Muslimer opfordres til ikke at stemme - men siger Koranen det?
-
På sociale medier spreder den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir en pjece, der handler om, hvordan muslimer i Danmark bør agere ved kommunalvalget.
-
Pjecen appellerer til, at muslimer ikke bør stemme til valget, da handlingen strider imod Koranen og altså er haram.
-
Men i Koranen står der intet om, at muslimer ikke må stemme, lyder det fra eksperter.
Om få dage løber kommunalvalget i Danmark af stablen. Her kan knap fem millioner borgere bruge deres stemme. Men er du muslim, bør du ikke stemme, lyder det fra Hizb ut-Tahrir. Enhver form for støtte til et parti eller en politiker til kommunalvalget er nemlig haram, er budskabet fra den fundamentalistiske islamiske organisation i en pjece, der spredes på sociale medier.
Fra et islamisk synspunkt er der flere grundlæggende og principielle problemer ved at deltage i kommunalvalget, skriver organisationen i appellen. Blandt andet er det forbudt at stemme på en person, hvis denne vil udføre opgaver, der er haram - altså forbudt ifølge Koranen.
Og da kommunalbestyrelserne varetager mange af den slags opgaver, som for eksempel vielser af par af samme køn og udstedelse af alkoholbevillinger, er det ikke tilladt at give sin stemme til valget, lyder det fra Hizb ut-Tahrir.
Men er det korrekt, at der i Koranen står, at man ikke må stemme til et demokratisk valg? Nej, siger eksperter til TjekDet.
Utvivlsomt en opfordring
“Kære muslimer. Der er et kommunalvalg på vej i Danmark, og muligvis også et folketingsvalg inden længe. De politiske partiers valgkampagner er allerede i gang,” lyder det i introduktionen i den otte sider lange pjece.
I den forbindelse ønsker Hizb ut-Tahrir at fastslå en række ting, som de har opdelt i fire punkter. Det første handler om, at man skal forholde sig til spørgsmålet om valgdeltagelse ud fra islams værdier og love. Det andet handler om, at kommunalbestyrelsen varetager mange opgaver, der strider imod islams love, og at det er forbudt at stemme på en person, hvis denne vil udføre opgaver, der er haram.
I tredje punkt står der, at enhver støtte til et sekulært parti også er haram. Og det sidste beskriver, at det er misvisende, når nogen påstår, at muslimers manglende valgdeltagelse medfører isolation og parallelsamfund.
Naveed Baig er imam og islamforsker, blandt andet på Oslo Universitet, hvor han er tilknyttet som gæsteforsker. Ifølge ham er der ingen tvivl: pjecen er en opfordring til, at muslimer ikke skal stemme til kommunalvalget.
“De skriver i pjecen, at enhver form for støtte til et sekulært parti er haram, hvilket er meget unuanceret. Så jeg mener helt klart, at det er et hæfte, som opfordrer muslimer til ikke at stemme til kommunalvalget. Jeg læser det som om, at der ikke er nogen som helst mulighed for at stemme, hvis man er dansk muslim og vil følge deres præmisser,” siger Naveed Baig.
Også ifølge Tim Jensen, religionsforsker på Syddansk Universitet, er der utvivlsomt tale om en opfordring til ikke at deltage i valget.
“Hizb ut-Tahrir kommunikerer, at man som god muslim bør undlade at stemme til et valg i et sekulært, ikke-religiøse, ikke-islamisk demokrati som det danske. Det, de lægger frem i pjecen, er deres version af islam, som de forsøger at opfordre danske muslimer til at støtte op om,” siger Tim Jensen.
Hvad siger Koranen?
Af Hizb ut-Tahrirs pjece kan man altså nemt udlede, at handlingen at stemme ved kommunalvalget er modstridende med Koranens principper. Men Koranen nævner slet ikke demokratiske valg, lyder det fra Tim Jensen.
“Der står intet i Koranen om deltagelse i valg. Koranen kan tolkes på mange måder, men du kan ikke finde et sted i Koranen, hvor der står “Nej, I må ikke stemme til valget”,” fortæller han.
Det samme understreger Naveed Baig.
