Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Ryanair udlover ikke en all-inclusive tur til en valgfri destination

Faktatjek 6. jun 2019  -  4 min læsetid
This describes the image
Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT/Ritzau Scanpix

"Fantastiske nyheder Danmark! Rejse opdatering! Ryanair fejrer at de har "rejst over 15 millioner passagerer i år 2018".

Sådan lyder budskabet i en annonce, der i øjeblikket florer på Facebook.

Herudover udlover luftfartsselskabet Ryan Air... ja vi er faktisk ikke helt sikre på hvad de udlover, for konkurrenceteksten har vist været en gang for meget igennem den digitale oversætter Google Translate. Og den maskinoversættelse er ikke lykkedes så godt og er uforståelig.

Dog lader det til at vi har chancen for at vinde en tur med alle udgifter betalt til en hvilken som helst destination og endda også en voucher - det vil sige et gavekort - på 4.000 kroner.

Lyder det for godt til at være sandt? Det er det også.

Dels er facebooksiden Ryanair_Denmark, hvor konkurrencen er slået op, ikke styret af Ryanair selv, og dels har det 'rigtige' Ryanair ikke gang i en konkurrence om en fuldt betalt tur til en valgfri destination. Det oplyser Ryanair til TjekDet i en mail.

"Dette (facebooksiden Ryanair_Denmark, red.) er ikke en officiel Ryanair-profil, og konkurrencen er heller ikke støttet af os. Husk, at hvis ikke siden har det blå flueben, der verificerer kontoen, så er det ikke en officiel Ryanair-side," skriver luftfartsselskabets presseafdeling.

 

 

Kilde: Facebookopslag på Ryanair_Denmark

 

 

Facebooksiden har ellers også et par andre opslag, som ligner noget, der kunne komme fra Ryanair selv. Og det er der faktisk en god grund til, for opslagene er nemlig saksede fra flyselskabets rigtige side på det sociale medie.

Men når vi følger links i opslagene, bliver vi pludselig præsentereret for en helt anden historie.

Læser man med småt, fremgår det nemlig af siden, at Ryanair intet har med "konkurrencen" at gøre.

"Denne konkurrence samarbejder ikke med eller sponsoreres af nogen af de virksomheder eller brands, der vises," står der nederst på siden.

Flere ting er dog mistænkelige. Nu er det pludselig 5.000 kroner, vi kan vinde, og ikke 4.000 som før. Det lader dog til at vi allerede har vundet, for der står i hvert fald "TILLYKKE".

Vi bliver bedt om at svare på nogle spørgsmål om, hvem vi gerne vil ud at rejse med, hvornår vi planlægger ferie, samt hvor vi gerne vil rejse. Derefter "bearbejdes" vores svar, og sørme om ikke vi bliver "udvalgt" til et af de "tre (3)" gavekort, der stadig er tilbage!

Vi skal bare lige angive vores mail, telefon og adresse, godkende betingelser og tillade nogle virksomheder at kontakte os via telefon, sms, mail og post, så skulle feriedrømmene blive til virkelighed.

Tillykke! Du har vundet spam-mail

Men lad nu være med at blive snydt.

Faktisk fremgår det, at formålet med konkurrencen er at skrive dig op til at modtage markedsføring fra konkurrencens sponsorer, og dem er der tilsyneladende en hel del af.

Alt fra et firma der hedder "DanskeKonkurrenser" over Danmarks Lungeforening til FDM, skal således have tilladelse til at kontakte os, før vi kan få lov at modtage præmien.

Tre gavekort, én gevinst?

Men lidt spam-mail er vel billigt sluppet, når nu vi har vundet 5000 kroner? Måske, der er bare den hage, at vi endnu ikke har vundet.

Selvom vi både er blevet ønsket tillykke, erklæret som udvalgt, og har sagt ja til at modtage markedsføring fra et hav af firmaer, skal vi nemlig stadig igennem en udtrækningsproces, før vi kan erklæres endelige vindere.

Nå ja, og så forbeholder firmaet bag sig retten til at annullere eller ændre konkurrencen, hvornår det måtte passe dem.

Og hvem er de så? Jo, de hedder noget så mundret som xlWin Marketing, og hører tilsyneladende hjemme i Singapore. Af siden fremgår dog, at et firma ved navn Kulklubben garanterer konkurrencen.

TjekDet ville gerne have spurgt xlWin Marketing og Kulklubben hvorfor de opretter en konkurrence i Ryanairs navn når luftfartsselskabet ikke har noget med konkurrencen at gøre, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 12. apr 2021