikke takket være de borgerlige regeringer," siger Tarjei Haaland, der blogger om klima og energi for Greenpeace Danmark.
Men hvis Løkke har ret i det, han siger, så består han jo jeres faktatjek?
"Nej, det synes jeg ikke. For den grønne omstilling startede jo før 2001, som figuren i opslaget jo også viser, og han prøver at tage æren for den grønne omstilling."
Er det så ikke jeres egen fortolkning af Lars Løkke Rasmussens tale, som Greenpeace faktatjekker?
"Jeg synes, det er frækt, at Lars Løkke siger, at den grønne omstilling er startet, da der kom en borgerlig regering til magten i 2001. Men faktatjek er måske ikke en heldig måde at beskrive det på."
Vil I ændre i opslaget, så der ikke står faktatjek, når det nu ikke er en heldig beskrivelse?
"Det vil jeg lige snakke med mine folk om. Det vil jeg da overveje."
Det er i øvrigt ikke første gang i den seneste tid, at regeringen må lægge ryg til kritik af klimapolitikken. For nylig klandrede partiet Alternativet regeringen for koldt og vindstille vejr.
Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet