Michèle Bellaiche misbruges i velkendt svindelnummer på sociale medier

-
Endnu en kendt dansker bruges som blikfang i falske annoncer på Facebook og Instagram.
-
Annoncerne fører videre til artikler, der beskriver investeringsmuligheder med stort og øjeblikkeligt afkast.
-
Investeringsplatformen er falsk og lavet for at lokke personlige oplysninger og penge ud af dig.
Journalist og tv-vært Michèle Bellaiche er den seneste i rækken af kendte danskere, hvis navn og ansigt bliver misbrugt i adskillige annoncer på både Facebook og Instagram.
Annoncerne udgiver sig for at være artikler fra både TV 2 og B.T. og har fængende overskrifter som: "Stor skandale i Go' morgen Danmark! Michèle Bellaiche: Gå af helvede til allesammen!"
Vil man læse mere om den påståede skandale, klikker man sig videre til sider der, afhængig af hvilken annonce man trykker på, ligner artikler fra TV 2 og B.T.
Artiklerne beskriver, hvordan kollegaer fra Go’ morgen Danmark angiveligt kritiserer Michèle Bellaiches opførsel, efter at hun er blevet styrtende rig via en investeringsplatform.
Samtidig guider artiklen læseren til selv at investere på platformen, hvor enhver angiveligt kan investere mindst 1.800 kroner og få næsten øjeblikkeligt afkast.
Men investeringssiden er falsk. På hjemmesiden bedes man opgive sine personlige oplysninger. Ved lignende svindelnumre, som TjekDet tidligere har beskrevet, bliver ofrene herefter ringet op af en veltalende person, som udgiver sig for at være investeringsrådgiver. I virkeligheden er der tale om en svindler, som overtaler ofrene til at overføre penge til investeringer i kryptovaluta. Investeringsplatformen, som umiddelbart ser ægte ud, er falsk, og ofrene ser aldrig deres penge igen. Flere danskere har på den måde mistet meget store beløb.
Den rigtige Michèle Bellaiche afviser på både Facebook og Instagram, at annoncerne har noget med hende at gøre og skriver:
“Hvor er det dog trist, at nogle mennesker gider bruge deres tid på at skabe disse fake news!”
Hold øje med adressefeltet
Artiklerne bruger logoer fra både TV 2 og B.T. og fremstår som rigtige artikler. En god mulighed for at spotte, at de er falske, er at kaste et blik på hjemmesidens adressefelt. Her ses det, at weblinket intet har at gøre med de to medier, og i dette tilfælde hedder idol-sun-pinapple.com.
Artiklerne indeholder flere links til de fiktive investeringsplatforme, som lover afkast på op til 17.000 kroner om dagen.
Før man kan investere, skal man indtaste personlige oplysninger, og herefter kan man forvente at blive ringet op af en investeringsrådgiver.
Foto: Skærmbillede af hjemmeside.
Den type svindel, hvor svindlere bruge kendte danskere som lokkemad, er langt fra ny.
Mange andre danske kendisser er allerede blevet misbrugt i lignende annoncer, som er bygget op efter præcis samme skabelon.
TjekDet har bevidst prøvet at gå i svindlernes fælde for at se, hvad der sker, når man herefter forsøger at investere gennem de falske platforme, som annoncerne leder hen til. Det kan du læse om her.
Har du en mistanke om, at du er kommet til at gå i svindlernes fælde og har udleveret dine kontoplysninger, bør du omgående kontakte din bank, så de kan hjælpe dig med at spærre dine kontoer.
Er du interesseret i at få yderligere nyheder om digitale svindelnumre, kan du registrere dig på ‘Mit Digitale Selvforsvar’. ‘Mit Digitale Selvforsvar’ er Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens gratis app, der kan hjælpe dig til at være sikker online ved at holde dig opdateret om aktuelle digitale trusler.
Foto: Skærmbillede af Facebook
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDet's gratis nyhedsbrev, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.