Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Svensk valg: Socialdemokratisk kandidat spreder falske påstande på arabisk om to partier

Indsigt 6. sep 2018  -  2 min læsetid
This describes the image
Foto: Fredrik Sandberg/Ritzau Scanpix
Skrevet af: Thomas Hedin

Midt i valgkampen forud for det svenske riksdagsvalg på søndag er de svenske socialdemokrater kommet under angreb, efter at partiet i et opslag på Facebook har spredt falske påstande om det liberal-konservative politiske parti Moderaterna og det indvandrerkritiske Sverigedemokraterne.

Opslaget, der nu er slettet, var skrevet på arabisk. Det fremgik blandt andet, at de to partiers partiprogrammer lægger op til at lave mange lovændringer, der vil være rettet mod indvandrere og muslimer, vil lukke moskéer og islamiske skoler, forbyde personer under 18 år at gå med slør, forbyde halalkød samt udvise et stort antal flygtninge til deres hjemlande, skriver den svenske avis Expressen.

Desuden blev det hævdet, at Moderaterne og Sverigedemokraterne også vil anklage forældre for kriminelle handlinger, så myndighederne kan tvangsfjerne muslimske børn.

"Vi beder alle svenskere - og især dem med indvandrerbaggrund - om at stemme på Socialdemokraterne eller Venstrepartiet eller til nød Miljøpartiet, eftersom det er mindre skadeligt for indvandrere og muslimer," fremgik det af opslaget.

Indlægget stammede fra den socialdemokratiske vælgerforening i byen Sävsjö og er tilsyneladende skrevet af en lokal riksdagskandidat. Opslaget blev slået op i en Facebookgruppe, hvoraf det fremgik, at siden var ejet af Socialdemokraterne. Men det er dog ikke korrekt, siger en talsmand for partiet til Sveriges Television (SVT).

Partiformand lægger afstand til opslaget

Den siddende socialdemokratiske statsminister og partiformand Stefan Löfven har taget kraftigt afstand fra påstandene om de to partier.

"Fuldstændig uacceptabelt. Af hvad jeg ved, så har den her person fået frataget sit kandidatur og er blevet opfordret til at forlade partiet, for sådan skal vi ikke agere. Det her er ikke socialdemokrati," sagde Stefan Löfven på et pressemøde forleden.

Han understregede, at partiets kandidater ikke må bruge beskidte tricks.

"I Socialdemokratiet tager vi os af sagen. Vi skal føre en valgkamp med hårde argumenter, men det skal være en fair valgkamp, vi skal ikke sprede løgne eller agere på en uacceptabel måde. Det her var uacceptabelt," sagde Stefan Löfven.

Parti går til politiet

Moderaternes lokalforening i Jönkøbing Region har politianmeldt den socialdemokratiske partiforening i Sävsjö.

Malin Wengholm, der er formand for partiets regionsbestyrelse, blev meget oprørt, da hun fik kendskab til Facebookopslaget.

"Det er dybt foruroligende, at et parti bedriver valgkampagne ved at lyve, mistænkliggøre og tilsmudse," siger hun til SVT og fortsætter:

"Jeg undrer mig over, om de tror, de kan slippe fra det ved at skrive på arabisk".

Socialdemokratiet har siden oplyst, at det var første gang, at kandidaten stillede op til et politisk valg, og at personen kun har været medlem af partiet i relativt kort tid og bekræfter, at vedkommende nu har trukket sig som kandidat.

LÆS OGSÅ: ANALYSE: Sverige bliver snart som resten af Europa

LÆS OGSÅ: Dansk medie overser brandvarmt emne i svensk partilederdebat

LÆS OGSÅ: Nej, dette billede viser ikke, at et svensk supermarked har droppet svinekød

LÆS OGSÅ: Svensk kommune har ikke ‘foræret’ flygtning med tre koner boliger for millioner

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 20. dec 2023

Vil du vide mere?