Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Hvor overvægtige er danskerne egentlig?

Faktatjek 21. mar 2018  -  3 min læsetid
Tjekdet

Flertallet af danskere er nu overvægtige.

Den nyhed blev bragt i flere danske medier for nylig, da en rapport fra Sundhedsstyrelsen kunne præsentere spritnye tal om danskernes sundhed.

Rapporten, der går under navnet Den Nationale Sundhedsprofil, tegner et tydeligt billede af, at danskernes sundhed dykker, fordi vægten stiger. Nu er over halvdelen - 51 procent - moderat eller svært overvægtige, fordi de har et såkaldt BMI - Body Mass Index - på over 25.

Grænsen for overvægt går ifølge Sundhedsstyrelsens rapport ved et BMI. BMI er et mål for, hvor meget man vejer i forhold til sin højde. Er du for eksempel 180 cm høj og vejer 80 kilo, har du et BMI på 24,7. Er dit BMI over 30, er der tale om svær overvægt. Derudover betegnes folk med et BMI på under 18,5 som undervægtige. Herunder kan du se, hvordan befolkningen fordeler sig på BMI.

Overvægtige behøver ikke - nødvendigvis - at kontakte lægen

Med overvægt stiger risikoen for en række sygdomme såsom depression, type 2-diabetes og hjertekarsygdomme. Men betyder et BMI på 25 så, at du skal stryge direkte til lægen af frygt for stribevis af sygdomme?

"Nej, man skal ikke kontakte sin læge, alene på grund af et BMI over 25, men hvis man har symptomer, så bør man søge læge. Man kan desuden overveje at gøre brug af de sundhedstilbud, der findes i ens kommune," siger Tatjana Hejgaard, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

"Man er ikke nødvendigvis i større risiko for at udvikle sygdom, bare fordi man har et BMI, der ligger lidt højere end 25," siger Tatjana Hejgaard.

Man ser den laveste sygdomsrisiko og dødelighed ved et BMI, der ligger mellem 18,5 og 25. Og med en BMI over 30 er man betegnet som svært overvægtig. Men det er ikke ved lige præcis de grænser, det skiller i forhold til den enkeltes risiko for sygdomme.

Selvom BMI er et internationalt anerkendt mål, der er godt til at beskrive vægtstatus i en hel befolkningsgruppe, er tallet ikke nødvendigvis godt til at beskrive den enkelte persons sundhed.

"Du kan sagtens finde muskuløse mænd med et BMI på 26-27, der ikke har forhøjet risiko. Og samtidig kan du finde en inaktiv person med et BMI på 23, der er i forhøjet sygdomsrisiko," siger Tatjana Hejgaard.

Grænserne for hensigtsmæssig vægt er baseret på en international sammenligning af BMI og sygdom og dødelighed, som Verdenssundhedsorganisationen WHO står bag. Så selvom der helt sikkert findes sunde danskere, hvis BMI ligger over de 25, er resultaterne i Sundhedsstyrelsens rapport stadig alarmerende. De vidner nemlig om, at der er kommet flere overvægtige danskere over de seneste par år.

"Vi har i undersøgelsen haft fokus på udviklingen siden 2013, hvor vi sidst lavede undersøgelsen, og på de få år er der altså kommet fire procentpoint flere overvægtige. Det er bekymrende," siger Tatjana Hejgaard.

Er du kvinde, 160 centimeter høj og vejer 55 kilo, så har du et BMI på 22 - og er dermed inden for normalvægten (i forhold til WHO's klassifikation)

Er du kvinde, 168 centimeter høj og vejer 90 kilo, så har du et BMI på 32 - og er dermed fed (i forhold til WHO's klassifikation)

Er du kvinde, 168 centimeter høj og vejer 120 kilo, så har du et BMI på 43 - og er dermed i WHO's klassifikation "svær fedme"

Er du kvinde, 170 centimeter høj og vejer 75 kilo, så har du et BMI på 26 - og er dermed overvægtig (i forhold til WHO's klassifikation)

Er du kvinde, 175 centimeter høj og vejer 75 kilo, så har du et BMI på 24 - og er dermed lige nøjagtig inden for normalvægten (i forhold til WHO's klassifikation)

Er du mand, 177 centimeter høj og vejer 70 kilo, så har du et BMI på 22 - og er dermed inden for normalvægten (i forhold til WHO's klassifikation)

Er du mand, 180 centimeter høj og vejer 90 kilo, så har du et BMI på 28 - og er dermed overvægtig (i forhold til WHO's klassifikation)

Er du mand, 181 centimeter høj og vejer 100 kilo, så har du et BMI på 31 - og er dermed fed (i forhold til WHO's klassifikation)

Er du mand, 182 centimeter høj og vejer 85 kilo, så har du et BMI på 26 - og er dermed overvægtig (i forhold til WHO's klassifikation)

Er du mand, 185 centimeter høj og vejer 75 kilo, så har du et BMI på 22 - og er dermed inden for normalvægten (i forhold til WHO's klassifikation)

Beregn selv dit BMI her.

LÆS OGSÅ: Nej, det hjælper ikke at hoste under et hjerteanfald – det kan gøre det hele værre

LÆS OGSÅ: Medie pumper frygten op: 20 procent øget brystkræftrisiko er i virkeligheden meget lille

LÆS OGSÅ: Flere og flere er usikre på, hvad der er sundt

LÆS OGSÅ: I Nordsjælland lever de næsten seks år længere end på Lolland

LÆS OGSÅ: Øger light-sodavand risiko for demens og blodpropper?

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023