Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Han forudså æraen af falske nyheder. Nu frygter han, det hele bliver meget værre!

Indsigt 14. mar 2018  -  3 min læsetid
This describes the image

Forestil dig en falsk nyhed, hvor den nordkoreanske statsleder Kim Jong-un toner frem på skærme i Seoul, Tokyo og Washington. Han er klar i mælet og lover krig. Optagelsen ser troværdig ud, men det er manipulation. Hvis verdens ledere hopper på den, kan konsekvenserne blive alvorlige.

Det er et tænkt eksempel, men det kan vise sig at blive virkelighed, advarer Aviv Ovadya, der er teknologichef ved Center for Sociale Mediers Ansvar ved Michigan Universitet. I en ikke fjern fremtid bliver det lettere for alle at lave for eksempel videoer, der ser ekstremt troværdige ud, men hvor budskabet rent faktisk er det pure opspind.

"Sortsyn kan være godt, du bør se sort på det her. Vi er så meget ude at skide, at det overgår vores fantasi," siger Aviv Ovadya til netmediet Buzzfeed, hvor han også advarer om, at den offentlige debat og demokratiet kan komme i fare og kollapse.

Aviv Ovadya er ikke en hvilken som helst dommedagsprofet. Før begrebet "falske nyheder" for alvor kom på dagsordenen ved det amerikanske præsidentvalg i 2016, fremsatte han sine første advarsler om, at der var noget fundamentalt galt med internettet. En polariseret debat var i færd med at udløse en misinformationskrise, advarede han. Og ikke længe efter blev "fake news" to af de mest brugte ord i det år.

Nye teknologier vil gøre demokratiet ustabilt

Og nu lægger Aviv Ovadya altså nye advarsler på bordet. Teknologier vil give nye muligheder for let og enkelt at præsentere og formidle falske historier, der ser så troværdige ud, at det i langt højere grad bliver muligt at forvride og fordreje folks opfattelse af virkeligheden.

Og det bliver ikke bedre af, at alle og enhver nemt og enkelt vil kunne lave lyd og billeder, der fremstår som troværdige udgaver af virkeligheden, men som er det pure opspind.

"Før skulle man bruge et menneske til at efterligne en stemme eller til at strikke en troværdig men opdigtet samtale sammen. I fremtiden skal du bare trykke på en knap, det bliver allemandseje," forudsiger Aviv Ovadya,

Og summen af de nye teknologier, som ikke kun vil kunne bruges af IT-eksperter, kan blive en trussel for demokratier, mener han.

"Folk vil ikke længere kunne gennemskue de falske nyheder, og det fundamentale informationsniveau, der er nødvendigt for funktionelt demokrati, bliver ustabilt," siger Aviv Ovadya.

Han frygter, at folk opgiver at følge med i den offentlige debat og bliver apatiske, fordi det ikke er til at skelne skidt fra kanel. Og det bliver sværere at stille magthaverne til ansvar for deres udsagn, når det de siger i for eksempel en video, måske slet ikke er deres egne ord.

De sociale medier Reddit og Twitter har forbudt videoer, hvor kendtes ansigter er lagt på skuespillere i pornografiske videoer. Det kan synes harmløst, men Ifølge Aviv Ovadya er teknologiernes potentialer meget større.

Du mister tilliden til din indbakke

Aviv Ovadya giver også et andet eksempel på, hvad fremtiden har i vente.

De fleste har på et eller andet tidspunkt nok prøvet at få en såkaldt phishing-mail, der vil franarre modtagerens personlige oplysninger, for eksempel være kreditkortnumre eller lignende. De falske mails er ofte ret nemme at gennemskue. Ofte er teksterne fyldt med grammatiske fejl. Danske Bank skriver nok ikke fra mailadresse i Kasakhstan, og du er nok ikke i familie med en kvinde i Afrika, der har arvet en yderst værdifuld diamantmine.

Men beskederne vil i fremtiden komme fra folk, der udgiver sig for at være dine venner. Og indholdet i mailen vil virke meget personligt og nærværende. Det vil derfor blive svært for modtageren at gennemskue, at mailen ikke er fra en ven, men derimod afsendt af en bedrager.

"Forestil dig en phishing-mail, som ikke bare indeholder et underligt link, men derimod en personlig besked. Ikke bare en hvilken som helst mail, men en mail fra en ven, du har glædet dig til at høre fra. Du bliver glad. Hvis hver eneste stykke spam du modtager, ligner en mail fra rigtige mennesker, som du kender, men hvor indholdet forsøger at overbevise dig til at gøre noget bestemt, så ender vi bare med at sige: Okay, jeg ignorerer min indbakke," siger Aviv Ovadya.

Han nævner, at der er ny teknologi til kryptering af lyd og billeder på vej, så man nemmere kan tjekke, om for eksempel et billede er ægte. Men lige nu og her ser han ikke en simpel løsning på at undgå de endnu større problemer med misinformation, som Aviv Ovadya forventer er på vej.

LÆS OGSÅ: Billeder narrer mere end tusind ord

LÆS OGSÅ: Kunstig intelligens fremkalder realistiske billeder af falske kendisser

LÆS OGSÅ: Facebook går jo ikke væk, så hvad gør vi så?

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan spotter du de falske nyheder på nettet

LÆS OGSÅ: Hvor mange kvinder med burka ser du her?

LÆS OGSÅ: Facebook må gerne bruge dine billeder og tekster - om du vil det eller ej

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023