Mystiske links om ulykker dukker op overalt i kommentarspor

-
På Facebook er en række mystiske links begyndt at dukke op i blandt andet danske mediers kommentarspor. Det gælder Berlingske, TV 2, TjekDet og flere andre medier.
-
Mange brugere tør ikke trykke på dem af frygt for svindel og forsøg på placering af malware.
-
Frygten er velbegrundet, viser TjekDets research.
En ny form for forsøg på svindel har ramt Facebook.
Hvor svindlen tidligere - og til stadighed - typisk er foregået i opslag via falske reklamer, falske webshops eller sågar direkte i din indbakke, forsøger svindlere sig nu med links i kommentarspor.
Det ses i høj grad i kommentarspor, der knytter sig til danske mediers opslag på Facebook, herunder TjekDets.
Her deler svindlerne et link, hvor man angiveligt kan se en videooptagelse af en ulykke, der typisk er et biluheld. Linket er flankeret af en formulering, der skal foregive at komme fra et nyhedsmedie.
“Tragedie: Der var et ophobningsuheld, der resulterede i, at 3 biler kørte ind i hinanden, indtil 1 bil væltede”, står der for eksempel i en kommentar, som TjekDet har fundet i TV 2’s kommentarspor.
Men klikker man på linket, bliver man i nogle tilfælde ledt videre til pornohjemmesider - i andre tilfælde til hjemmesider, hvor man skal scanne en QR-kode. I alle tilfælde er der tale om forsøg på svindel.
Ifølge Sune Gabelgaard, der er ekspert i it-svindel, spiller denne type kriminalitet på menneskets natur.
“Folk vil se død og ødelæggelse, og så laver de en clickbait-overskrift, som skal lokke folk ind på hjemmesider, hvorfra svindlen kan begynde,” siger han til TjekDet.
Især i danske mediers kommentarspor optræder mystiske kommentarer, der lokker med billeder eller videoer af forskellige ulykker - ofte biluheld. Kommentarerne, som den der her ses i TjekDets kommentarspor er forsøg på svindel. Foto: Skærmbillede af Facebook.
Pornohjemmesider og QR-koder
TjekDet har forfulgt i alt 17 forskellige links, som vi har fundet i danske mediers kommentarspor. Fem af linkene fører til pornohjemmesider, og de resterende 12 leder til hjemmesider med en QR-kode.
Klikker man på et link, der fører til en pornohjemmeside, bliver man typisk mødt af en letpåklædt kvinde, hvor man kan betale et beløb for at få hende til at agere yderligere seksuelt.
I et af tilfældene skal man betale omkring fem danske kroner i bangladeshisk valuta.
Men gør man det, er man med stor sandsynlighed røget i den fælde, som svindlerne har sat op, fordi man er kommet til at angive sine kortoplysninger, vurderer Sune Gabelgaard.
“Det er et velkendt trick, hvor man bliver koblet op på et abonnement, som er så lille et beløb, at svindlerne håber, at man ikke opdager det,” siger han og tilføjer.
“Det er jo for os danskere et ret lille beløb, men de arbejder ud fra devisen; mange bække små. Når svindlerne spammer mediernes kommentarspor, når de jo ud til rigtig mange brugere. Kan de få bare en brøkdel til at klikke sig videre, er det en fin forretning, de kan leve af.”
Svindelnummeret med at oversvømme kommentarspor med pirrende links går ikke kun ud på at trække små beløb fra folks bankkonti.
Andre links fører til hjemmesider, hvor der dukker en stor QR-kode op på skærmen, som man skal scanne.
TjekDet har ikke forsøgt sig med at scanne QR-koden for at se, hvad der sker, men ifølge Sune Gabelgaard kan det meget vel være et forsøg på et alvorligt svindelnummer, hvor der kan blive installeret malware på din telefon.
“Der eksisterer typer af malware, som kan gøre, at svindlerne kan få fuldstændig kontrol over din telefon, så de kan læse dine sms’er, de kan foretage opkald og de kan måske endda også være i stand til at logge ind på din mobilbank eller MobilePay.”
Sune Gabelgaard fortæller, at svindlere, der installerer malware på telefoner, er et stort problem i Sydamerika og Asien, men at vi indtil nu ikke har set så meget af det i Danmark.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.