Kamp om krydset: Der er tæt på rekordmange partier på din stemmeseddel i år
-
Siden seneste folketingsvalg i 2019 er tre nye partier blevet opstillingsberettigede
-
Det betyder, at der ved folketingsvalget i år er flere partier på stemmesedlerne, end der har været ved de fleste tidligere valg til Folketinget
-
Kun én gang siden oprettelsen af Folketinget, som vi kender det i dag, har der været flere partier på stemmesedlen
Når valgstederne åbner den 1. november, kommer der til at stå 14 partinavne på stemmesedlerne. Det er flere, end der har gjort ved stort set alle folketingsvalg i historien.
Kun en enkelt gang, siden Folketinget i dets nuværende form blev til, har der været flere partier at finde på stemmesedlen ved et folketingsvalg. Det var i 1987, hvor danskerne kunne vælge mellem 16 partier.
Både dengang og nu skyldes det store antal partier nye konfliktlinjer i samfundet, siger forsker. Men et stort antal partier kan føre til en overophedning af det politiske system.
Få partier i 50’erne, mange i 80’erne
I 1953 blev det besluttet at ændre grundloven. Det betød, at man gjorde op med tokammersystemet med både et landsting og et folketing og i stedet fik det etkammersystem med Folketinget, vi kender i dag. Samtidig fik Folketinget 179 pladser i stedet for de 149, der havde været indtil ændringen.
I 1957 var der igen valg til Folketinget - det første valg med den nye parlamentariske model. Her var otte partier opstillingsberettigede. Det er det laveste antal siden grundlovsændringen. I gennemsnit har der været lige godt 11 partier på stemmesedlerne, når danskerne er gået til valgurnerne ved folketingsvalg siden. Og flest var der altså i 1987.
Nye konfliktlinjer og en fragmenteret venstrefløj
I det hele taget var der relativt mange partier på stemmesedlerne i slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne.
Det er der flere årsager til, fortæller Carina Saxlund Bischoff, der er lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun blandt andet forsker i valg og politiske partier. Først og fremmest opstod der i den tid nye brudlinjer i samfundet, der skubbede på for nye partier.
“Der lå især to udviklinger bag. Den ene er den udvidelse af velfærdsstaten, der for alvor fandt sted i 60’erne. Det påvirkede blandt andet skattetrykket og var en ting, blandt andre Fremskridtspartiet, der blev valgt ind ved jordskredsvalget i 1973, var modstandere af,” siger hun.
Den anden centrale udvikling var Danmarks medlemskab af EU. Selvom et flertal ved en folkeafstemning i 1972 besluttede, at Danmark skulle være med i unionen, var mange stadig modstandere af beslutningen, og flere partier opstod i opposition til udviklingen, forklarer Carina Saxlund Bischoff.
Samtidig skete der i perioden en fragmentering af venstrefløjen, der indtil da primært havde bestået af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Danmarks Kommunistiske Parti og Venstresocialisterne.
Både Socialistisk Arbejderparti, Arbejderpartiet, Marxistisk-Leninistisk Parti og Fælles Kurs blev opstillingsberettigede i løbet af 1980’erne, indtil flere af dem sluttede sig sammen i Enhedslisten, der første gang blev opstillingsberettiget i 1990.
Dermed blev der igen færre partier på stemmesedlerne, og antallet af partier faldt ved de følgende valg, indtil der i 1994 kun var ni partier på valg.
Klik på årstallene på tidslinjen nedenfor for at se, hvilke partier der stillede op ved folketingsvalget det pågældende år.
Flere nye partier
Efter 1994 forblev antallet af partier relativt stabilt indtil 2019, hvor tre nye partier meldte sig på banen - nemlig de to højrefløjspartier Nye Borgerlige og Stram Kurs samt Klaus Riskær Pedersens selvbetitlede centrum-højre-parti, der senere skiftede navn til Borgerlisten.
Ved det kommende valg er hverken Stram Kurs eller Borgerlisten at finde på stemmesedlerne. Til gengæld er tre nye partier blevet opstillingsberettigede. Det tæller tidligere statsminister for Venstre Lars Løkke Rasmussens midterparti Moderaterne, tidligere venstrepolitiker Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og partiet Frie Grønne, der blev stiftet i 2020 af en gruppe afhoppere fra Alternativet.
