Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Overfortolker Anders Vistisen Parlamentets ønsker for EU’s fremtid?

Faktatjek 31. mar 2017  -  3 min læsetid
This describes the image

Står det til et flertal i Europa-Parlamentet, så vil de små EU-medlemslande i fremtiden miste deres pladser i Europa-Kommissionen, Danmark bliver tvunget ind i euro-samarbejdet og EU’s grænser vil stå på vid gab, så alverdens borgere har ret og mulighed for at komme ind i de europæiske lande.

Det hævder i hvert fald Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Anders Vistisen. Han henviser til en såkaldt egenbetænkning, der er det formelle navn for en holdningstilkendegivelse, som har opbakning fra et flertal i parlamentet.

Men flere af Anders Vistisens påstande er bygget på fortolkninger, hvilket vil sige, at de ikke fremgår direkte af egenbetænkningen. Det fastslår DR-programmet Detektor i et faktatjek.

Anders Vistisens gennemgang af parlamentets betænkning kan koges ned til fire påstande.

Kun store lande i Kommissionen

Den første påstand handler om Europa-Kommissionen, som i dag består af 28 medlemmer – én kommissær fra hvert af EU’s 28 medlemslande. Ifølge egenbetænkningen skal Kommissionen fremover være mindre. Og det, mener Anders Vistisen, vil det betyde, at der fremover kun vil være plads til de store lande i kommissionen.

Mens Parlamentet rigtig nok lægger op til en mindre kommission, står der i egenbetænkningen ikke noget om, at det kun vil gå ud over mindre lande som for eksempel Danmark.

"Der står i betænkningen, at Kommissionen skal slankes, men der står ikke på hvilken måde – eller at de små lande ikke længere skal være repræsenteret i Kommissionen," siger Dorte Sindbjerg Martinsen, der er professor ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, til Detektor.

Egenrådig EU-udenrigsminister

En anden påstand i Anders Vistisens video er, at Europa-Parlamentets flertal vil "have en rigtig udenrigsminister, der har sin egen hær, som hun kan sende ud, bestående af alle mulige hærenheder fra de europæiske lande og bruge efter forgodtbefindende uden for NATO."

Det er korrekt, at Parlamentet lægger op til at udnævne en udenrigsminister og oprette en forsvarsunion, men der står ikke noget i betænkningen om, at ministeren skulle kunne sende EU-medlemslandene i krig uden først at spørge de enkelte lande.

Slut med forbeholdene

En tredje påstand i videoen handler om de forskellige forbehold, som enkelte medlemsstater har i forhold til EU-samarbejdet. Her påstår Anders Vistisen, at Parlamentet vil tvinge blandt andet Danmark til at opgive sine nuværende forbehold, som blandt andet tæller euroen og det EU-retlige samarbejde.

"Der står ikke noget om, at man under tvang skal blive medlem af euro-samarbejdet. Der står noget om, at man skal arbejde for mindre differentiering, mere ensartet type samarbejde," siger Dorte Sindbjerg Martinsen.

Åbne ydre grænser

Den fjerde påstand i videoen handler om EU-landenes ydre grænser og fælles asylpolitik. I forhold til dem mener Anders Vistisen, at konsekvenserne af egenbetænkningen vil være "åbne grænser, så alverdens borgere har ret og mulighed for at komme til de europæiske lande."

Men umiddelbart lægger Parlamentet ikke op til, at EU’s ydre grænser skal stå på vid gab. Betænkningen opfordrer til at oprette en en fælles grænse- og kystvagt, der skal dæmme op for ulovlig indvandring.

Detektor har bedt Anders Vistisen om at udpege, hvor i egenbetænkningen han finder belæg for sine påstande. Han anerkender, at enkelte af påstandene ikke fremgår direkte af Parlamentets tilkendegivelse, men han henviser til, at man skal se betænkningen i lyset af tidligere politiske debatter og vedtagne forslag fra Parlamentet. De understøtter i vid udstrækningen hans fire påstande, mener han.

"Det, jeg siger i min video er, at hvis Europa-Parlamentet har ret, som de har magt, så er det virkeligheden. Jeg udtaler mig ikke om realismen og heller ikke om det juridisk bindende. Jeg siger, at hvis de mennesker, man har sendt til Parlamentet, kunne stemme frit, så ville det her være fremtidens Europa," siger Anders Vistisen.

Se hele Detektors faktatjek her.

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023