Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kan de 1.000 sigtede i sexvideo-sagen aldrig komme til at arbejde med børn?

Faktatjek 18. jan 2018  -  5 min læsetid
This describes the image

 

 

"Får du en notering på børneattesten, kan du ikke få job i en børnehave eller blive fodboldtræner."

Citat: Pressemeddelelse fra politiet.


I praksis vil det sandsynligvis være vanskeligt at komme til at beskæftige sig med børn, hvis man har en plettet børneattest, men rent juridisk er man ikke fuldstændig afskåret fra det. Det er op til den enkelte ansættelsesmyndighed, om den vil ansætte en ansøger, der har en plettet børneattest.

 

 

Mere end 1.000 hovedsageligt unge mennesker har netop været en tur forbi den lokale politistation og afgive forklaring i deres sag eller går og venter på, at det bliver deres tur. De er sigtet for at have delt en video på Facebook, der består af seksuelt indhold med personer, der på tidspunktet for optagelsen var 15 år. Det kan derfor være en overtrædelse af straffelovens §235 om distribution af børneporno.

Dømmes de, vil det ikke blot betyde en straf i form af bøde eller (betinget) fængsel. Dommen vil også fremgå af deres børneattest, og det kan have indflydelse på deres muligheder i livet mange år fremover.

"Får du en notering på børneattesten står den der i mindst 10 år. Det betyder, at du ikke kan få job i en børnehave eller blive fodboldtræner," skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse om sagen.

Adskillige medier citerer politiets pressemeddelelse, og beskrivelsen af konsekvenserne ved en plettet børneattesten bliver derfor spredt vidt og bredt. Men politiets beskrivelse er ikke en nøjagtig gengivelse af loven. Pressemeddelelsen er nemlig udtryk for en pædagogisk pointe, hvor politiet vil understrege alvoren af at dele sexvideoer på sociale medier, forklarer politiet.

"Det er selvfølgelig altid ansættelsesmyndigheden, der træffer beslutningen om at ansætte en person på baggrund af de oplysninger, de får i børneattesten. Men det er vores vurdering, at ingen tør ansætte en med en plettet børneattest af frygt for den kritik, der kan blive rejst af ansættelsesstedet, hvis personen påny bliver taget i en sag om straffelovens §235," siger politiinspektør Claus Birkelyng fra Nationalt Cyber Crime Center (NC3) til TjekDet.

Loven lægger op til individuel vurdering

Strengt taget forbyder loven ikke en arbejdsgiver at ansætte en person med en plettet børneattest, det bekræfter også Børne- og Socialministeriet.

"På Børne- og Socialministeriets område er der i de gældende regler om indhentelse af børneattester ikke anført eksplicit, at en person vil være afskåret fra at opnå ansættelse eller tilknytning til en virksomhed, forening mv., i det omfang børneattesten indeholder anmærkninger. Det er op til den ansættende myndighed, virksomhed, forening mv. at beslutte, hvem de vil ansætte, og dermed vurdere indholdet herunder anmærkningerne i børneattesten konkret. Børneattesten indgår således som en del af et oplyst beslutningsgrundlag."

Samme melding kan findes i Kommunernes Landsforenings ‘Inspirationsmateriale vedr. børneattester’.

"Det er ikke et krav, at børneattesten skal være uden anmærkninger for, at man kan opnå ansættelse eller beskæftigelse i en stilling med kontakt til børn under 15 år. Den ansættende arbejdsgiver skal altid træffe afgørelse om ansættelse eller beskæftigelse af en person ud fra et samlet konkret og individuelt skøn af, om en person har de rigtige kvalifikationer og er egnet til stillingen. Børneattesten - med eller uden anmærkninger – indgår dermed som et delelement i vurderingen af, om personen er egnet til stillingen."

Ender de 1.000 unge sigtede med at blive dømt skyldige, er det altså strengt taget ikke helt rigtigt, at de er fuldstændig afskåret fra at beskæftige dig med børn.

"Rent juridisk betyder det ikke nødvendigvis, at du ikke kan få job, hvor du har med børn at gøre," siger Nikolaj Sivan Holst, der lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet.

