For at begrænse spredning af usandheder, må vi bekæmpe vores trang til at klikke ’retweet’
Falske nyheder spreder sig længere, hurtigere, dybere og bredere på Twitter, end sandheden gør. Det var konklusionen på et studie, der blev offentliggjort i tidskriftet Science i 2018.
Nu har Jonas L. Juul, der er postdoc, ved Center for Applied Mathematics på Cornell University fuldt studiet op og undersøgt forskellen på falske og sande nyheder online.
Jonas L. Juul fandt sammen med Johan Ugander fra Stanford Universitet frem til, at løgnes hastighed, størrelse, dybde og bredde ikke behøver at blive bekæmpet hver for sig: Hvis man reducerer løgnes smitsomhed, falder alle andre fordele som dominobrikker, skriver de i et indlæg på Forskerzonen, der er en del af mediet Videnskab.dk.
"Vores resultater antyder altså, at forskellen på falske og sande nyheder er, at falske nyheder er mere smitsomme end sande, men at der derudover ingen forskel er. Folk er simpelthen mere tilbøjelige til at retweete en falsk historie end en sand," skriver Jonas L. Juul i indlægget og fortsætter:
"Dét kan hjælpe os med at bekæmpe spredningen af misinformation online. Nøglen er at begrænse falske nyheders smitsomhed. Begrænser vi smitsomheden, begrænses spredningshastigheden, dybden og bredden også."
De nyheder, der er blevet undersøgt i studiet, er faktatjekkede. På den måde ved forskerne, at de ’falske nyheder’ faktisk er usande, og at de ’sande nyheder’ faktisk er sande.
Rapporten om studiet kan findes her.
Jonas L. Juuls indlæg på Forskerzonen kan læses her.