Organisation med tråde til tobaksindustrien forsøger at påvirke dansk lovforslag

Faktatjek 20. nov 2024  -  10 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • Regeringens lovforslag om at begrænse nikotinindholdet i nikotinposer vil føre til flere rygere

  • Sådan lyder budskabet i en større kampagne, som møder danskerne på sociale medier

  • Sundhedseksperter afviser imidlertid budskabet i kampagnen

  • TjekDets research viser, at bag kampagnen står en organisation, som har tråde til producenter af nikotinprodukter

  • Organisationen anerkender, at de modtager støtte fra tobaksindustrien, men de står fast på, at de er uafhængige

“Over 150.000 danskere kan blive skubbet tilbage til rygning.”

Sådan lyder påstanden fra organisationen Health Diplomats. Ifølge organisationen vil flere rygere blive konsekvensen, hvis SVM-regeringens lovforslag om nikotinposer bliver vedtaget. Regeringen har foreslået, at nikotinposer maksimalt må indeholde ni milligram per pose. I dag kan man købe nikotinposer med helt op til 35 milligram per pose.

Lovforslaget er en del af en forebyggelsesplan mod tobak, nikotin og alkohol målrettet unge, som blev aftalt mellem regeringen og en række aftalepartier i november 2023. Aftalepartierne er Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

Siden lovforslaget blev fremsat i Folketinget i slutningen af september, har Health Diplomats med annoncer og opslag på det sociale medie X forsøgt at påvirke danske politikere til at trække lovforslaget tilbage. 

Det sker gennem en X-konto med navnet Smoke Free Sweden, som henviser til, at Sverige har haft succes med at nedbringe antallet af rygere.

Over 150.000 danskere kan blive skubbet tilbage til rygning, hvis nikotinstyrken i nikotinposer begrænses ved lovkrav, lyder det i kampagne på blandt andet det sociale medie X. Kilde: Smoke Free Sweden på X.


Health Diplomats argumenterer ud fra den såkaldte ‘harm reduction’-tilgang - på dansk skadesreduktion. Ifølge Health Diplomats går den ud på, at alternative tobaks- og nikotinprodukter som e-cigaretter, snus og nikotinposer er mindre skadelige end cigaretter. Derfor bør regeringen forsøge at få rygerne til at skifte cigaretterne ud med e-cigaretter, nikotinposer eller snus i stedet for at indføre politik, der besværliggør både borgernes adgang til produkterne og tobaksindustriens salg af produkterne.

Men forskere, TjekDet har talt med, er kritiske over for påstanden om, at 150.000 danskere kan blive skubbet tilbage til rygning. Samtidig er forskerne skeptiske over for fortællingen om Sveriges succes i forhold til det dalende antal rygere i landet.

Derudover tegner der sig et billede af Health Diplomats som en lobbyorganisation for tobaksindustrien, når TjekDet undersøger, hvem der står bag. 

Rasmus Lund-Nielsen, der er folketingsmedlem for Moderaterne og formand for Folketingets Sundhedsudvalg, kalder oplysningerne “bekymrende”.

“Hvis det er korrekt, at en tobakslobbyorganisation spreder udokumenterede påstande, er det bekymrende og bør tages alvorligt,” siger han til TjekDet. 

Tjekdet
Socialdemokraterne, Venstre, Moderater, SF, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Alternativet blev i november 2023 enige om en såkaldt forebyggelsesplan mod tobak, nikotin og alkohol målrettet mod unge. Plan fastsætter blandt andet en lav grænse for, hvor meget nikotin, der må være i nikotinposer - også kaldet snus i daglig tale. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Gateway-stof

TjekDet har forelagt tre forskere påstanden, at 150.000 danskere kan blive skubbet tilbage til rygning, hvis SVM-regeringens lovforslag om at begrænse nikotinindholdet i nikotinposer til maksimalt ni milligram per pose bliver en realitet.

Ingen af forskerne kender noget til eller har hørt om en sådan beregning før. 

Lotus Sofie Bast, der er seniorforsker i tobaks- og nikotinforebyggelse ved Syddansk Universitet, afviser også påstanden. 

“Mange af dem, der bruger nikotinposer, er ikke tidligere rygere. En øvre grænse for mængden af nikotin kommer ikke til at skubbe dem tilbage til cigaretter, når mange af dem aldrig har røget en cigaret,” siger hun. 

