Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej, du afslører ikke corona-infektion ved at holde vejret i ti sekunder

Faktatjek 12. mar 2020  -  4 min læsetid
This describes the image

 

 

Bemærk: Denne artikel, som undersøger en påstand, der relaterer til coronavirus-pandemien er mere end 24 timer gammel. Situationen udvikler sig løbende. Faglige vurderinger og data, der var rigtige for nogle dage eller uger siden, kan have ændret sig eller ikke længere være retvisende. Derfor er det vigtigt at have for øje, hvornår denne artikel er udgivet.

 

 

 

 

"Tag en dyb indånding, og hold vejret i mere end ti sekunder. Hvis du afslutter det med succes uden hoste, uden ubehag, stivhed eller træthed og så videre, viser det dig, at der ikke er nogen fibrose i lungerne, hvilket indikerer dybest set ingen infektion"

Kilde: Påstand, der gentages i forskellige opslagsociale medier.

Anbefalingen om at holde vejret i 10 sekunder deles i flere forskellige opslag på sociale medier. Angiveligt kan det afsløre, om du har lungebetændelse, der er et af symptomerne, hvis man er blevet smittet med coronavirussen, covid-19. Men at lukke munden, holde sig for næsen i ti sekunder og vente på, om du hoster eller ej, kan du ikke bruge til noget som helst, lyder det fra eksperter.

Det er klart, hvis man er alvorligt syg og har en meget svær, respiratorkrævende infektion, så kan man ikke holde vejret så længe. Men langt de fleste tilfælde vil være i en mildere boldgade, og så vil man sagtens kunne holde vejret, selvom man er inficeret med coronavirus.

 

 

På sociale medier spredes lige nu utallige myter om, hvordan man undgår, opdager og helbreder coronavirusinfektioner.

I en grafik kan man for eksempel læse om en enkel test, man kan benytte til at finde ud af, om man er inficeret med coronavirus.

"Tag en dyb indånding, og hold vejret i mere end ti sekunder. Hvis du afslutter det med succes uden hoste, uden ubehag, stivhed eller træthed og så videre, viser det dig, at der ikke er nogen fibrose i lungerne, hvilket indikerer dybest set ingen infektion," står der på engelsk i grafikken, der deles af danske facebookbrugere.

Ud over grafikken deles et kædebrev med samme test massivt på Facebook.

Men at lukke munden, holde sig for næsen i ti sekunder og vente på, om du hoster eller ej, kan du ikke bruge til noget som helst, lyder det fra eksperter.

Artiklen fortsætter under billedet

Teksten, der beskrives i grafikken, som lige deles på sociale medier verden over, kan ikke bruges til noget som helst, fastslår eksperter.

Test har ikke noget på sig

Pernille Hauschildt er ledende overlæge på afdelingen for lungesygdomme ved Aarhus Universitetshospital. Ifølge hende vil mange kunne holde vejret, selvom de er inficerede med coronavirus. Og derfor kan du ikke bruge den test til at afgøre, om du kan bevæge dig ud blandt andre mennesker, selvom du føler dig sløj.

"Folk bliver meget forskelligt syge af coronavirus. Nogle kan næsten ikke mærke symptomer, andre vil have en lille smule forkølelse eller lidt ondt i halsen. De personer vil uden problemer kunne holde vejret i ti sekunder," siger Pernille Hauschildt og fortsætter.

"Det er klart, hvis man er alvorligt syg og har en meget svær, respiratorkrævende infektion, så kan man ikke holde vejret så længe. Men langt de fleste tilfælde vil være i en mildere boldgade, og så vil man sagtens kunne holde vejret, selvom man er inficeret med coronavirus."

Også Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, afviser, at man kan afsløre en coronainfektion ved at holde vejret.

"Jeg vil gætte på, at nogle coronasyge ikke hoster så ofte, mens andre med en lungebetændelse hoster kraftigere og flere gange i minuttet. Så enkelte kunne godt have problemer med at holde vejret i ti sekunder. Men det er langtfra alle. Sådan noget kan ikke stilles så firkantet op," siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Flere steder i verden er der oprettet drive-in teststeder, hvor henviste kan få det sikre svar på, om de er smittet med coronavirussen, covid-19. Det sker ved podning i svælget. (Foto: Torsten Silz/AFP/Ritzau Scanpix)

Han påpeger, at mange underliggende sygdomme – såsom KOL, astma eller bronkitis – kan udløse en hostereaktion, og det samme vil mange andre ting også kunne gøre. At man hoster, mens man forsøger at holde vejret, er altså ikke ensbetydende med, at man har en coronavirusinfektion.

"Det har ikke noget på sig," slår Jan Pravsgaard Christensen fast.

Den eneste måde, man kan være sikker på, om man er smittet med coronavirus, er ved at få foretaget en podning i svælget, siger Pernille Hauschildt.

Infektion påvirker ikke nødvendigvis lunger

I både kædebrevet og grafikken på Facebook kan man også læse, at når man først har feber og hoste, vil ens lunger allerede være 50 procent fibrose. Fibrose er et udtryk for svære sygdomme, hvor der enten er permanent arvævsdannelse i lungerne, eller hvor der kan være inflammation, altså betændelsestilstand.

Fra Italien forlyder det, at patienter, der er svært syge af coronavirus og er respiratorkrævende, får noget, som man godt kan kalde akut fibrosetilstand med svær inflammation, oplyser Pernille Hauschildt.

"Det er typisk de ældre, der kan få de tilstande. Langt de fleste børn, unge mennesker og midaldrende vil ikke få påvirket deres lunger af coronavirusinfektion," siger hun.

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023