Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Falske nyheder fik Ban Ki-moon til at trække sig

Indsigt 1. maj 2017  -  2 min læsetid
Tjekdet

Når sydkoreanerne den 9. maj i år skal vælge en ny præsident, vil FN’s tidligere generalsekretær Ban Ki-moon ikke være at finde på stemmesedlen. Ban Ki-moon blev ellers spået til at være valget storfavorit, men i slutningen af januar trak topdiplomaten sig, fordi han pludselig styrtdykkede i meningsmålingerne - allerede inden han nåede at blive officielt opstillet. Og sandsynligvis er det falske nyheder, der har været en stor del af årsagen til eks-generalsekretærens dalende popularitet, oplyser den tyske radio- og tv-station Deutsche Welle (DW).

Helt konkret skulle det dreje sig om en video med Ban Ki-moon, der er blevet spredt på internettet. I videoen besøger Ban Ki-moon nogle forfædres grav, hvilket i Sydkorea er en meget vigtig symbolsk gestus. Ki-moon blev anset for at være det eneste håb for landets konservative fløj, og inden videoen gik viralt, var Ban Ki-moon langt foran i meningsmålingerne. Men så går noget galt.

I videoen ses han han gøre noget yderst kontroversielt i sydkoreansk optik: I løbet af ritualet ved gravstedet drikker han et glas risvin, der ellers var tiltænkt forfædrene. Denne handling har affødt voldsomme reaktioner hos befolkningen, og den almindelig holdning er angiveligt nu, at karrierepolitikeren fuldstændig har mistet følingen med sine sydkoreanske rødder og derfor ikke er præsidentkandidaturet værdig.

Få dage efter videoen dukkede op, trak Ban Ki-moon sit kandidatur. Da han vendte tilbage til sit hjemland i januar, vurderede eksperter ellers, at han var oplagt til at overtage posten efter den nuværende præsident Park Geun-Hye, der er endt i en rigsretsag på grund af korruptionsanklager. I januar havde Ban Ki-moon 20,3 procents opbakning i meningsmålingerne, på trods af at han endnu ikke officielt var opstillet. Efter skandalevideoen faldt hans støtte til 13,1 procent.

Men angiveligt var videoen manipuleret og et helt bevidst forsøg på at stille Ban Ki-moon i et dårligt lys. Tilsyneladende blev den tidligere FN-generalsekretærs præsidentkandidatur altså offer for en falsk nyhed.

Falske nyheder stort problem i Sydkorea

Sydkorea er et af de mest digitaliserede samfund i verden, og det lynhurtige internet og befolkningens udprægede brug af smartphones gør landet ekstra sårbar over for falske nyheder.

Og som det også er tilfældet mange andre steder, lider landets traditionelle medier også under stigende mistillid fra befolkningen. Det er ifølge DW til dels selvforskyldt efter adskillige eksempler på, at indhold i de sydkoreanske aviser har været sponsoreret, uden at det er fremgået af artiklerne. Blandt andet derfor dropper flere og flere sydkoreanere de traditionelle medier, og det har efterladt mere plads til spredningen af partiske, fordrejede eller ligefrem falske nyheder.

Sydkorea er efter præsident Park Geun-Hye korruptionsskandale blevet stadig mere politisk opdelt. Dog er både modstandere og tilhængere af den nuværende præsident enige om at være imod journaliststanden generelt, som de anklager for at manipulere med fakta.

Sidst der var præsidentvalg i Sydkorea i 2013 spillede falske nyheder også en rolle. Angiveligt producerede regeringen dengang selv massevis af falske nyheder for at sikre den konservative kandidat og senere præsident, Park Geun-Hye, sejren.

Da Ban Ki-moon officielt meddelte, at han ikke ville være at finde på stemmesedlen ved det forestående valg, begrundede han det blandt andet med, at han var skuffet over nogle af de sydkoreanske politikere, som han kaldte egoister. Og dem havde han ikke lyst til at arbejde sammen med.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023

Vil du vide mere?