“Koranen nævner ikke direkte noget med at stemme til et valg. Det tætteste, vi kommer på, er shura-begrebet, som betyder rådslagning. Koranen fastslår, at man træffer beslutninger gennem gensidig rådgivning, og mange lærde i dag ser faktisk det moderne valgsystem som en nutidig form for shura - altså rådslagning, hvor man deltager i forbindelse med udvælgelse af politiske ledere, ligesom man gjorde dengang,” siger han.
Ifølge Naveed Baig er det en langt mere udbredt tilgang blandt muslimer, at demokratiske valg er vigtige, end at de er forbudte at deltage i.
“Hos langt de fleste anerkendte lærde blandt sunni- og shiamuslimer er det ikke alene tilladt at stemme - det er også opfordret. Man opfordrer til at stemme på de kandidater, som man mener kan fremme et godt samfund,” siger Naveed Baig.
Minoritetens læsning
Hizb ut-Tahrirs fortolkning af, hvordan Koranen ser på demokratiske valg, repræsenterer derfor blot en minoritet af muslimer, fortæller Naveed Bing.
“Normalt ville man inddrage alle læsninger i sådan et budskab som det, de har delt. Så de begår en fejl ved udelukkende at beskrive deres egen holdning og alligevel melde så bastant ud, at det er haram for alle muslimer at stemme,” siger han.
Naveed Baig kalder det en sort/hvid tænkning, som ikke er i overensstemmelse med den kompleksitet, der findes i islamiske lande, i islamisk teologi og i klassisk islamisk etik og historie.
“Den måde, de forstår religionen, tager ikke udgangspunkt i den levede virkelighed for muslimer i verden,” siger han.
Ifølge Tim Jensen giver det god mening, at opfordringen kommer netop nu, hvor mange politikere taler for, at muslimer ikke skal have lov til at være i Danmark.
"Det er en barsk situation, muslimer står i. Jeg tror, det er noget af den frustration, man ser i denne meget radikale opfordring til muslimer om at holde sig væk fra kommunalvalg. Det er en demonstrativ måde at sige, at politikerne ikke vil muslimerne det godt, og de derfor ikke skal støtte den tilgang ved at stemme til valget," siger Tim Jensen.
Begrænset indflydelse
Det vil være stik imod forventningen, hvis opfordringen fra Hizb ut-Tahrir kommer til at have betydelig indflydelse på valgdeltagelsen blandt muslimer i Danmark, mener både Naveed Baig og Tim Jensen.
"Hizb ut-Tahrir er som regel argumenterende, meget intellektuelle i deres tilgang og kommunikerer godt. Men de har aldrig haft særligt stor succes med at nå ud til mange," siger Tim Jensen.
Kommunalvalgsforsker Roger Buch, som er forskningslektor og centerleder ved Institut for Journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, vurderer heller ikke, at pjecen vil have indvirkning på, hvor mange muslimer i Danmark der går til stemmeurnerne den 18. november.
“Betydningen af opfordringen er formentlig yderst begrænset,” siger han.
Både Roger Buch og Naveed Baig pointerer, at Hizb ut-Tahrir er en ekstremistisk gruppe med meget få medlemmer og følgere, som på ingen måde repræsenterer islam eller de mellem 250.000 og 300.000 muslimer, som bor i Danmark.
Der er ikke noget officielt medlemstal for Hizb ut-Tahrir i Danmark, men de anslås at have mellem 150-300 medlemmer.
Roger Buch pointerer, at deres fundamentalistiske tro står i skærende kontrast til muslimske lande med demokrati og demokratiske sindede muslimer verden over.
“Denne lille marginaliserede gruppe har formentlig minimal betydning for valgdeltagelsen på samme måde, som for eksempel anarkistiske gruppers opfordring til demokratisk boykot næppe har haft reel betydning for valgdeltagelsen i Danmark,” siger han.
Selvom Naveed Baig også ser Hizb ut-Tahrirs indflydelse hos danske muslimer som begrænset, så kan han godt være bekymret for, at deres pjece skaber usikkerhed blandt særligt unge muslimer i Danmark, som afholder sig fra at stemme bare for at være på den sikre side.
“På den anden side er mange muslimer trætte af Hizb ut-Tahrirs retorik, så det kan også være med til at skabe en modreaktion og forstærke budskabet hos de mange muslimer, som - særligt på sociale medier - opfordrer muslimer i Danmark til at stemme,” siger Naveed Baig.
TjekDet har forelagt Hizb ut-Tahrir eksperternes kritik, men de har ikke svaret på henvendelsen.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

