Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Nej, Greta Thunberg beder (stadig) ikke kineserne om at droppe spisepindene for at redde verdens skove

Faktatjek 12. maj 2021  -  5 min læsetid
Tjekdet
Greta Thunberg er en svensk klimaaktivist. Hun blev et kendt  ansigt verden over, da hun i august 2018 gennemførte den første skolestrejke for klimaet foran den svenske parlamentsbygning Riksdagen i Stockholm. Foto: Splashnews.com/Splash/Ritzau Scanpix
  • Klimaaktivisten Greta Thunberg har bedt kineserne stoppe med at bruge spisepinde, fordi produktionen af pindene ødelægger verdens skove, hedder det i stribevis af opslag på sociale medier

  • Den opfordring er ikke blevet vel modtaget i Kina, der kaster bolden tilbage og beder Greta Thunberg holde op med at bruge toiletpapir, da det også er lavet af træ, lyder det videre i opslagene

  • Men meningsudvekslingen er opspind. Talsperson for klimabevægelsen Fridays for Future, der har Greta Thunberg som frontfigur, kalder historien en falsk nyhed

  • Det er ikke første gang, at den bizarre påstand får opmærksomhed på de sociale medier

Skrevet af: Thomas Hedin

Den 18-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg er viklet ind i et bizart drama om spisepinde og toiletpapir. På sociale medier citeres hun i ind- og udland for at have sagt, at kineserne bør stoppe med at bruge pindene, da de ødelægger skove, som optager CO2 og altså er gode for klimaet.

Som modsvar skulle kineserne have bedt Greta Thunberg om at stoppe med at bruge toiletpapir, da der jo nødvendigvis også må gå træ til at holde klimaaktivistens ende soigneret.

Det er ikke første gang, at den påståede meningsudveksling får viral opmærksomhed. Det skete også i april sidste år, hvor den bizarre historie ligesom nu affødte et hav af reaktioner på nettet. Opslag på stribe udløste dengang flere tusind interaktioner i Danmark og andre lande. Og nu, lidt over et år senere, løber den påståede svensk-kinesiske verbale konfrontation igen i Danmark og uden for landets grænser.  

Men intet tyder på, at meningsudvekslingerne mellem Greta Thunberg og (ukendte) kinesere har fundet sted. Tværtimod viser vores kortlægning, at nyheden kan være opstået i kinesiske internetfora, hvor en fjer er blevet til fem høns. Samme konklusion er adskillige andre faktatjekmedier verden over nået frem til

Og klimabevægelsen Fridays for Future, der har blandt andre Greta Thunberg som grundlægger, oplyser til det tyske faktatjekmedie Correctiv.org, at historien er falsk.


Pilen peger mod Kina

TjekDet faktatjekkede de falske citater, da de første gang kom i omløb sidste år.

Redaktionens gennemgang tyder på, at den kuriøse historie har sit udspring på kinesiske, brugerdrevne nyhedsfora, hvor kinesere har fuppet hinanden i jagten på klik og reklameindtægter.

En simpel Google-søgning på 'Greta Thunberg chopsticks (spisepinde på engelsk)' resulterer ikke i nogen pålidelige kilder, der skriver om koblingen mellem Greta Thunberg og spisepinde. Og på Thunbergs officielle hjemmeside står der heller ikke noget om spisepinde.

Sammenkoblingen mellem spisepinde og den unge klimaaktivist, finder vi første gang i et tweet fra 15. januar 2020 fra en tilsyneladende kinesisk twitterbruger med navnet Geoloong.

Brugeren skriver på kryptisk engelsk, at Greta Thunberg skal holde sin mund, fordi hun skulle have bedt kineserne om at stoppe brugen af spisepinde af miljøhensyn. Opslaget er flankeret af en videostump, der stammer fra en tale, som svenskeren holdt under FN's klimatopmøde i 2019. Her hører man hende godt nok give topmødedeltagerne en røffel. Men hovedbudskabet i hendes tale var dengang, at politikerne verden over gør alt for lidt for at stoppe klimaforandringerne. De kinesiske spisepinde bliver til gengæld ikke nævnt med et eneste ord.

Det er i øvrigt ikke første gang, at twitterbrugeren Geoloong kritiserer Greta Thunbergs aktivisme. I et tweet fra 1. september 2019 skriver vedkommende, "Jeg føler, at vestlige miljøforkæmpere bare praler, praler og praler" med henvisning til netop Greta Thunberg.

Den 17. januar 2020 – altså to dage efter Geoloongs tweet – dukker koblingen mellem Greta Thunberg og spisepindene op i det amerikanske internetforum Quora. Her spørger en bruger, "hvad synes du om Greta Thunbergs opfordring til kinesisk spisepindeforbud?"

Det mest 'likede' svar på opslagets spørgsmål kommer fra en bruger, der hævder at være kineser, som mener, at Greta Thunberg burde fokusere mere på Vestens brug af stålbestik, hvis produktion også tærer på klimaet.

Hjemmelavede kinesiske nyhedsfora spreder rygtet

Sammenkoblingen mellem Greta Thunberg og de kinesiske spisepinde har tilsyneladende tidligt floreret i Kina, og vi har derfor søgt på det kinesiske tegn for spisepinde efterfulgt af "Greta Thunberg".

Ved hjælp af Googles oversættelsesværktøj er det en smal sag at få oversat spisepinde til mandarin. Og en Google-søgning på "筷子" og "Greta Thunberg" bærer da også frugt.

