Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Falske venneanmodninger i omløb på Facebook

Fup og spam 19. mar 2024  -  2 min læsetid
Tjekdet
Flere oplever i øjeblikket, at personer kopierer deres Facebook-profiler og sender venneanmodninger til deres venner Foto: Shutterstock
  • Flere danskere oplever i øjeblikket, at personer kopierer deres Facebook-profiler og sender venneanmodninger til deres venner

  • Det er et led i et fupnummer, som forsøger at franarre dine venner deres personlige oplysninger

  • I denne artikel giver vi dig et par gode tricks til, hvordan du kan undgå at få din profil kopieret

Du har måske selv mødt det. På Facebook får du en venneanmodning fra en af dine gamle bekendte, og du svarer “bekræft”, for det kunne jo være hyggeligt. 

Du glemmer bare, at I faktisk allerede er venner på Facebook. Kan du genkende situationen, er du sikkert offer for samme svindelnummer, som mange danskere for tiden oplever.

TjekDet har i løbet af den seneste måned fundet op mod 100 opslag på Facebook fra danskere, som alle er blevet udsat for den samme type af misbrug af deres facebook-profiler.

“Jeg er blevet hacket, så det er ikke mig, der sender venneanmodninger ud”.

“Nogen sender venneanmodninger ud i mit navn fra en tom, falsk profil. Slet anmodningen og anmeld profilen. Jeg har ikke mere end én profil”, er et par eksempler på opslag fra frustrerede danskere.

Scammet var allerede udbredt tilbage i starten af 2023, men noget tyder altså på, at en ny bølge ruller ind over danskerne i disse måneder.

Og det er faktisk ikke den enkelte facebook-profil, som bliver kopieret, der er målet for svindlerne - det er derimod personens venner på det sociale medie.

Kopierer facebook-profiler

Svindelnummeret går ud på, at nogle personer kopierer en facebook-profil. 

Det kunne eksempelvis være en kvinde, som hedder Dorte Jensen, der får sin profil kopieret. Så bruger svindleren Dorte Jensens navn, profilbillede og måske endda hendes coverbillede til at oprette en ny profil på Facebook.

Herefter sender svindleren så venneanmodninger til de personer, som den rigtige Dorte Jensen er venner med på facebook.

Og dem som accepterer, får formentlig så en besked på Facebooks chatfunktion, kaldet Messenger, i løbet af få dage fra den falske Dorte Jensen-profil.

Her vil svindleren formentlig forsøge at lokke penge ud af Dorte Jensens venner og bekendte - eksempelvis under det påfund, at hun har brug for hjælp, og her er det meget typisk, at svindleren vil sende et link, hvori man skal udfylde forskellige personlige oplysninger.

Seks tegn, der kan afsløre en falsk profil:

1: Se fanen ”Om” på profilen:

Hvis beskrivelsen af personen under fanen ”Om” ser mærkelig ud eller er fyldt med stavefejl, kan det være et tegn på, at profilen er falsk. Det samme gælder, hvis fanen ”Om” er helt tom.

 

2: Kig på profilens venner:

Hvis profilen næsten ingen venner har, eller hvis profilen har rigtig mange venner, men ingen likes og kommentarer, er der stor sandsynlighed for, at profilen er falsk. Vennerne består formentlig også af falske profiler – såkaldte bots, som man kan købe sig til for få penge.

 

3: Er profilen meget ny?

Nogle svindlere opretter nye profiler, hver gang de går i gang med et nyt svindelnummer. Vær derfor opmærksom, hvis du bliver kontaktet af en profil, som netop er oprettet.

 

4: Kig på profilens væg og opslag:

Ofte vil falske profiler kun have meget nye opslag på deres væg og dermed ingen historik.

 

5: Tjek profilens billeder:

Når du tjekker billeder, er der flere tegn, du skal gå efter. Er alle billeder eksempelvis lagt op samme dato, eller stemmer de ikke overens med personens beskrivelse, er det et tegn på en falsk profil.

 

6: Se efter det blå eller grå flueben:

Hvis du ser et blåt flueben på en Facebook-side eller en Instagram-profil, betyder det, at det er bekræftet, at der er tale om en autentisk side eller profil for den pågældende offentlige person, medievirksomhed eller varemærke.

 

Kilde: Sikkerdigital.dk

Så får man en venneanmodning fra en gammel ven, som man egentlig synes, at man allerede er venner med på Facebook, så skal man lige tænke sig om en ekstra gang, inden man accepterer.

Skjul dine venner for andre

Med en enkelt indstilling på din facebook-profil, så kan man formentlig minimere chancen for, at svindlerne vil finde din profil interessant at lave en kopi af - nemlig ved at skjule sine venner.

På Facebook kan man gå ind under fanen “Venner” på sin profil. Ovre i højre side kan man så trykke på de tre prikker, som fører ind til muligheden for at redigere privatlivsindstillinger.

Øverst oppe kan man redigere, hvem der kan se ens venneliste. Typisk vil ens indstilling stå på “Offentligt” eller “Venner”, men her kan man så gå ned og vælge feltet med hængelåsen og “Kun mig”.

Tjekdet
Normalt vil ens indstilling stå på “Offentligt” eller “Venner”, men her kan man så gå ned og vælge feltet med hængelåsen og “Kun mig", hvilket forhindrer, at andre kan se dine venner på facebook.  

Det forhindrer nemlig andre personer i at se din venneliste, og i stedet kan man kun se ens “fælles venner”.

Grunden til, at det kan være en god ide er,  at svindlerne ikke har mulighed for at se nogle af dine venner - og derfor kan de heller ikke finde nogle personer at sende venneanmodninger til.

Opdateret 21. mar 2024