Ja, pige på virale billeder er faktisk barnebrud. Her er historien bag
-
En række billeder af en ung pige og en væsentligt ældre mand deles i stor stil på sociale medier
-
TjekDet har fået flere henvendelser om billederne fra folk, der undrer sig over, om det nu også er sandt, at pigen er en barnebrud
-
Men det er faktisk sandt. Billederne viser et tvangsægteskab, der fandt sted i Pakistan i 2019
-
Den ældre mand er nu anholdt af det lokale politi i Pakistan som følge af brylluppet
Billeder af en grædende ung pige deles i disse dage flittigt på sociale medier. På billederne optræder den unge pige sammen med en betydeligt ældre mand.
Og ifølge et populært opslag skulle de to personer på billedet være ægtefolk. Pigen er altså angiveligt barnebrud.
“En 13 årig pige der skal giftes med en mand på 45,” skriver personen bag opslaget.
TjekDet har modtaget adskillige henvendelser om billederne, der i skrivende stund er delt flere end 10.000 gange. Flere spørger, om det nu også kan passe, at der er tale om en barnebrud og hendes mand.
Og det kan det altså. Manden og pigen på billedet skulle ganske rigtigt giftes, og billederne stammer fra deres bryllupsceremoni. Det bekræfter flere pakistanske medier.
Billeder stammer fra Pakistan
Billederne i opslaget er fra maj 2019 og stammer fra landsbyen Muhro Mari i det østlige Pakistan. De er taget i forbindelse med den såkaldte nikkah, der er en traditionel, religiøs ceremoni, hvor det kommende ægtepar skal sige ja hinanden.
Ifølge flere pakistanske mediers beretninger hedder manden på billedet Mohammad Somar, mens pigen flere steder identificeres som Malukan Sheikh. Brugeren bag facebookopslaget rammer næsten plet, når det kommer til aldersforskellen mellem manden og pigen på billederne.
I flere af de pakistanske medier kan man læse, at manden på billedet er 40 år, mens pigen er 10 år gammel. I facebookopslaget lyder det, at manden er 45, og pigen er 13.
Flere pakistanske medier beretter desuden, at pigens familie har modtaget penge af Mohammad Somar for at lade pigen gifte bort, og at prisen ifølge Mohammad Somar selv lød på 250.000 pakistanske rupees - eller knap 10.000 danske kroner.
Men kort efter bryllupsceremonien havde fundet sted, dukkede det lokale politi op på stedet, hvor ceremonien blev afholdt. Flere af de tilstedeværende blev anholdt, herunder Mohammad Somar, som efterfølgende blev interviewet af flere medier. Senere fortalte han politiet, at han havde fået at vide, at pigen var 16 eller 17 og altså ikke 10 år gammel.
Anholdelsen blev desuden bekræftet af politiinspektøren hos en lokal politistation, der i et tweet fra sin private twitterprofil skriver, at den skyldige blev arresteret, og at den 10-årige pige var blevet reddet.
Efter anholdelsen blev den 10-årige pige flyttet til et kvindecenter, skriver det pakistanske medie Dawn.
Aldersgrænser for ægteskaber i Pakistan
Det er op til hvert enkelt styre i Pakistans fem provinser at fastsætte aldersgrænsen for ægteskab. Provinsen Sindh, hvor billederne af det ulovlige tvangsægteskab er taget, er den eneste af de fem provinser, hvor kvinder først må blive gift, efter de er fyldt 18 år.
Det har været gældende lov i provinsen siden 2014. I de resterende fire provinser er aldersgrænsen for piger 16 år, mens den for drenge er 18 år.
Men i praksis er historien ofte en anden. De pakistanske domstole anvender i mange tilfælde sharia-lovgivning, som tolkes sådan, at piger kan blive gift, så snart de har gennemgået puberteten.
FN estimerer, at omkring 18 procent af pakistanske kvinder er gift, før de fylder 18. Fire procent er gift, før de fylder 15.