Søgningen leder os frem til en artikel på 6parknews fra 20. januar 2020, der forsøger at afdække den bizarre historie. 6parknews er et brugerdrevet nyhedsforum fra Kina. Og ifølge artiklen herfra er historien opstået i kølvandet på et interview, som Greta Thunberg gav 3. januar 2020 til det japanske nyhedsbureau Kyodo News, hvor hun blandt andet siger, at hun gerne vil besøge Kina i 2020.

En video med interviewet finder vi på YouTube.

Interviewet har angiveligt affødt flere hjemmestrikkede kinesiske nyheder om Greta Thunberg, der ad uransagelige omveje er kommet til at handle om spisepinde, konkluderer den kinesiske artikel fra 6parknews.

De 'hjemmelavede' nyheder er et kinesisk fænomen, der kaldes self-media, hvor brugere på sociale medier selv producerer eller oversætter nyheder. Det fortæller Yiping Xia, der er ph.d.-studerende ved University of Wisconsin-Madison i USA, hvor han forsker i massemedier, da TjekDet kontaktede ham i forbindelse med vores faktatjek af Thunberg-Kina-sagen sidste år.

"Når vi siger, at noget stammer fra self-media, så er det sandsynligt, at en bruger – som hverken er professionel journalist eller samarbejder med myndighederne – har skrevet et opslag på en dertil indrettet platform, som så går viralt. Det minder om blogging, men med infrastrukturen fra sociale medier," fortæller Yiping Xia til TjekDet.

Og tit er artiklerne skrevet på bekostning af fakta.

"Self-media er ofte fyldt med iøjnefaldende misinformation i jagten på klik og ikke mindst reklameindtægter," siger Yiping Xia og henviser til, at brugerne ofte forsøger at gøre historierne mere sensationelle for at tjene penge på dem.

Udnytter modvilje mod Thunberg

Artiklen fra 6parksnews, som i øvrigt også falder ind under kategorien self-media, vurderer, at sammenkoblingen mellem spisepindene og Greta Thunberg stammer fra en tilsvarende self-media-artikel fra 12. januar 2020.

Uden at linke til hjemmesiden henviser 6parknews til dette skærmbillede:

 

 

Men da Google ikke oversætter tekst i billeder, ved vi ikke, hvad der egentlig står i den originale artikel. Vi må derfor ty til andre redskaber.

Her kommer den kinesiske søgemaskine Baidu os til undsætning. Baidus oversættelsesværktøjer er nemlig i stand til at aflæse kinesiske tegn i billedfiler.

Selvom oversættelsen langtfra er overbevisende, henviser artiklens overskrift altså både til Greta Thunberg og spisepindene.

Søger vi på den kinesiske overskrift i Google, finder vi flere artikler med samme overskrift.

Da vi første gang faktatjekkede sagen, sendte vi flere af disse artikler til Yiping Xia. Her sagde han, at han ikke ville blive overrasket, hvis historien er opstået blandt self-media.

"De første self-media-artikler forsøgte formentlig at bruge folks modvilje over for Greta Thunberg og deres kulturelle stolthed for at generere klik."

Han er heller ikke imponeret over det journalistiske indhold.

"En af artiklerne er så dårligt skrevet, at overskriften, som tilskriver ønsket om spisepindeforbuddet til Gretha Thunberg, ikke matcher indholdet af artiklen. Det består tværtimod af angreb på hende og en fabrikeret britisk nyhedsrapport, som anmoder kineserne om at stoppe brugen af spisepinde," fortæller Yiping Xia.

Kinesere fupper hinanden

Artiklernes tvivlsomme kvalitet til trods, så giver de os et praj om, hvordan ideen om det kinesiske modsvar er opstået. Kommentarsporet på en af artiklerne fra 15. januar 2020 er i hvert fald rødglødende:

"Brug ikke papir til dit lort, vask det for hånd som en San."

"Jeg opfordrer dig også til at deaktivere toiletpapir!"

Ser man bort fra de upræcise oversættelser, er budskabet ikke til at tage fejl af. Hvis Greta Thunberg kritiserer den kinesiske brug af spisepinde, så skal hun altså feje for egen dør først – akkurat som de mange opslag på sociale medier verden over morer sig over.

Men der er ikke tale om noget samlet Kina, der kritiserer Greta Thunberg. I stedet er der altså tale om enkelte kinesere, der formentlig er blevet fuppet af andre kinesere.

Russisk salat med tørrede abrikoser

Også det norske faktatjekmedie Faktisk.no har jagtet historien bag den mærkværdige nyhed om Greta Thunberg, spisepinde og toiletpapir. Da mediet faktatjekkede historien sidste år kom de en tur forbi Rusland.

Et blogindlæg fra den angiveligt russiske blogger Grimnir74 hævder 29. januar 2020, at den unge svenske klimaaktivist har opfordret kineserne til at droppe spisepindene. Indlægget er en kopi af en artikel, der findes på hjemmesiden Fishki.net, der blev publiceret den 24. januar 2020.

Fishki.net oplyser faktisk en kildeangivelse til sin artikel, nemlig en anden hjemmeside med navnet SM-News.ru. Men artiklen bag henvisningen nævner ikke toiletruller og spisepinde. Der er derimod tale om en artikel med en opskrift på "vitaminsalat med tørrede abrikoser".

Her ender det 'russiske' spor. Vi må dog konkludere, at de russiske blogindlæg om Greta Thunberg og spisepinde er lagt på nettet efter de kinesiske – og derfor tyder meget stadig på, at historien er opstået i kinesiske internetfora. 

Opdateret 12. maj 2021