Inviterede Musk og Messerschmidt: Men hvem er Tommy Robinson?
-
I weekenden var 150.000 mennesker samlet i Londons gader for at demonstrere mod begrænset ytringsfrihed og illegal indvandring.
-
Den kendte højreradikale aktivist Tommy Robinson stod bag demonstrationen, som havde blandt andre Elon Musk og Morten Messerschmidt på talerlisten.
-
Vi tegner et portræt af den kontroversielle islamkritiker Tommy Robinson.
Kan du huske ham, hvis navn du engang ikke kunne skrive på Facebook uden at få karantæne?
Navnet er Tommy Robinson. Facebook vurderede tilbage i 2019, at den højreradikale, britiske aktivist hørte under kategorien af individer eller organisationer, som i særlig grad organiserer eller opildner til vold, så hvis man skrev “Tommy Robinson" i et opslag uden yderligere kontekst, ville det stride mod platformens fællesskabsregler.
Det må man godt i dag, men manden bag navnet er ikke blevet mindre kontroversiel siden. Tværtimod.
I mellemtiden har Tommy Robinson været gennem flere retssager og siddet i fængsel, og så sent som i weekenden stod han bag demonstrationen “Unite the Kingdom” (foren kongeriget), hvor mellem 110.000 og 150.000 personer ifølge politiet gik på gaden i London. 24 blev efterfølgende anholdt for blandt andet at kaste flasker og andet skyts mod politiet.
Demonstrationen havde fokus på krav om større ytringsfrihed, som Tommy Robinson og demonstranterne anser for at være under pres, og modstand mod illegal immigration. Der var flere talere til stede, blandt andre Tesla-ejer Elon Musk, som var med på et videolink. Også Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, holdt tale til demonstrationen.
Men hvordan blev Tommy Robinson en så markant og kontroversiel stemme på den islamkritiske højrefløj, at Facebook censurerede hans navn og briter i hundredetusindvis gik på gaden med ham?
TjekDet har flere gange skrevet om episoder, hvor Tommy Robinson har været med til at puste til ilden. Vi tegner her et portræt af Tommy Robinson gennem de påstande, han har spredt.
Straffesager og politisk engagement
Egentlig er Tommy Robinson blot et pseudonym, for han blev døbt Stephen Christopher Yaxley-Lennon, da han kom til verden i 1982.
I dag er han oftest i mediernes søgelys i forbindelse med demonstrationer, spredning af usandheder og straffesager - blandt andet for økonomisk svindel, brug af falsk pas og for at have stalket og truet en journalist.
Men tidligere har Tommy Robinson også været aktiv i partipolitik. Fra 2004-2005 var han medlem af det højreekstreme parti British National Party, i 2012 var han delt næstformand i det kortlivede British Freedom Party, og i 2015 var han med til at udvikle den britiske gren af det anti-islamiske tyske parti Pegida.
Hans anti-islamiske og højreradikale aktivisme har dog primært været i organisationer - blandt var han i 2009 med til at skabe English Defence League, som var kendt for sin stærke modstand mod islam. Det gik i opløsning midt i 2010'erne, og Tommy Robinson har senere primært arbejdet som soloaktør på sociale medier, i debatindlæg, til taler og ved demonstrationer.
Løgne førte til fængselsdom
En central del af hans virke har været at sprede negative påstande om islam og konkrete historier om muslimer. I mange tilfælde usandheder eller meget misvisende påstande og dermed klassiske eksempler på mis- og desinformation.
En af de mest kendte eksempler endte sidste år med en fængselsstraf.
Sagen går helt tilbage til 2018, hvor en 15-årig syrisk flygtning i England ved navn Jamal Hijazi i oktober det år blev udsat for et voldsomt overfald af en gruppe andre elever i sin skolegård. Hændelsen blev filmet og delt på sociale medier, og Tommy Robinson fremsatte efterfølgende en række falske påstande om den syriske skoleelev.
Han påstod blandt andet i to videoer på Facebook, at Jamal Hijazi tidligere havde overfaldet to unge piger. Tommy Robinson delte et skærmbillede af en besked på sin Facebook-side fra en mor, der hævdede, at hendes datter var blevet mobbet. Moren skrev dog senere en besked på Tommy Robinsons side, hvor hun benægtede, at det var Jamal Hijazi, der havde angrebet hendes datter.
Det fik efterfølgende en advokat til på vegne af den unge syrers familie at kræve, at Tommy Robinson fjernede videoen fra Facebook, og det gjorde han kort tid efter. I en ny video erkendte han, at han havde delt falske oplysninger, men han hævdede samtidig, at det var nogle venstreorienterede, som havde snydt ham.
Episoden førte til en retssag, og i 2021 blev Tommy Robinson dømt til at betale erstatning til drengen og hans familie.
Det fik dog ikke højrefløjsaktivisten til at holde inde. I maj 2023 udgav Tommy Robinson filmen Silenced, hvori han blandt andet gentog påstanden om den unge syriske flygtning. I filmen kalder han det en historie om, hvordan “loven bliver manipuleret med og udnyttet af den yderste venstrefløj og islamister til at ødelægge livet for enhver, der ytrer sig imod den såkaldt progressive, såkaldt liberale fortælling”.
