Virksomheders præmiekonkurrencer er blevet mål for svindlere

Fup og spam 26. jun 2025  -  5 min læsetid
Tjekdet
Foto: Nathalie Damgaard Frisch (grafik)
  • Svindlere har fundet en ny metode til at snyde kunder, som deltager i butikkers og virksomheders præmie-konkurrencer på Facebook.

  • Svindlerne lægger sig i kommentarsporet og udgiver sig for at være fra virksomheden selv med besked om, at man skal følge et link for at få præmien.

  • Linket fører til en side, som imiterer virksomheden, og hvis formål er at lokke bankoplysninger ud af kunderne.

  • “Det er meget ubehageligt,” lyder det fra en af de ramte virksomheder.

Skrevet af: Marie Müller

“Vind koncertbilletter, gavekort, smykker, et kroophold, en gavekurv eller en pizzaovn.”

 

Det vrimler med konkurrencer på Facebook. Butikker og virksomheder udlodder præmier mod et like, en kommentar eller en deling af opslaget. Konkurrencerne er populære, og flere tusinde kunder deltager i håb om at blive den heldige vinder.

 

Men adskillige konkurrencer fra lokale varehuse, restauranter og butikker bliver for tiden ramt af falske beskeder i kommentarsporet. Beskederne udgiver sig for at være fra virksomheden selv og leder kunderne ind på en falsk side, som også imiterer virksomheden. Her skal kunderne udfylde diverse oplysninger for at få præmien. 

 

I virkeligheden er det et snedigt forsøg på at få fat i kundernes bankoplysninger.

Vind en pizzaovn

I anledningen af Fars dag udlovede varehuset Bauhaus i Odense på deres facebookside en pizzaovn til én heldig vinder. Betingelserne for at deltage i konkurrencen er, at du "synes godt om” opslaget, følger Bauhaus Odense på Facebook samt kommenterer et blåt hjerte og fars dag på opslaget. I skrivende stund har opslaget mere end 2400 kommentarer og 1700 likes. 

 

Null

Skærmbillede af den rigtige konkurrence fra Bauhaus Odense, som kører på varehusets egen facebookside. Opslaget har 1.700 likes og 2.400 kommentarer. Foto: Skærmbillede fra Facebook. 

 

Kort efter at konkurrencen blev lagt op, oplevede mange af de håbefulde deltagere i konkurrencen, at deres kommentar på opslaget blev besvaret, og at afsenderen så ud til at være Bauhaus Odense selv, da profilen havde samme profilbillede. Profilen kommenterer med følgende tekst på deltagernes svar : “Til næste trin, følg instrukserne nedenunder”. Herefter er der et hashtag, som man skal trykke på.

 

Null

Sådan ser de falske kommentarer ud. Svindlerne går ind og svarer deltagerne i konkurrencen direkte og henviser til, at man skal klikke på hashtagget for at komme til næste trin i konkurrencen. I stedet bliver kunderne ført til en svindelside. Foto: Skærmbillede fra Facebook. 

 

Klikker man på hashtagget #BAUHAUSOdenseGIVE_AWAY, som kommentaren henviser til, bliver man ført til en facebookgruppe, der hedder Bauhaus Odense - altså det samme som den rigtige side hedder. Gruppen har også samme coverbillede som den rigtige side.

 

I gruppen er der ét opslag. Opslaget bruger samme billede som den rigtige konkurrence og fortæller, at man er den heldige vinder af konkurrencen. Herefter er der en række trin, man skal følge, blandt andet skal man følge et link og registrere sine oplysninger, hvilket er det egentlige mål for svindlerne. De andre trin, hvor man skal like opslaget og kommentere det, er for at højne troværdigheden og udbredelsen af opslaget.

 

Null

Det falske opslag, der bruger samme billede som fra den rigtige konkurrence og virksomhedens logo og coverbillede. Foto: Skærmbillede fra Facebook. 


Den falske profil har umiddelbart samme profilbillede som Bauhaus Odense, men ser man godt efter, kan man se, at der i profilens navn er en lille krølle, som ligner arabiske tegn. Dette gør, at man fokuserer på profilbilledet og ikke lægger mærke til, at navnet på profilen i virkeligheden ikke tilhører Bauhaus.  

Er man stadig i den tro, at man har vundet konkurrencen om pizzaovnen og klikker videre på linket, kommer man ind på en hjemmeside, som igen bruger Bauhaus' logo og billedet fra konkurrencen.