Også Louise Adermark, der er lektor i neurobiologi ved Göteborgs Universitet, hvor hun forsker i, hvordan nikotinprodukter påvirker hjernen, har svært ved at se grundlaget for, at nikotinloftet kan skubbe 150.000 danskere tilbage til rygning. Hun vil dog ikke udelukke, at det kan ske for nogle. 

“Hos unge ser vi, at der er en stærk sammenhæng mellem snus og rygning. I svenske kommuner, hvor mange unge ryger, snuser mange også - og omvendt. Man begynder ikke at bruge snus, fordi man vil holde op med at ryge. Man bruger det, fordi ens ven bruger det,” siger hun.

Tjekdet
Foto: Shutterstock/TjekDet

Hun forklarer, at snus og nikotinposer kan mindske rygetrangen, men at undersøgelser viser, at snus og nikotinposer gør det sværere snarere end lettere at stoppe med at ryge.

Heller ikke Magnus Lundbäck, der er lektor og forsker i alternative tobaks- og nikotinprodukter ved Karolinska Institutet i Stockholm i Sverige, ved, hvor tallet 150.000 stammer fra. 

“Vi ved dog fra forskning, at når du begynder at tage et hvilket som helst nikotinprodukt, og du har en nikotinafhængighed, vil du på den lange bane være mere tilbøjelig til at begynde med rygning. Vi ved også, at nikotin er et gateway-stof, som på den lange bane også gør dig mere tilbøjelig til at indtage andre typer stoffer,” fortæller han.

For tidligt at sammenligne

Umiddelbart kan Smoke Free Swedens kampagne for ‘harm reduction’-tilgangen virke som et budskab med gode intentioner om at opfordre myndigheder til at kæmpe for, at befolkningen kvitter smøgerne - og i stedet satse på mindre skadelige tobaks- og nikotinprodukter. 

Men ifølge forskerne kender man endnu ikke langtidseffekterne af de relativt nye alternative tobaks- og nikotinprodukter som snus, nikotinposer og e-cigaretter. Derfor ved man ifølge forskerne ikke endnu, om nikotinposer, snus og e-cigaretter er mindre skadelige end cigaretter. 

“Det tog rigtig mange år, før vi forstod, hvor farlige cigaretter er, og det vil derfor tage noget tid, før vi fuldt ud forstår risiciene ved nye tobaksfrie produkter,” siger Louise Adermark og opridser nogle af de skadelige følgevirkninger, der kan være forbundet med produkterne. 

“Aromastofferne i e-cigaretter skal være godkendt til indtagelse, men det betyder ikke, at de er risikofrie, når de inhaleres i lungerne. For produkter som e-cigaretter er der titusindvis af forskellige smagsvarianter, hvilket gør dem svære at studere. De korttidsstudier, som vi i øjeblikket har adgang til, peger på, at der ligesom ved rygning er en øget risiko for luftvejssygdomme, frem for alt astma.”

Smagsstofferne til e-cigaretterne kan også have betydning for mundens celler og øge risikoen for problemer med mundsundheden. 

Tjekdet
SVM-regeringens forebyggelsesplan foreslår, at nikotinposer maksimalt må indeholde ni milligram nikotin per pose. I dag kan man købe nikotinposer, som dem der ses på billedet herover, med helt op til 35 milligram per pose. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvad angår brug af snus eller nikotinposer, øger det ifølge Louise Adermark risikoen for at udvikle type 2-diabetes. Desuden forklarer hun, at hun i øjeblikket forsker i sammenhængen mellem nikotinbrug og psykisk sygdom, da de har en tese om, at gentagen eksponering for nikotin ændrer den unge hjernes funktion og især kredsløbet, der er forbundet med belønning og beslutningstagen. 

Andre skadevirkninger blandt snusbrugere er ifølge Louise Adermark skader på tandkødet, misfarvning af tænder samt mave- og tarmproblemer. 

Lotus Sofie Bast er enig i, at det er svært at sige, hvad der er farligst af cigaretter og de alternative tobaks- og nikotinprodukter på nuværende tidspunkt. Der følger nemlig forskellige forbrugsmønstre med til hvert produkt, som er en vigtig kontekst at have for øje. 