Tommy Robinson gik dermed imod rettens ord, og det førte til, at han i oktober 2024 fik en fængselsdom på 18 måneder for såkaldt foragt for retten. Dommen blev dog senere forkortet til syv måneder, og Tommy Robinson blev derfor løsladt i maj 2025.
Spreder andres anti-islam påstande
TjekDet har nævnt Tommy Robinson i flere artikler om anti-islamiske påstande. Han er nemlig flittig til at trykke på deleknappen, når påstande og videoer med anti-islamiske buskaber får liv på sociale medier. Også påstande, som viser sig at være falske.
I juni i år skrev TjekDet en artikel om islam-kritiske dystopiske undergangsvideoer fra flere vestlige storbyer i Europa - heriblandt København - lavet med kunstig intelligens. Også her var Tommy Robinson involveret.
Han var nemlig medvirkende til, at de falske skræmmevideoer fik udbredelse på det sociale medie X. Den 24. juni delte Tommy Robinson en video på sin X-profil, der skal forestille at være Milano i 2050, der er blevet overtaget af islamisk kultur. Blandt andet i form af et banner i et supermarked, hvor der står: “Det er forbudt at spise eller købe svin”.
Tommy Robinson delte videoen, som er taget fra TikTok, med teksten: “POV: Waking up in Milan 2025” (POV: Du vågner i Milano i 2025, red.).
Han spillede også en rolle i en TjekDet-artikel fra september 2024 om den anti-muslimske X-profil Europe Invasion, som på det tidspunkt fik titusindvis af nye følgere hver måned og skabte bekymring i flere europæiske lande. Den spredte nemlig i flere tilfælde desinformation om gerningspersoner bag overfald.
Europe Invasion anses blandt andet for at være medvirkende til, at der i august 2024 udbrød optøjer i England efter et knivstikkeri, hvor tre børn mistede livet og flere blev såret. TjekDets research viste, at Europe Invasion også havde spredt desinformation i forbindelse med sager i Sverige og Spanien, og forskere fortalte i den forbindelse, at profilens budskaber kan være med til at skabe yderligere polarisering i det europæiske samfund og tilmed øge voldsparatheden hos nogle personer.
Europe Invasion fik blandt andet en voldsom stigning i følgerskare, fordi markante navne på højrefløjen delte opslagene på X. Tommy Robinson, som har 1,6 millioner følgere på platformen, var en af dem.
I august 2024 udgav TjekDet en artikel om det førnævnte knivstikkeri i England, der førte til voldsomme optøjer i store dele af landet, og det var langt fra kun X-profilen Europe Invasion, der delte falske eller ubekræftede oplysninger om hændelsen. Det gjorde blandt andre også Tommy Robinson. Det gjaldt særligt falske påstande om, at gerningsmanden skulle være en muslimsk flygtning. Det viste sig hurtigt, at han var født i Wales med forældre fra Rwanda.
Tommy Robinson blev derfor bredt anset for at være blandt de medskyldige i, at optøjerne i Storbritannien sidste sommer udviklede sig så voldsomt.
Det gjaldt dog ikke ved weekendens demonstration i London. På trods af at 26 politibetjente kom til skade, så havde Tommy Robinson på forhånd opfordret demonstranterne til ikke at bruge vold - eller maskere sig eller drikke alkohol på åben gade.
I en video på X dagen før demonstrationen sagde han: “Det er ikke tid til optøjer. Det er ikke tid til vold.”
Også sande påstande
Tommy Robinson har også haft ret i nogle af sine påstande.
Tilbage i januar i år beskrev vi på TjekDet den såkaldte grooming-skandale i England, der drejer sig om en række opsigtsvækkende sager, hvor grupper af mænd – hovedsageligt af pakistansk oprindelse – blev dømt for seksuelt misbrug og voldtægt af overvejende unge, hvide piger rundt om i Storbritannien.
I 2012 undersøgte den britiske avis The Times de såkaldte “grooming-bander” i byen Rotherham, hvilket førte til en storstilet undersøgelse. Ifølge en rapport fra 2014 blev mindst 1.400 børn udsat for rystende seksuel udnyttelse i Rotherham mellem 1997 og 2013.
Lignende skandaler fandt også sted i andre byer, hvilket førte til en national undersøgelse af seksuelt misbrug af børn.
Imens sagerne stod på, vendte det britiske politi og retssystem tilsyneladende det blinde øje til for ikke at skabe uro eller fremstå racistiske, og netop denne mørklægning var påstanden fra Tommy Robinson og andre markante stemmer på højrefløjen.
I 2013 anerkendte det engelske politi, at det rigtignok var tilfældet. Men kritikken er ikke forstummet. Særligt ikke fra Tommy Robinson, som tilbage i januar var blandt de stemmer på højrefløjen, som krævede en ny undersøgelse af sagen. De er særligt interesserede i, hvilken rolle Storbritanniens nuværende premierminister, Keir Starmer, spillede. Han arbejdede nemlig dengang i anklagemyndigheden, og Labour-politikeren var derfor med til at føre nogle af sagerne.
Tilbage i januar afviste Keir Starmer at igangsætte en ny national undersøgelse af grooming-skandalen, men i juni vendte han på en tallerken.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.