 

Null

Klikker man på linket i håb om at få en gevinst, så lover svindlerne på hjemmeside, at du ikke vil blive svindlet - selvom det modsatte er tilfældet. Foto: Skærmbillede. 

 

Inde på hjemmesiden får man endnu engang at vide, at man er den heldige vinder af konkurrencen. For at få fat i gevinsten skal man blot registrere sig via linket. Her skal man angive sine bankoplysninger, men kun af verificeringsårsager, påstås det, så man kan få udleveret sin præmie. Går man ind og udfylder sine oplysninger, har svindlerne nu adgang til kontooplysninger, som de kan udnytte til forskellige former for kriminalitet.

Stort omfang

Social media specialist i Bauhaus, Line Thorup Andersson, fortæller, at det ikke første gang, at varehusene oplever spam i kommentarsporet:

 

"Vi oplever desværre ofte, at falske profiler går ind på vores konkurrencer og kommenterer. For et par dage siden blev også varehuset i Ishøj ramt. Vi opdager det ofte selv, fordi det er så tydeligt i kommentarsporet på konkurrencerne. Derudover gør vi meget for at gøre opmærksom på, at vores konkurrencer bliver udnyttet af personer med onde hensigter"

 

Det er ikke kun konkurrencer fra Bauhaus, der har svindlere i kommentarsporet. En søgning på Facebook viser, at adskillige danske virksomheder er ofre for dette fupnummer. Virksomheder som lokale supermarkeder, restauranter, apoteker, museer og lokale afdelinger af varehuse, ja selv Silkeborg Kommune rammes af svindlere i deres konkurrencer. 

 

TjekDet har fundet konkurrencer fra flere end 50 danske virksomheder, som alle er ramt af de samme kommentarer og falske opslag. Opslagene har præcis samme opbygning som Bauhaus-eksemplet og kopierer billeder fra faktiske konkurrencer, der kommer fra virksomheder rundt om i landet.

 

Bagmændene bag svindelnummeret er højst sandsynligt de samme. Opslagene og kommentarerne er alle ens i ordlyden, ligesom at alle hjemmesiderne har samme opbygning og den sidste del af url’en er i alle tilfælde: myfreesites.net. 

 

Tilmeld dig TjekDets nyhedsbrev

En ubehagelig tendens

Et af de nyeste svindelopslag er et opslag, der giver sig ud for at være fra Knuthenborg Safaripark. Konkurrencen, hvor præmien er en overnatning i dyreparken, er populær og har fået mere end otte tusinde kommentarer. 

Marketingschef i Knuthenborg Safari, Brian Lindorf Hansen, er godt klar over, at der er svindlere i kommentarsporet til konkurrencen. Men han bliver overrasket, da vi forklarer ham omfanget af svindelnummeret:

“Det er da ubehageligt. Det er ikke noget, vi har oplevet mange gange. Dette er måske anden gang. Der har været enkelte, som har henvendt sig og spurgt, om det var rigtigt, at de havde vundet. Der svarede vi, at konkurrencen slet ikke var slut endnu, og vi fjernede de falske kommentarer fra opslaget.”

 

Brian Lindorf Hansen tilføjer, at vinderen af konkurrencer fra Knuthenborg Safaripark altid vil blive kontaktet direkte, og at Knuthenborg ikke spørger efter private oplysninger, før man kan få gevinsten udleveret. 

 

“Jeg ved ikke, om frygten for at blive snydt afholder nogen fra at deltage i vores konkurrencer, men heldigvis oplever vi, at der stadig er stor interesse for at deltage i vores konkurrencer.", siger Brian Lindorf Hansen.

Online svindel er udbredt

Svindel på sociale medier er et emne som TjekDet løbende dækker. Vi har tidligere skrevet om svindlere, der udgiver sig for at være legitime firmaer, blandt andet i artiklerne falske ophørsudsalg på webshops, der sælger kinesiske varer til overpris og annoncer på facebook, hvor illegale udenlandske kasinoer misbruger danske brands.

 

Har du mistanke om, at du er gået i svindlernes fælde og har opgivet dine kontooplysninger til svindlere, skal du kontakte din bank, som vil hjælpe dig med at spærre din konto.

 

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Opdateret 10. jul 2025

Vil du vide mere?