Endnu en minister misbruges i falsk artikel om statslig investeringsplatform

-
Den danske regering har lanceret en statslig investeringsplatform, der skal styrke landets finanser og borgernes levestandard.
-
Det har økonomiminister Stephanie Lose angiveligt netop fortalt på et pressemøde.
-
Men det er pure opspind, og artiklen, der skal forestille at være udgivet af BT, er falsk.
-
I stedet er der tale om et svindelnummer, som prøver at lokke penge ud af folk.
Stephanie Lose (V), landets økonomiminister, har chokeret alle. Alt ændrede sig efter hendes tale.
Sådan lyder det i en annonce på Facebook med et link til, hvad der ligner en BT-artikel. Klikker man på linket ryger man videre ind til en artikel med et billede af Stephanie Lose, og overskriften: OFFICIELT: Den danske regering lancerer statslig investeringsplatform.
I indledningen af artiklen kan man videre læse, at platformen har til formål at styrke landets finanser og borgernes levestandard. Og på pressemødet, hvor det blev præsenteret, svarede hun godt for sig på journalisternes spørgsmål. Længere nede i artiklen udtaler flere eksperter sig også om denne investeringsplatform kaldet ‘Åben Cryptalor’ i meget positive vendinger.
Alt i alt kunne det godt ligne en ægte artikel, og at man er på BT’s hjemmeside. Men det er ikke tilfældet. Første klare tegn er, at der ikke står bt.dk i internetadressen. I stedet står der beejaguar.com - efterfulgt af en lang kode af bogstaver, tal og symboler.
I virkeligheden har man klikket sig ind på endnu et eksempel i rækken af falske artikler, som er en del af et svindelnummer, som prøver at lokke penge ud af folk ved at få dem til at investere i den platform, der tales varmt om i artiklen.
Stephanie Lose .
Tredje minister i rækken
TjekDet har afdækket mange lignende forsøg på svindel gennem falske artikler om investeringsplatforme, hvor man efter sigende kan blive rig hurtigt og nemt. Det er der altid nogle kendte mennesker, der har gjort eller siger god for.
Og så er man endda så heldig som læser af den her falske artikel, at der er et link til platformen og en guide til, hvordan man kommer i gang. Sådan er skabelonen i utallige eksempler.
For nylig var det i en anden falsk BT-artikel finansminister Nicolai Wammen (S), som præsenterede den præcis samme statslige investeringsplatform. Og kort forinden var det statsminister Mette Frederiksen (S), som præsenterede en investeringsplatform med samme formål. Her var navnet på platformen bare anderledes.
Stephanie Lose er altså den tredje minister, som ifølge de falske artikler præsenterer en statslig investeringsplatform. Men ligesom de to andre ministre har heller ikke økonomiminister Stephanie Lose udtalt sig om nogen investeringsplatform. Det hele er opspind - også anbefalingerne fra eksperterne længere nede i artiklen.
Klassisk skabelon
TjekDet har adskillige gange set, at svindlere benytter sig af en specifik skabelon, hvor de forsøger at lukrere på danske mediers troværdighed ved at dele opslag og annoncer på Facebook med en fængende overskrift. Opslagene skal lokke brugerne ind på de falske artikler, som typisk handler om, at du kan tjene nemme penge via investeringsplatforme. Og det er ikke kun politikere, der bliver misbrugt i de falske artikler. Det er mange forskellige danske kendisser.
Berlingske er et andet medie, svindlerne ofte bruger. For eksempel har TjekDet for nylig afdækket en falsk Berlingske-artikel, der har floreret på Facebook, om en synkende yacht, hvor der blev fundet 11 millioner kroner ombord, som ejerne angiveligt havde tjent på en investeringsplatform.
I indledningen bliver forliset beskrevet, ligesom det beskrives, hvordan politiet har afhørt ejerne. Men hurtigt handler artiklen udelukkende om den AI-platform, som de 11 millioner kroner skulle være blevet tjent på, hvilke kendisser der har investeret på den, og hvordan man selv kommer i gang hurtigt.
Hvis du er faldet i fælden og har oplyst dine kreditkortoplysninger til svindlerne, bør du kontakte din bank.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.