“Hvis du ryger en cigaret, så ryger du den, lægger den væk og laver noget andet. Mange af dem, der vaper, har den på sig hele tiden, hvilket vil sige, at de vaper mange, mange flere gange på et døgn, end de ville ryge på en cigaret. Vi hører også om unge mennesker, der sover med nikotinposer, og det gør man trods alt ikke med en cigaret,” fortæller hun. 

Ifølge Magnus Lundbäck giver det ingen mening at tale om ‘harm reduction’. 

“I Sverige har vi mistet kontrollen med nikotinbrug blandt de unge. Vi ser 12-13-årige, der bruger nikotinposer og e-cigaretter, så de bliver nikotinafhængige i en meget ung alder. Det er slet ikke sikkert, at disse unge mennesker nogensinde ville være startet med at ryge,” siger han og fortsætter: 

“Derfor giver deres slogan - harm reduction - ikke nogen mening, fordi de siger, du bør stoppe med at ryge og tage et af vores andre produkter i stedet, fordi de er meget bedre og skader mindre. Men når de unge, der aldrig ville have røget, begynder at bruge nikotinprodukter, er det jo kun skadeligt. De bruger ikke nikotinprodukter i stedet for cigaretter, de bruger dem bare.”

Ifølge Vidensråd for Forebyggelse bruger omkring hver tredje - 31 procent - af alle børn og unge mellem 15 og 29 år i Danmark en form for nikotinprodukt enten hver dag eller lejlighedsvist. Hvis man ikke medtager cigaretter, er andelen af børn og unge, der bruger nikotinprodukter, 14,7 procent.

Forbindelser til tobaksindustrien

Når man møder Smoke Free Swedens opslag i sit X-feed fremstår de professionelt lavet. Ofte indeholder de bevægelige grafikker eller en kort video. 

I opslaget med påstanden om, at et forbud vil skubbe 150.000 danskere tilbage til rygning, følger en video, hvor der står: “Danmarks foreslåede forbud vil fjerne 9 ud af 10 nikotinposer.” Derefter står der: 

“Flere end 150.000 danskere benytter nikotinposer. Vil de blive tvunget tilbage til cigaretter?”

Smoke Free Sweden deler ikke kun opslag rettet mod Danmark. Kontoen deler også opslag rettet mod blandt andet New Zealand, Nigeria, Storbritannien, Brasilien og Spanien. Nogle af opslagene har opnået op mod 10 millioner visninger, viser TjekDets research.

Organisationens kampagner sættes i gang,  når lande forbereder eller diskuterer lovgivning om tobak og nikotin. Er der en politisk diskussion i et land om at hæve priserne på nikotinprodukter, gøre dem sværere at anskaffe eller på anden måde regulere det til ulempe for forbrugerne, går Smoke Free Sweden ind i debatten med kampagner for ‘harm reduction’-tilgangen - blandt andet på sociale medier. 

Tjekdet
Snus og nikotinposer er ikke det samme. Nikotinposer ligner snus, men de små hvide portionsposer består af plantefibre tilsat salte, smagsstoffer og nikotin. Men der er ikke tobak i poserne. Det er der derimod i snus. Fælles EU-regler betyder, at det er ulovligt at sælge snus i Danmark. Sverige har som det eneste land i EU en undtagelse for snusforbuddet, hvorfor udvalget også er stort i vores naboland. Foto: Claudio Bresciani/TT/Ritzau Scanpix / Kræftens bekæmpelse

Hvis et land på den anden side lemper på politik, der gør adgangen til alternative tobaks- og nikotinprodukter lettere, hylder Smoke Free Sweden tiltaget.

På Smoke Free Swedens X-konto er det ikke klart deklareret, hvem der driver kontoen. Det fremgår, at de er en ikke-statslig nonprofitorganisation, og der er et link til deres hjemmeside. 

På hjemmesiden kan man under ‘om os’-fanen læse, at et “globalt netværk af eksperter i folkesundhed” står bag kampagnen. Netværket kalder sig for Health Diplomats. 

En nærmere undersøgelse af Health Diplomats afdækker, at organisationen har nære forbindelser til industrien bag snus- og nikotinprodukter. 

I spidsen for Health Diplomats som præsident står en mand ved navn Dr. Delon Human. Ifølge deres hjemmeside er han læge, forfatter, international foredragsholder og sundhedskonsulent med speciale i blandt andet globale sundhedsstrategier og skadesreduktion.

