Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Politisk polarisering er den primære drivkraft bag delingen af fake news på Twitter

Forskning 13. apr 2021  -  2 min læsetid
Tjekdet
En polariseret debat er med til at give fake news luft under vingerne, konkluderer en gruppe danske forskere i nyt studie. Foto: Clay Banks/Unsplash

Hvorfor i alverden deler man falske nyheder? Er det, fordi folk ikke ved, at nyheden er falsk, fordi de forsøger at nedbryde det etablerede samfund, eller skyldes det politisk polarisering?

Når det handler om falske, politiske nyheder på Twitter, så peger pilen på politisk polarisering. 

Det viser et nyt studie, som en gruppe forskere fra Aarhus Universitet snart udgiver i et amerikansk, videnskabeligt tidsskrift.  

“Vi har fundet ud af, at det, der får folk til at dele fake news, er, at de virkelig, virkelig hader dem, som stemmer på det andet parti end dem selv. Altså enten demokrater, der hader republikanere eller omvendt. Så det ser ud, som om det drives af et forsøg på at lede efter information, man kan bruge til at portrættere fjenden negativt,” siger Michael Bang Petersen, der er en af forskerne bag studiet.

Forskernes resultater bygger på data fra 2.336 amerikanske twitterkonti, hvor de på baggrund af YouGov-data har udarbejdet en psykologisk profil på hver konto. Derefter er 2.709.052 tweets og retweets gennemgået fra de 2.336 profiler. På den måde har forskerne fået indblik i, hvorfor der bliver delt fake news.

Tjekdet
Michael Bang Petersen er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder Center for Forskning i Online Politisk Fjendtlighed (ROPH). Foto: Pressefoto

Fake news er ‘business as usual'

På den måde har forskerne fundet ud af, at motivationen bag delingen af fake news ikke adskiller sig fra motivationen bag delingen af sande nyheder.

Det handler altså primært om, i hvor høj grad nyheden er med til at forklejne det parti, man ikke selv støtter. Hvorvidt nyheden er sand eller falsk er i den sammenhæng mindre relevant, konkluderer forskerne.

Dermed afliver forskerne også en sejlivet myte om dem, der deler fake news.

“I modsætning til den hyppigt forekommende ide, at de, der deler fake news, ikke ved, at der er tale om fake news, så kan vi se, at de, der deler fake news omkring politik, i hvert fald er mere politisk vidende end gennemsnittet. Det er ikke, fordi de er specielt dumme,” siger Michael Bang Petersen.

Problemet skal rives op ved roden

Den nye viden giver også forskerne et præg om, hvad man skal stille op med falske nyheder. Det er nemlig et symptom på et alvorligt problem, påpeger de.

“Deling af fakes news relaterer sig til den stigende polariserede debat i USA, og vores fund indikerer, at det vil være svært at løse problemet med falske nyheder uden at løse problemet med politisk polarisering. Uheldigvis er det meget sværere at opnå end at tilføje automatiske faktatjek på sociale medier,” konkluderer forskerne i studiet.

Studiet kan læses i fuld længde her.