Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Russisk medie: Danske supermarkeder er løbet tør for grøntsager

Faktatjek 16. feb 2017  -  3 min læsetid
This describes the image
Skrevet af: Thomas Hedin

Hylderne i de danske supermarkeders grøntafdelinger er "usædvanlig tomme", og der er indført rationeringer.

Sådan lyder det i et tv-indslag fra den nationale russiske tv-station Kanal 1.

Indslaget, der også nævner supermarkeder i Storbritannien og Norge, ledsages af billeder af tomme butikshylder og hævder, at kunderne kun kan købe et strengt begrænset antal grøntsager. Samtidig er priserne ifølge tv-stationen steget til et skyhøjt niveau. Årsagen er oversvømmelser og snevejr i Spanien, der har ødelagt vinterens høst af blandt andet salat, kål, tomater, agurker og broccoli.

Ofte tager falske nyheder udgangspunkt i noget, der helt eller delvist er sandt. Den russiske tv-station har ret i, at grøntsagshøsten i Spanien er hårdt ramt. Og det giver danske supermarkeder problemer, fordi frugt og grønt især importeres fra sydeuropæiske lande i vinterperioderne.

Det er ifølge aviserne DailyMail og The Guardian også korrekt, at de britiske supermarkeder har problemer med at fylde hylderne op, og at man har indført rationeringer på udvalgte grøntsager i visse supermarkeder. Men tv-stationen overdriver situationen, i hvert fald når det kommer til de danske frugt- og grøntafdelinger, lyder det fra de to største dagligvarekæder i Danmark, Coop og Dansk Supermarked. Tilsammen sidder de på over 60 pct. af markedet for dansk dagligvarehandel.

"Vi får mindre mængder af de grøntsager, vi får fra Spanien, fordi der har været frost, og udbuddet er derfor mindre af nogle typer grønt. Så der har været, og vil også kunne være, perioder, hvor vi kun får 75 procent af de mængder, vi bestiller. Men det betyder ikke, at der er tomme hylder. For så har vi andre former for grønt, for eksempel danske rodfrugter," oplyser Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, der blandt andet omfatter SuperBrugsen, Kvickly og Irma.

Samme melding lyder fra Dansk Supermarked, der blandt andet ejer kæderne Netto, Føtex og Bilka.

"Der har på intet tidspunkt været usædvanligt tomme hylder i butikkerne. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at skaffe grøntsagerne, og er igen tæt på at have fuld mængde. Der er altså masser af grønt på hylderne," oplyser kommunikationskonsulent Nanna Louise Knudsen.

Og hverken Coop eller Dansk Supermarked regner med, at den fejlslagne høst i Spanien vil få konsekvenser på længere sigt. Kunderne kommer næppe til pludselig at stå over for udbudsfattige grøntafdelinger.

Højest to salathoveder pr. kunde

Men hvad så med påstanden om stramme rationeringer? Mens Dansk Supermarked ikke har rationeret grøntsagerne, har Coop måtte gøre det i et par af kædens butikker.

"I enkelte butikker, hvor man for eksempel har haft restauranter, der har ryddet vores lager af salater, fordi de ikke kan få det fra deres normale leverandører, har vi indført en begrænsning, så kunderne højest kan købe to salathoveder," siger Jens Juul Nielsen fra Coop.

De to store dagligvarekæder kan altså ikke bekræfte, at der er indført "stram rationering", hvad angår grøntsager.

 

Som en særlig service for vores russiske læsere, kan dette faktatjek læses på russisk her.

gifrussisk

 

 

Prisstigningerne er begrænsede

Skal man tro det russiske tv-indslag, så er priserne på grøntsager steget til et "skyhøjt" niveau. Men også den påstand er meget langt fra virkeligheden.

"Vores priser følger markedet og skifter uge for uge. Det har været yderst begrænset, hvad kunderne har kunne mærke af prisstigninger. Enkelte varer har haft en prisstigning på knap 10 procent, men er nu nede i almindelige priser igen," oplyser Nanna Louise Knudsen fra Dansk Supermarked.

Når prisskiltene over salater, agurker og tomater ikke viser en eksplosiv vækst, skyldes det blandt andet, at dagligvarekæderne bestiller og aftaler priser med leverandørerne for en længere periode af gangen.

"Når udbuddet af varer bliver mindre, stiger priserne på et frit marked. Men det er dog begrænset, hvor meget vores kunder kommer til at mærke det, da de store mængder kommer fra vores faste leverandører, som vi har aftalt pris med for hele sæsonen," siger Jens Juul Nielsen.

"Jeg tror ikke, russiske forbrugere ville opleve vores supermarkeder som tomme, hvis de kom på besøg."

LÆS OGSÅ: Østeuropæiske medier: Snart er der dyresex-bordeller i Danmark

Ifølge EU’s særlige task force mod russisk misinformation, East Stratcom, er tv-stationens indslag endnu et eksempel på et russisk medie, der spreder falske eller overdrevne historier om forhold i EU-landene. Angiveligt for at destabilisere EU-landene og samarbejdet landene imellem. I dette tilfælde er det ifølge East Stratcom et forsøg på at minde de russiske tv-seere om de tomme hylder i butikkerne under Sovjet-tiden, og at europæiske lande nu oplever det samme.

TjekDet ser det som sin fornemmeste opgave at fremme kvaliteten i den offentlige debat - også på tværs af landegrænser. Derfor kan dette faktatjek også læses på russisk her.

 

TjekDet har aflagt uanmeldt besøg i tre københavnske supermarkeder den 16. februar 2017 klokken 8:00. En Netto, en Irma og en SuperBrugsen. I ingen af butikkerne var der "ualmindelig tomme hylder" eller mangel på salater og agurker.

supermarkeder16022017

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023