Men hvad hjemmesiden ikke fortæller er, at han ad flere omgange har modtaget økonomisk støtte fra tobaksindustrien. 

Det viser en større undersøgelse foretaget af researchgruppen Tobacco Tactics, der har hjemme på University of Bath i Storbritannien. Gruppen blev oprettet i 2012 og er en tværfaglig, international forskningsgruppe, der blandt andet undersøger, hvordan tobaksindustrien bruger taktikker og argumenter til at fremme tobaks- og nikotinprodukter. I samme forbindelse afdækker de organisationer, institutioner og personer, som tobaksindustrien samarbejder med.

Og én af de personer, som tobaksindustrien har samarbejdet med flere gange, er Delon Human. 

I 2010 skrev Delon Human bogen Wise Nicotine om harm reduction. I bogens forord står, at British American Tobacco, der er en multinational koncern, der sælger tobaks- og nikotinprodukter, støttede bogens tilblivelse økonomisk. I 2023 angav Delon Human også, at han har modtaget godtgørelse for at deltage i konferencen Global Tobacco and Nicotine Forum, som er sponsoreret af tobaksindustrien. I samme ombæring oplyste han, at han på daværende tidspunkt ikke havde nogen kontrakt med nogen nikotinvirksomhed. 

Fra 2019 til 2023 stod der også på Health Diplomats’ hjemmeside, at deres “nuværende arbejde med at fremme politikker, videnskab og produkter inden for reduktion af tobaksrelateret skade sker i samarbejde med Nicoventures”. Nicoventures er et datterselskab af British American Tobacco. Af Health Diplomats’ vicedirektør Jessica Perkins’ LinkedIn-profil fremgår det også, at hun tidligere har arbejdet ni år ved British American Tobacco. 

Derudover er Delon Human formand for Oral Nicotine Commission, der ifølge kommissionen selv er et uafhængigt organ, der hjælper med at “opbygge en evidensbase og øje bevidstheden om fordelene ved oral nikotin blandt regeringer, folkesundhedsaktører og offentligheden og dermed modvirke negative, ubegrundede fordomme og stereotyper.”

Efter at være blevet forelagt TjekDets research er Magnus Lundbäck ikke i tvivl. 

“Man kan i hvert fald ikke sige, at han ikke har interessekonflikter.” 

Det samme vurderer Lotus Sofie Bast. 

"Det er jo tydeligt, at han ad flere omgange har modtaget økonomisk støtte fra industrien. Når jeg laver en søgning i en database for videnskabelige publikationer, kommer kun en enkelt publikation frem. Det vidner ikke umiddelbart om en stor videnskabelig aktivitet.”

Formand for Sundhedsudvalget og medlem af Folketinget for Moderaterne, Rasmus Lund-Nielsen, er blevet forelagt TjekDets research. Han er ikke overrasket over, at tobakslobbyen blander sig i debatten. 

“Tobaksindustrien har en lang historie med at forsøge at påvirke lovgivning og den offentlige opinion for at beskytte egne interesser, også selvom det sker på bekostning af folkesundheden. At 150.000 danskere skulle vende tilbage til rygning som følge af et nikotinloft på nikotinposer er ikke underbygget, og jeg kan ikke se nogen pålidelige data, der understøtter dette skræmmebillede. Bemærk at de milligram nikotin, der er til stede efter loftets indførelse svarer til indholdet i en håndfuld cigaretter. Hvorfor skulle man vende tilbage til rygning ved at indføre et sådant loft? Poserne vil stadig være stærkere. Vi gør det blot sværere at blive nikotinafhængig meget hurtigt ved at indføre dette loft,” siger han og tilføjer: 

“Vi kan ikke forbyde lobbyisme, da det er en del af demokratiet. Men når industrien manipulerer med fakta på denne måde, er det en påmindelse om, hvorfor vi som politikere skal træffe beslutninger på baggrund af evidens og ikke industriens spin. Det er heldigvis præcis, hvad vi gør, ved at gennemføre denne forebyggelsesplan.”

Tjekdet
Rasmus Lund-Nielsen (Moderaterne) er formand for Sundhedsudvalget og sundhedsordfører for sit parti. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Sveriges “succes”

Som nævnt bliver Sverige fremhævet af Smoke Free Sweden som foregangsland i forhold til at komme rygning til livs. 

