Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Så forskelligt stemmer EU-landene: I Belgien må man ikke være sofavælger

Indsigt 16. maj 2019  -  5 min læsetid
Tjekdet
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Sæt kryds i feltet ud for din foretrukne kandidat eller parti. Eller, hvis europaparlamentsvalget ikke har din store interesse, så bare bliv hjemme på sofaen.

Det lyder som en selvfølge for os danskere. Men i mange EU-lande foregår valget på en helt anden måde. I nogle lande har vælgerne bare at møde op i valglokalet, i andre lande skal de ikke blot sætte et enkelt kryds, men kan derimod stemme flere gange.

Valghandlingerne ved europaparlamentsvalget foregår langt fra på samme måde i de 28 EU-lande.

Der er valg i flere dage

Alle europæiske valg finder sted fra den 23. til den 26. maj. Hver medlemsstat vælger selv, hvilken dag de afholder deres EU-valg.

 

 

Som du kan se på kortet ovenfor, foretrækker de fleste lande søndag den 26. maj. Nederlandene vil som det eneste medlemsland gå til valg den 23. maj – men nu bliver Storbritanniens valg som følge af Brexit-udsættelsen også den 23. maj.

Tjekkiet adskiller sig fra de andre lande, fordi landet tilbyder indbyggerne hele to dage til at stemme.

Både nationale og lokale stemmesedler

Ved folketingsvalg inddeles landet i en række storkredse, hvor vælgerne i de enkelte områder kan afgive en personlig stemme på en kandidat, som vælgerne i andre kredse ikke kan stemme på. Sådan er det ikke ved europa-parlamentsvalget. Her vil de danske vælgere over hele landet få den samme stemmeseddel. Bor du i Skagen, vil din stemmeseddel altså være magen til den, som vælgerne på Bornholm får udleveret.

Men sådan forholder det sig ikke i alle EU-lande.

 

 

 

 

De fleste europæiske lande ser hele landet som én valgkreds, men i fem lande stemmer vælgerne ikke på en national repræsentant, men derimod på en repræsentant fra deres valgkreds.

 

Lektor ved Forvaltningsinstituttet på Leiden Universitet i Holland

 

I alt er der seks lande, der har opdelt deres lande i flere kredse. Det er for eksempel Frankrig, Italien, Irland og Storbritannien. Og netop Storbritannien er med hele tolv valgkredse det land, der har flest valgkredse.

"Nogle lande har en blanding af valgkreds og en repræsentation på nationalt niveau," forklarer lektor ved Forvaltningsinstituttet på Leiden Universitet i Holland Rik de Ruiter til TjekDets hollandske samarbejdspartner faktatjekmediet Nieuwscheckers.

Han forsker i politik, regeringsførelse og lovgivningsprocesser i både de enkelte EU-lande og på EU-niveau.

"Ved at stemme på en kandidat fra sin egen valgkreds, er vælgerne mere tilknyttet til ham eller hende," siger han.

Nogle EU-vælgere har bare at rejse sig fra sofaen

I Danmark bestemmer vælgerne selv, om de vil stemme eller ej. Det gælder både ved folketingsvalg og til europæiske valg.

 

 

Men der er faktisk fem lande indenfor den Europæiske Union (EU), som har stemmepligt – nemlig Belgien, Bulgarien, Cypern, Grækenland og Luxemborg.

På Cypern er man dog i gang med at afskaffe det.

I landene med stemmepligt udløser det i de fleste tilfælde en bøde, hvis man ikke stemmer.

Ingen grænser for at blive valgt

I nogle lande kan det være lettere at blive valgt end i andre, fordi der er forskel på de såkaldte spærregrænser.

Det betyder for eksempel, at et parti skal opnå en bestemt andel af stemmerne for at få et mandat i Europa-Parlamentet. Ved en spærregrænse på eksempelvis fem procent er man nødt til at opnå fem procent af de gyldige stemmer for at komme i betragtning til et mandat.

 

 

I 2018 blev det besluttet på EU-niveau, at hver valgkreds med mere end 35 mandater bør have en spærregrænse på to procent. Men det krav er endnu ikke implementeret i alle medlemsstater.

