Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

TjekDet i utraditionelt bofællesskab der skal styrke kampen mod misinformation

Indsigt 3. maj 2021  -  2 min læsetid
This describes the image
TjekDet er flyttet ind hos ENIGMA, der er Danmarks museum for post, tele og kommunikation, som har til huse i det tidligere posthus ved Trianglen på Østerbro i København. Foto: Redaktionen
  • TjekDet er flyttet ind hos museet for post, tele og kommunikation ENIGMA, der har til huse på Trianglen i København

  • Målet er at samarbejde om udvikling af fælles fysiske og virtuelle foredrag og debatter, events og andre initiativer, der kredser om kommunikation, onlineadfærd, kildekritik, misinformation og desinformation

Den nationale faktatjekportal, Tjekdet.dk, flytter ind hos ENIGMA - Museum for post, tele og kommunikation på Østerbro i København. Tanken bag det usædvanlige bofællesskab er at styrke indsatsen mod alternative fakta og falske nyheder gennem udviklingen af fælles fysiske og virtuelle arrangementer, events, podcasts og andre initiativer, der alt sammen handler om kommunikation, den måde vi taler sammen på, vores onlineadfærd og om bekæmpelse af fake news, misinformation og hadtale.

ENIGMA er lige nu under ombygning og åbner som Danmarks nye kommunikationsmødested og kommunikationsmuseum i foråret 2022.

Med fire forskellige udstillinger henvender museet sig til alle danskere, som ønsker at blive klogere på kommunikationens veje og vildveje. Museet byder på både historiske udstillinger, der viser, hvordan kommunikationsteknologier har ændret vores måde at være sammen på, men også udstillinger med fokus på vores egen tid og på, hvordan teknologiudvikling præger vores samfund i dag.

I udstillingerne kan gæsterne tilegne sig færdigheder ved at besøge et MakerSpace, hvor man kan prøve sig frem med teknologierne, eller man kan forsøge sig som faktatjekker og gå bag om aktuelle mediehistorier for at finde frem til falsk og sandt. 

"På ENIGMA glæder vi os meget over nu at dele adresse og hverdag med Tjekdet.dk. Vi deler mange fælles agendaer, og ser frem til i fællesskab at kunne blive endnu stærkere i arbejdet med at oplyse og ruste danskerne til at begå sig i en virkelighed, hvor behovet for kritisk sans og faktatjek er større end nogensinde. Helt konkret vil ENIGMAs gæster, når museet åbner for publikum i 2022, kunne se frem til både udstillingsaktiviteter, radio og fysiske arrangementer som foredrag og debatter, som vi skaber sammen med Tjekdet.dk", siger museumsdirektør Jane Sandberg. 

TjekDet der en non-profit forening, som driver Danmarks eneste internationalt certificerede faktatjekmedie på www.tjekdet.dk.

Derudover har TjekDet netop taget første skridt til at omdanne sig til en større national portal, som ud over faktatjek indeholder en stor database med undervisningsmidler på forskellige alderstrin, som kan tilgås gratis af alle elever, studerende og undervisere. Samtidig har mediet lanceret en forskningsdatabase, som kortlægger ikke mindst dansk forskning om misinformation og desinformation.

Opdateret 3. maj 2021