Siden 00’erne er andelen af rygere i Sverige faldet markant, og i 2022 var det kun 5,8 procent af befolkningen i alderen 16 til 84 år, der er ‘daglige rygere’. Det betyder, at Sverige er tæt på at kunne kalde sig et røgfrit land, som kategoriseres ved at under fem procent af befolkningen ryger cigaretter dagligt. 

Ifølge Magnus Lundbäck er det en udvikling, som tobaksindustrien i Sverige forsøger at tage æren for med henvisning til introduktionen af snus, nikotinposer og e-cigaretter. 

“Men det er ikke korrekt. Vi har været i stand til at stoppe med at ryge uden snus, da vi har statslige reguleringer. Vi har forbudt cigaretrygning på offentlige steder. Vi har haft massive kampagner, der har diskuteret alle de negative effekter af cigaretrygning. Det er disse ting, der har gjort en forskel i forbruget af tobak i Sverige, men tobaksindustrien hævder, at det er takket være snus og intet andet.”

Siden 00’erne er andelen af rygere i Sverige faldet markant. Det tager svensk tobaksindustri en del af æren for. Men det kan de ikke, fastslår svensk ekspert. VIDEO: smokefreesweden.org


I stedet har introduktionen af nye nikotinprodukter fået flere til at blive nikotinafhængige. Især hos piger og unge kvinder ses en eksplosiv stigning, fortæller Magnus Lundbäck. 

Louise Adermark er enig i, at særligt snuslobbyen i Sverige er “meget stærk”, og at det ikke er deres fortjeneste, at Sveriges andel af rygere er faldet.

“Det er reguleringen af ​​markedsføring og forbud mod rygning på bestemte steder, der påvirker brugen mest. I dag lanceres nye snusvarianter åbent i butikkerne, og det bliver "standard" i befolkningen. Når du ser noget hver dag, holder du op med at tro, at det er farligt. Vi ser en markant holdningsændring blandt vores unge i løbet af de seneste fem år med hensyn til, hvor farlige de tror, disse produkter er.”

Fastholder påstande

TjekDet har rettet henvendelse til Health Diplomats og forelagt dem forskernes kritik.

Health Diplomats svarer, at deres påstand om, at over 150.000 danskere kan blive skubbet tilbage til rygning, er beregnet ud fra andelen af befolkningen mellem 15-79 år, der bruger røgfrie nikotinprodukter. Ifølge Health Diplomats er det mindst 165.000 danskere, der bruger nikotinposer. Samtlige af dem er altså i risiko for at begynde at ryge igen, hvis der kommer en nikotinloft, lyder ræsonnementet. 

Men det ræsonnement giver Magnus Lundbäck ikke meget for. 

"De laver en beregning på, hvor mange der bruger nikotinposer i Danmark, hvis jeg forstår det korrekt. Ræsonnementet indebærer, at et x antal personer bruger nikotinposer, men det siger absolut intet om, at alternativet er at begynde at ryge," siger han. 

TjekDet har også bedt Health Diplomats kommentere på forbindelserne til tobaksindustrien.

"Health Diplomats modtager støtte fra enkeltpersoner, virksomheder og organisationer, herunder producenter af nikotinprodukter. Vi ser ikke noget problem i dette, så længe producenterne forpligter sig til at udvikle sikrere alternativer til rygning. Vi er særlig imod politikker, der fastholder folk i at ryge tobak og nægter dem adgang til bedre alternativer," skriver de i en mail og tilføjer. 

"Health Diplomats er fuldstændig uafhængig i vores handlinger og interne styring. Vores arbejde er baseret på de højeste evidensstandarder og overvåges af vores hold af forskere og medicinske fagfolk. Vi fremmer tobaksrelateret skadesbegrænsning, men vi repræsenterer ikke erhvervsinteresser."

Health Diplomats fastholder - modsat forskerne - påstanden om, at Sveriges succes i forhold til at nedbringe antallet af rygere skyldes Sveriges lempelige politik til alternative tobaks- og nikotinprodukter. 

"Svenskernes ekstraordinære succes skyldes deres banebrydende tilgang til sikrere alternativer til cigaretter. Ved at omfavne og fremme brugen af alternative nikotinprodukter som snus, orale nikotinposer og e-cigaretter har Sverige banet vejen til et røgfrit samfund og samtidig beskyttet folkesundheden." 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Opdateret 21. nov 2024