Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Rema 1000 advarer mod falske facebooksider og fupkonkurrence

Fup og spam 19. jul 2022  -  3 min læsetid
Tjekdet
Falsk konkurrence lokker med gavekort. Men målet er i virkeligheden at lokke dig til at udlevere privatlivsoplysninger. Konkurrencen har intet med Rema 1000 at gøre. Foto: Skærmbillede fra Facebook
  • Supermarkedskæden Rema 1000 advarer kraftigt i et opslag på Facebook mod fupmagere, der opretter falske Rema-profiler på det sociale medie

  • Det gælder blandt andet to facebooksider, der hedder henholdsvis "Rema 1000 fans" og "Rema 1000 Supermarket"

  • Blandt andet lokkes danskerne til at deltage i en fupkonkurrence om gavekort

Skrevet af: Redaktionen

"I dag kommer REMA 1000 Danmark med et spil til jer alle. ? Vi giver gratis indkøbskuponger til 250 personer, der kender et andet bogstav end [K] på billedet!".

Sådan lyder teksten ordret og uforståeligt i et opslag på Facebook, der angiveligt har supermarkedskæden Rema 1000 som afsender.

Og konkurrencen går ikke upåagtet hen. Mindst 800 danskere har reageret på konkurrencen ved at notere deres gæt i opslagets kommentarfelt. 

Men deltagerne kan roligt skrue ned for håbet om den store gevinst. Selv om konkurrencen ligger på en facebookside med Rema 1000s logo, så har siden intet at gøre med kæden. Det oplyser kæden i en advarsel.

"Vi oplever i øjeblikket, at der oprettes en del falske sider, som udgiver sig for at være REMA 1000 Danmark. Vi opfordrer jer til at lade være med at interagere med disse sider. Vi er opmærksomme på situationen og er i dialog med Facebook om at få de falske sider fjernet, lige så snart de dukker op," skriver Rema 1000 på Facebook.

TjekDet har ganske rigtig fundet mindst tre facebooksider, der alle giver sig ud for at være officielle Rema-profiler. De kalder sig "Rema 100 fans",  "Rema 100 Supermarket", og den tredje side har fupmagerne endda døbt præcis samme navn som den officielle side, nemlig "Rema 1000 Danmark".

Fælles for de tre sider er det meget lave antal følgere. Til sammen har de tre sider kun 200 følgere, mens den rigtige Rema 1000-facebookside har over 128.000 følgere.

Og undersøger man, hvornår Rema 1000s ’rigtige’ side gik på Facebook, ser man datoen 12. juni 2013, og der er massevis af opslag på deres side.  Alle tre falske sider er derimod oprettet inden for den seneste uges tid. 

Endelig er det også værd at holde øje med stavefejl. I opslaget med fupkonkurrencen staves ordet kupon for eksempel "Kupong". Opslagsteksten indeholder også uforståelige sætninger. Muligvis fordi svindlen foregår i udlandet, og der er brugt maskinoversættelse.

Grafik: Nathalie Damgaard Frisch

Et enkelt signal sikrer dig

Det er let at blive snydt af falske facebooksider, der misbruger kendte virksomheders navne. Men en enkelt detalje på siderne gør det klart, hvornår du står på en falsk eller ægte facebookside. Facebook udstyrer nemlig de "ægte" profiler med et såkaldt verificeringsbadge. Det er et lille blåt v-tegn placeret ved siden af navnet. Og netop det badge opfordrer Rema 1000 i deres advarsel til at holde øje med.

"Skulle du være i tvivl om en side er falsk eller ej, kan du altid kigge efter det blå verifikationsbadge med v-tegn indeni, som vi har til at stå i forlængelse af vores sides navn, REMA 1000 Danmark," skriver kæden.

Lokkes til endnu en falsk side

På opslaget med den falske konkurrence bliver de håbefulde deltagere opfordret til at klikke sig videre til en hjemmeside, hvor man skal oplyse både navn, mailadresse og telefonnummer. 

Men heller ikke den hjemmeside har noget at gøre med Rema 1000. For eksempel er det tydeligt, at www-adressen slet ikke ligner den officielle.

Som regel er hovedformålet at få håbefulde konkurrencedeltagere til at udlevere privatlivsoplysninger. Det er for eksempel navn, emailadresse, telefonnummer og nogle gange ligefrem bankkonto- og kreditkortplysninger, hvorefter fupmagerne kan hæve penge på din konto. I andre tilfælde tegner du pludselig abonnement på et produkt, du slet ikke er interesseret i. Og sådanne abonnementsfælder er meget svære at komme ud af.

Et trick brugt i årevis

Det er langt fra første gang, at svindlere opretter facebooksider, hvor de misbruger kendte virksomheders navn og logo. Og udlodder præmier som for eksempel biografbilletter, elektriske apparater eller gavekort, der også er svindlernes typiske fup-gevinster.

Hvad er så deres mål? Det er at få snablen ned i din bankkonto.

Som nævnt bliver du opfordret til at dele opslaget og kommentere, hvorefter 'deltagerne' typisk kontaktes og bliver bedt om at betale for en eller anden ydelse, for overhovedet at deltage i konkurrencen. 

Beskederne sender svindlerne via Facebooks beskedtjeneste Messenger, hvor de typisk beder om kontooplysninger, så 'vinderen' lige betaler for portoen. I andre tilfælde ender brugerne med at blive tvunget til falske abonnementer på en eller anden vare. Og en sådan abonnementsfælde er svær at komme ud af.

Man bør da også have for øje, at etablerede virksomheder ikke først lover noget væk gratis for så pludselig at bede deltagerne betale. 

Er du kommet til at udlevere dine bankoplysninger til svindlerne, bør du omgående kontakte din bank.

Opdateret 7. sep 2022

Vil du vide mere?