Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Ændrer kurs: Facebook vil ikke længere fjerne opslag, der påstår, at den ny coronavirus er menneskeskabt

Indsigt 28. maj 2021  -  2 min læsetid
Tjekdet
Facebook vil ikke længere fjerne opslag på sine platforme, der indeholder påstanden om, at den ny coronavirus er ‘menneskeskabt’. Foto: Glen Carrie/Unsplash
  • Facebook fjerner ikke længere opslag, hvor det hævdes, at den ny coronavirus er ‘menneskeskabt’ eller undsluppet et kinesisk laboratorium

  • Beslutningen kommer efter, at den amerikanske præsident Joe Biden har bedt om en ny redegørelse for virussens oprindelse

  • Det har siden epidemiens start været den almene opfattelse, at virussen har spredt sig fra flagermus til mennesker

  • Men det er indtil videre ikke lykkedes at finde dokumentation for virussens oprindelse. Alligevel har Facebook hidtil fjernet opslag, der hævdede, at virussen er menneskeskabt eller ved en fejl har spredt sig fra et laboratorium

  • Kinesiske myndigheder har gentagne gange benægtet, at virussen skulle stamme fra et af landets laboratorier

Skrevet af: Thomas Hedin

Facebook vil ikke længere fjerne opslag på sine platforme, der indeholder påstanden om, at den ny coronavirus er ‘menneskeskabt’.

Siden februar i år har det sociale medie ellers haft den påstand på en liste over indhold om virussen, som platformen betragter som misinformation, og som ikke accepteres på Facebook og Instagram. Men nu er påstanden strøget af listen. 

“I lyset af nye undersøgelser af, hvor covid-19 stammer fra, og efter at have konsulteret sundhedseksperter, vil vi ikke længere fjerne opslag med påstanden om, at covid-19 er menneskeskabt. Vi fortsætter samarbejdet med sundhedseksperter for at holde trit med pandemiens udvikling, og vi opdaterer løbende vores politikker i takt med, at nye fakta og tendenser dukker op,” oplyser Facebook onsdag på sin hjemmeside.

Ny rapport skaber fornyet tvivl

Den amerikanske avis The Wall Street Journal afslørede i søndags, at en efterretningsrapport blandt andet slår fast, at tre forskere fra Wuhans Institut for Virologi, hvor man blandt andet undersøger coronavirus i flagermus, måtte indlægges på hospital i november 2019. Forskerne havde angiveligt covid-19-lignende symptomer. Rapporten konkluderer dog ikke endeligt, hvor virussen stammer fra.

Oplysningen har fået den amerikanske præsident til at beordre en gruppe af landets myndigheder til endnu engang at granske, hvorvidt virussen har spredt sig fra et smittet dyr til mennesker, eller om den ved et uheld måske er sluppet ud fra et laboratorium.

“På baggrund af rapporten har jeg bedt om yderligere undersøgelser, der kan indebære specifikke spørgsmål til kineserne. Jeg har også bedt om, at undersøgelserne involverer en gruppe af nationale laboratorier og andre efterretningsmyndigheder. Jeg har bedt gruppen løbende at orientere kongressen om arbejdet,” fremgår det blandt andet af en pressemeddelelse fra præsidenten.

Gruppen skal lægge redegørelsen på præsidentens bord om senest 90 dage.

Vedholdende teori

De første dokumenterede tilfælde af covid-19-syge er sporet til den kinesiske storby Wuhan i december 2019. Indtil videre har den almene opfattelse været, at virussen stammer fra inficerede flagermus, og derfra har spredt sig til mennesker. 

Formodningen om, at virussen ved et uheld slap ud fra Wuhans Institut for Virologi har cirkuleret på sociale medier i et års tid. I nogle opslag suppleret med påstanden om, at virussen er udviklet som biologisk våben.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, offentliggjorde i februar i år en rapport, der blandt andet slår fast, at det “betragtes som højst usandsynligt”, at virussen stammer fra laboratoriet.

Blandt forfatterne til rapporten er ekspert i fødevaresikkerhed hos WHO Peter Ben Embarek, der har danske aner. Han fortryder den ret kontante afvisning i rapporten.

“Det var måske ikke det mest heldige valg at bruge en skala, der går fra ‘mest sandsynlig’ til ‘ekstremt usandsynlig’”. Vi burde nok have valgt en anden og mere neutral skala. Men vi udelukkede med vores formulering stadig ikke et laboratorieudslip,” siger Peter Ben Embarek til Berlingske.

De kinesiske myndigheder har gentagne gange kontant afvist, at virussen skulle stamme fra det virologiske institut.

Mandag sagde en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium blandt andet, at det er “aldeles usandt”, at tre medarbejdere fra Wuhans Institut for Virologi var blevet syge.

Opdateret 28. maj 2021

Vil du vide mere?