Konsekvensen ved en højere spærregrænse er, at de små partier ikke kommer ind i parlamentet.

"Om lande på nationalt niveau har fastsat spærregrænsen eller ej hænger sammen med landets historie," fortæller Rik De Ruiter.

"I Holland var det fra 1900 til 60’erne forskellige minoriteter. For at undgå borgerkrig skulle alle have muligheden for at blive hørt i den offentlige debat. Derfor havde og har Holland ingen spærregrænse," siger han og tilføjer, at til gengæld har Tyskland ingen spærregrænse ved EU-valget, men at de har én ved valg til det tyske parlament, Forbundsdagen. Og det samme gælder Danmark.

"Dette er en følge af Tysklands historie med små højreekstremistiske partier, som kom ind i parlamentet med alt, hvad det indebar. Med spærregrænsen taber den slags små partier indflydelse i parlamentet."

Her må vælgerne sætte flere "krydser"

I Danmark er det muligt at afgive en personlig stemme, hvilket betyder, at du kan vælge den kandidat, du foretrækker, selvom vedkommende ikke står højest på listen. Hvis kandidaten får stemmer nok, kan hun eller han få et mandat, uanset deres plads på listen.

Der er lande i Europa, som ikke har denne mulighed. Her består systemet af afskærmede eller lukkede lister. Her vælger man en liste, ikke en person.

 

 

Og i Irland og på Malta stemmer du "single transferable vote". Det betyder, at vælgerne rangerer kandidaterne i for eksempel rækkefølgen 1, 2 og 3 - alt efter, hvem de helst vil se i Europa-Parlamentet. Hvis vælgerens favorit-kandidat har for få stemmer, går hans eller hendes stemme til nummer to – og så videre.

I nogle lande er det endnu mere kompliceret. I Luxemburg må de for eksempel afgive personlige stemmer til kandidater på forskellige lister.

Brexit kan give flere pladser i parlamentet

Folketingets hjemmeside kan du se, hvor mange mandater hvert land har i Europa-Parlamentet. Hvis Storbritannien ender med at forlade EU, vil det billede dog ændre sig, fordi der bliver ledige pladser i Europa-Parlamentet. For eksempel vil vi i Danmark få et ekstra mandat, så vi har 14 i stedet for 13 mandater.

Ved fordelingen af mandaterne er der ikke tale om proportionel repræsentation, hvor de lande med flest indbyggere også har flest mandater.

"Et land som Luxemburg er egentlig overrepræsenteret," fortæller Rik De Ruiter fra Leiden Universitet i Holland.

"Det har været en naturlig udvikling i tidens løb. Lande med en stærk europæisk position holder fast i deres oprindelige antal mandater, selv når der kommer nye lande til. Hver ny medlemsstat må knokle for at blive hørt i det Europæiske Parlament."

National interesser skaber mudder

Man står tilbage med spørgsmålet om, hvorfor der ikke bare er ét overordnet europæisk valgsystem, hvor alle nationale forskelle falder bort?
Det forklarer Rik De Ruiter her:

"Det er af historiske årsager. Europa-Parlamentet var i begyndelsen et miks af nationale politikere, og først senere kom der deciderede europa-parlamentsmedlemmer. Derfor ser vi nu EU-valg med nationale lister efter hvert lands egen valgprocedure."

Ideelt set fandtes der overnationale lister, siger Rik De Ruiter. Han ønsker lister, der går henover de nationale grænser og har proportionel repræsentation, som gælder hele Europa.

Men der er to årsager til, at det ikke er tilfældet: Der mangler opbakning til et sådant system, og det vil betyde, at stemmeprocenten kommer til at falde.

"EU-valget vil altid være et andenrangs valg. Og også denne gang drejer sig det om spørgsmålet: Er jeg tilfreds med de nationale regler og den nationale regering? Hvert nationalt parti har en interesse i, at det kommer til at handle om nationale interesse ved hvert valg. EU-valget drejer sig næppe om europæiske mærkesager," siger Rik De Ruiter.

 

 

Denne artikel er lavet i samarbejde med TjekDets hollandske samarbejdspartner faktatjekmediet Nieuwscheckers.

 

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023