Den juridiske forpligtelse går på, at lederen af en institution skal indhente ansøgerens børneattest. Nikolaj Sivan Holst understreger dog, at han personligt synes formuleringen i politiets pressemeddelelse, er den helt rigtige i situationen.

"Politiet optræder her som en servicemyndighed, der går ud og siger, at hvis du gør det her (videresender sexvideo med mindreårige, red.), så kommer du ikke til at arbejde med børn."

Sagen kan ændre betydningen af en plettet børneattest

Blandt de ledere, der kan ende med at skulle forholde sig til en ansøgning fra en af de godt 1.000 personer, der i øjeblikket er sigtet i sagen om deling af sexvideon, er Lina Thieden, der er direktør i Fredensborg Kommune med ansvar for blandt andet børn og familier.

I kommunen har det altid været opfattelsen, at en plettet børneattest betyder, at man ikke skal beskæftige sige med børn. Men det kan den verserende sag måske lave om på, siger Lina Thieden.

"Den her sag er en ny situation, det må man sige. Skulle en af de 1.000 ende med at få en dom og efterfølgende søge job hos os, vil vi foretage en individuel vurdering," siger Lina Thieden.

"Jeg vil ikke afvise, at man kan få job hos os med sådan en dom på børneattesten," siger hun.

I Fredensborg Kommune har man dog aldrig oplevet at modtage en ansøgning til en stilling, hvor man skal beskæftige sig med børn, hvor børneattesten ikke var ‘ren’.

Ansøgere skal ikke bare kasseres pr. automatik

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), der organiserer omkring 5.000 aktive ledere på dagtilbuds- og skoleområdet, anbefaler sine medlemmer, at når lederne modtager en ansøgning fra en kvalificeret person med en anmærkning på børneattesten, skal de foretage en "fuldstændig konkret vurdering".

"Man skal ikke have en automatreaktion. Man skal gå ind og kigge på, hvad det er for en forbrydelse, vedkommende er dømt for og se på, hvor lang tid det er siden. Og så bør man drøfte sagen med arbejdsgiveren, som i de fleste tilfælde vil være HR-afdelingen i kommunen," siger Ulla Nielsen, der er juridisk konsulent i BUPL.

Hun håber, at den aktuelle sag vil blive brugt som en anledning til at drøfte opførsel på nettet og de konsekvenser, det kan have at dele videoer. Både for offeret, men også for dem, der deler.

OBS: Det skal understreges, at de 1.000 sigtede endnu ikke er dømt i sagen.

 

Kulturministeriet oplyser:

 

"Børneattestloven og de tilhørende bekendtgørelser regulerer, hvornår der er pligt til at indhente en børneattest forud for ansættelse, og ikke om den ansættende myndighed, institution, forening med videre må ansætte en person med en anmærkning på børneattesten. Det er op til den ansættende myndighed, institution, forening med videre at beslutte, hvem de vil ansætte. Børneattesten skal sikre, at ansættelsen sker på et oplyst grundlag, og børneattesterne giver således arbejdsgiver et oplyst grundlag at træffe sin beslutning på."

Børne- og Socialministeriet oplyser:

Reglerne om indhentelse af børneattester er reguleret af børneattestloven og i medfør af denne lov fastsætter de respektive ministerier nærmere regler for indhentelse af børneattester på deres respektive områder. Formålet med indhentelse af børneattester er at styrke indsatsen over for seksuelle overgreb mod børn ved at medvirke til at forhindre, at personer, der er dømt med videre i sager om seksuelle overgreb mod børn, ikke uden videre kan få et børnerelateret job.

På Børne- og Socialministeriets område er der i de gældende regler om indhentelse af børneattester ikke anført eksplicit, at en person vil være afskåret fra at opnå ansættelse eller tilknytning til en virksomhed, forening med videre, i det omfang børneattesten indeholder anmærkninger. Det er op til den ansættende myndighed, virksomhed, forening med videre at beslutte, hvem de vil ansætte, og dermed vurdere indholdet herunder anmærkningerne i børneattesten konkret. Børneattesten indgår således som en del af et oplyst beslutningsgrundlag.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023