Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Morten Kabells biospand gavner miljøet

Faktatjek 29. sep 2017  -  1 min læsetid
Tjekdet

"Kære Københavner: det er bedre at lade være med at sortere dit bioaffald - for miljøets skyld."

Sådan skriver Alex Vanopslagh, der stiller op til kommunalvalget for Liberal Alliance, i et Facebook-opslag. Han kritiserer den nye biospand, som borgere i Københavns Kommune fremover skal bruge til at sortere deres madaffald. Bag tiltaget står Københavns miljø- og teknikborgmester Morten Kabell (Ø).

Men biospanden er faktisk gavnlig for miljøet, viser et faktatjek fra DR-programmet Detektor.

Det indrømmer Alex Vanopslagh da også over for Detektor.

"Kabell-spanden og madaffaldssorteringen er en dyr og dårlig løsning, hvor man får utroligt lidt miljø for pengene, men når jeg påstår, at det overhovedet ikke gavner miljøet, så er det en retorisk stramning, og så er det forkert", siger han til programmet.

Biogasanlæg skaber gavnlige biprodukter

Med den nye affaldssortering vil københavnernes bioaffald blive sendt til et biogasanlæg frem for et forbrændingsanlæg. Men selvom forbrænding af affald generelt udleder mindre CO2 end et biogasanlæg, skal man medregne en række andre parametre for at finde ud af, hvad der gavner miljøet mest. Det fortæller Thomas Budde Christensen, der er lektor i miljø og innovation ved Roskilde Universitet.

Biogasanlæg producerer nemlig gødning som et biprodukt, og næringsstofferne i affaldet kan dermed recirkuleres i landbruget.

"Min vurdering på baggrund af den viden, der er til rådighed, er, at det mest fordelagtige miljømæssigt set er, at køre den organiske dagrenovation til et biogasanlæg frem for at forbrænde det", siger Thomas Budde Christensen til Detektor.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023