Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Historikere afviser S-toppens udlægning af Anker Jørgensens udlændingepolitik

Faktatjek 22. maj 2017  -  2 min læsetid
This describes the image

Når formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen (S) skal forsvare partiets stramme udlændingepolitik, henviser hun ofte til et forslag, som partiets forhenværende statsminister Anker Jørgensen angiveligt skulle have fremsat for 30 år siden.

"Anker siger det allerede i 1980’erne. Han foreslår konkret, at der maksimalt må komme 5.000 [udlændinge, red.] hertil om året," sagde hun eksempelvis til en bogmesse sidste år ifølge Jyllands-Posten, der har undersøgt, om den påstand holder vand. Og ifølge de historikere, avisen har talt med, holder den ikke.

"Jeg har ikke fundet spor i kilderne, der viser, at Anker Jørgensen stod bag forslaget," siger adjunkt ved Syddansk Universitet Heidi Vad Jønsson, der har forsket i Socialdemokratiets historiske indvandrerpolitik, til Jyllands-Posten.

Forslaget om at sætte et maksimum på 5.000 indvandrere om året stammer fra et socialdemokratisk udvalg, der i 1987 kom med en række bud på, hvordan udlændingepolitikken kunne strammes. Men referater viser, at forslaget forårsagede uenighed i partitoppen, og at Anker Jørgensen dengang foreslog at spørgsmålet blev udskudt. Senere samme år gik han af som formand for Socialdemokratiet, og forslaget blev aldrig en del af partiets officielle politik.

Rapporten, hvor forslaget indgik, blev lækket til pressen få dage før valget i 1987, og da Anker Jørgensen blev spurgt ind til indholdet, svarede han:

"Vi skal passe på, at vi ikke bliver overrendt, for der er grænser for, hvor mange flygtninge et lille land som Danmark kan tage."

Det er det citat, Mette Frederiksen og andre i partitoppen ofte henviser til, når de argumenterer for, at der er en direkte sammenhæng mellem partiets udlændingepolitik i 1980’erne og i dag.

Og den slutning mener Niels Wium Olesen, lektor og historiker ved Aarhus Universitet, ikke er helt retfærdig at drage.

"Det er en overdrivelse at gøre det til essensen af Anker Jørgensens udlændingepolitik. Det var ikke udtryk for en samlet strategi og blev sagt i en snæver vending på et tidspunkt, hvor han blandt andet skulle navigere mellem vestegnsborgmestre og folketingsgruppe,« siger han.

Du kan læse hele Jyllands-Postens faktatjek her.

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023