Ifølge Carina Saxlund Bischoff skyldes opblomstringen i partier, at der ligesom i 70’erne og 80’erne er kommet nye brudlinjer i samfundet.
Særligt har indvandring og integration skabt splittelse på højrefløjen. Op gennem 00'erne fungerede Dansk Folkeparti som støtteparti for de Venstre-Konservative-baserede regeringer, mod at partiet i høj grad fik lov at diktere udlændingepolitikken, mens Venstre og Konservative stod for den økonomiske politik. Den konstruktion vakte furore blandt mange borgerlige vælgere, som enten værdi- eller fordelingspolitisk ikke følte sig repræsenteret af den politik, der blev ført, forklarer hun.
Personbårne projekter
Ved siden af de politiske partier, der opstår som følge af nye politiske brudlinjer i samfundet, vokser der også af og til politiske projekter frem, som i højere grad centrerer sig om specifikke politiske profiler. Her spirer partierne ikke ud af konkrete politiske standpunkter, men snarere af enkeltpersoners personlige politiske ambitioner, forklarer Carina Saxlund Bischoff.
Hun peger på, at både Lars Løkke Rasmussens Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne bærer præg af at være sådanne projekter. Danmarksdemokraterne har endda Inger Støjbergs navn i den officielle partititel - 'Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg.'
I kraft af Inger Støjbergs politiske historik har Danmarksdemokraterne fra starten været profileret på en stram indvandringspolitik, men allerede inden partiet havde fremlagt konkret politik, var opbakningen til partiet betydelig i meningsmålingerne, siger Carina Saxlund Bischoff og peger på, at opbakningen derfor nærmere har været baseret på Inger Støjberg som politisk profil end på partiets konkrete politik.
"Til forskel fra andre partier, som har rod i en bredere ideologisk og interesserepræsentativ bevægelse, hvor der er en organisation og et politisk miljø tilknyttet, er de her partier typisk ikke opstået på baggrund af et konkret politisk krav i befolkningen, men nærmere på de her enkeltpersoners ambitioner og manglende ønske om at indpasse sig i et bredere parti," siger Carina Saxlund Bischoff.
Hun peger på, at det samme eksempelvis gjorde sig gældende for midterpartiet Centrum-Demokraterne, der var repræsenteret i Folketinget fra 1973 til 2001 og ikke havde et nedskrevet partiprogram. I stedet var partiet i høj grad centreret først omkring partistifter Erhard Jakobsen og senere hans datter Mimi Jakobsen, der ledede partiet fra 1989.
Trængsel på højrefløjen
De flere nye partier kan skabe trængsel i det politiske landskab. Særligt er der ved de seneste valg kommet flere partier på blå fløj og partier med grønne profiler til.
Det kan resultere i, at antallet af partier på stemmesedlerne inden længe igen vil falde, ligesom det skete i slutningen af 80’erne.
“Folketinget har vist sig i stand til at skabe forholdsvis stabile regeringer og lave brede forlig med mange partier. Så på den måde behøver mange partier ikke at betyde et kollaps af det parlamentariske arbejde,” siger Carina Saxlund Bischoff og fortsætter:
“Men det er klart, at det vanskeliggør tingene utroligt meget, hvis alle de her mindre partier har ufravigelige krav, som vi så det med Liberal Alliance, der i 2016 ville vælte den daværende borgerlige regering, hvis ikke topskatten blev sænket. Og hvis der er mange partier med lignende holdninger i samme fold, så bliver det vigtigt for de enkelte at profilere sig på nogle mærkesager. Det er klart, at det gør det vanskeligt at lave politiske aftaler.”
Det kan give utilfredse vælgere på længere sigt, men mange om buddet giver også risiko for, at det bliver svært for flere partier overhovedet at komme i Folketinget til at begynde med.
“Risikoen er, at der bliver stemmespild, og at flere af partierne slet ikke kommer over spærregrænsen, fordi stemmerne skal fordele sig over flere partier.”