Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Slangeangreb på afrikansk pige er en rekonstruktion fra en tv-dokumentar

Faktatjek 13. mar 2020  -  3 min læsetid
This describes the image

Det er ikke umiddelbart til at tage fejl af. Rædslen lyser ud af øjnene på pigen, der ligger på jorden med ansigtet fortrukket i smerte og en pytonslange viklet om begge ben.

De fleste ville nok forsøge at hjælpe hende, men åbenbart ikke alle. For bag pigen sidder en mand med et stort videokamera – tilsyneladende helt upåvirket – og filmer den potentielt livstruende seance.

Situationen fremgår af et billede i et populært facebookopslag, som er blevet delt over 5.000 gange af både danske og udenlandske brugere. I kommentarsporet til opslaget er flere fortørnede over, at kameramanden blot filmer slangens angreb uden at hjælpe pigen, ligesom andre påpeger, at fotografen bag billedet er lige så skyldig.

Men faktisk er begge fritaget for ansvar. Situationen er nemlig iscenesat, og pigens liv er ikke i fare, viser faktatjek.

Artiklen fortsætter under billedet

Det meget delte billede er uploadet af en dansker i den engelsksprogede facebookgruppe 'One Cranky Old Man', der primært deler satirisk indhold. Adskillige facebookbrugere kritiserer dog fotografen og kameramanden for at se passivt til, mens pigen bliver angrebet af slangen. (Foto: Skærmbillede fra Facebook)

Billede kan spores 10 år tilbage

En googlesøgning viser, at billedet har rejst rundt i forskellige afkroge af internettet i mange år. For en lille måneds tid siden, 16. februar, blev billedet også delt hyppigt, men med en fransk ordlyd, der opfordrede til, at det skulle gå verden rundt.

For tre år siden blev billedet uploadet på en meme-hjemmeside, der antydede racistiske intentioner bag den tilsyneladende farlige situation, og helt tilbage i august 2012 blev billedet delt på et nigeriansk debatforum. Omtrent samtidig – altså for mere end syv år siden – satte en engelsksproget blog spørgsmålstegn ved, om billedet var ægte.

Men det resultat, der i googlesøgningen går længst tilbage, er 2. april 2010. Her finder man billedet på den tyrkiske Istanbul-avis Milliyets hjemmeside i en artikel, der handler om, hvordan man laver en dokumentar.

I artiklen kan man blandt andet se et billede af en voksen mand, der holder pytonslangen lige under hovedet, mens den samme pige som på det populære billede har slangens krop viklet rundt om det ene ben. Et andet billede viser den voksne mand, der ligger på jorden og kæmper med den store slange, der er viklet om hans krop og hals.

Artiklen fortsætter under billedet

 

 

 

 

På det tyrkiske medie Milliyets hjemmeside kan man se pigen få hjælp af en mand fra den vinkel, hvor kameramanden står. (Foto: Skærmbillede fra Milliyet)

Rekonstruktion af virkelig hændelse

Under billedet af manden, der kæmper med slangen, skriver Milliyet, at det er fra en scene fra Discovery Channel-programmet ‘Nature’s Deadliest’.

Vurderet ud fra det meget delte facebookopslag skulle man ellers tro, at billedet stammer fra et program på tv-kanalen National Geographic, for oppe i højre hjørne af billedet er tv-kanalens logo nemlig sat ind. Men i et faktatjek lavet af det franske nyhedsbureau AFP afviser National Geographic, at billedet på nogen måde relaterer sig til deres programmer.

Til gengæld bekræfter Discovery Channels talsperson Delphine Vaquier over for AFP, at billedet er taget fra et af deres programmer. Nærmere bestemt er det som nævnt fra ‘Nature’s Deadliest’ afsnit 4 i sæson 2 om Afrika, der blev sendt i 2008 og er filmet i Khamai Reptile Park i Sydafrika.

Situationen, der udspiller sig på billedet i det meget delte opslag, er ifølge Delphine Vaquier fra en rekonstruktion af en virkelig hændelse, hvor en pige blev angrebet af en pytonslange. Hendes ven hentede hjælp hos en voksen, hvid mand, der fik pigen frigjort af slangen, men endte med selv at blive angrebet og efterfølgende dræbt.

Det er den rekonstruktion, man blandt andet kan se på et af billederne på det tyrkiske medie Milliyets hjemmeside.

Artiklen fortsætter under billedet.

 

 

 

 

Sådan ser noget af rekonstruktionen ud i Discovery Channel-programmet 'Nature's Deadliest'. (Foto: Skærmbillede fra Milliyet)

Delphine Vaquier fra Discovery Channel fortæller også, at billedet, der har fået stor opmærksomhed rundtomkring på internettet, ikke var beregnet til offentliggørelse. Det blev taget af en person, der var en del af produktionen, og derefter havnede det på internettet, hvor det blev delt med forskellige påstande om, hvad der foregår på billedet.

Men pigen på billedet var altså ikke i fare, og hverken kameramanden eller fotografen så blot passivt til, mens slangen langsomt klemte livet ud af hende. Der var i stedet tale om filmoptagelse til en Discovery Channel-dokumentar om Afrikas farlige dyr.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023

Vil du vide mere?