Debatteres igen og igen: Var den arabiske slavehandel værre end den transatlantiske?

Danmarks kolonitid i Dansk Vestindien har de senere år fyldt en del i den offentlige debat.

I 2020 blev en buste af Kong Frederik den 5., der i midten af 1700-tallet var slaveejer på den caribiske ø Sankt Croix, smidt i Københavns Havn, og så sent som i marts udkom DR med den stort anlagte dramadokumentar Slave af Danmark, der allerede inden sin udgivelse var genstand for debat.

Det store fokus på den transatlantiske slavehandel har i både traditionelle og på sociale medier ført til kritik af, at vi aldrig hører om den arabiske slavehandel, der angiveligt var både større og værre. Det påpeger eksempelvis den anonyme eks-muslim ‘Aisha Khan’ i B.T.-podcasten Borgerlig Tabloid den 25. juni.

“Den muslimske slavehandel var 100 gange værre end den transatlantiske,” siger hun i podcasten.

Men var den arabiske slavehandel større og værre end den transatlantiske? Og hvilke forskelle og ligheder var der i det hele taget imellem dem?

De spørgsmål – og flere til – har TjekDet stillet historieforskere med ekspertise i slavehandel.

Stort mørketal  

Flere af de forskere, TjekDet har talt med, påpeger, at det ikke er uden problemer at sammenligne omfanget af den transatlantiske slavehandel med den arabiske slavehandel. Kort og godt er kildematerialet meget omfattende og grundigt i førstnævntes tilfælde, mens det for den arabiske slavehandel er mere sparsomt.

”Der er blevet forsket meget mindre i den arabiske slavehandel end i den transatlantiske, så vi ved simpelthen ikke lige så meget om den arabiske,” siger Benjamin Asmussen, der er seniorforsker ved Nationalmuseet, hvor han blandt andet forsker i kolonitid og slavehandel.

Estimaterne for den arabiske slavehandel, der fandt sted fra 600-tallet til 1900-tallet, ligger på mellem 11 og 15 millioner slavegjorte afrikanere. Derudover skal medregnes lidt over én million europæere, der blev gjort til slaver og fragtet til Nordafrika, Mellemøsten og dele af Asien som led i den arabiske slavehandel. 

Den transatlantiske slavehandel fandt sted fra omkring 1514 til 1866 og resulterede i, at cirka 12,5 millioner afrikanere blev deporteret fra Afrika til kolonier. Heraf døde omkring 1,8 millioner under den transatlantiske overfart, mens cirka 10,7 millioner overlevede rejsen og blev solgt som slaver. Hertil kommer de mange, der døde, før de nåede kysten, for eksempel under tilfangetagelse, tvangsopmarcher og ophold i slaveforter. 

Hvor højt det arabiske tal er, hvis man medregner dødsfald i forbindelse med transport, tør forskerne ikke gætte på, men det ligger i hvert fald fast, at tallene har sine forbehold, fordi der er et betydeligt mørketal i begge slavehandelsruters tilfælde. 

”Det er netop dem, der døde under transport, der udgør det største mørketal,” siger Rikke Lie Halberg, der er ph.d. i historie ved Lund Universitet og forfatter til det danske onlineleksikon lex.dk’s afsnit om slaveri.

Spørger man Niels Brimnes, der er professor i historie ved Aarhus Universitet, fortæller antallet af slaver i sig selv dog ikke hele historien. Det er i hans optik mindst lige så væsentligt at se på, hvor stor en andel af samfundene slaverne udgjorde, når man skal forsøge at sammenligne den arabiske og transatlantiske handel.

Gør man det sådan op, er den transatlantiske slavehandel – især på de caribiske øer – i en kategori for sig, siger Niels Brimnes.

”De caribiske slavesamfund er helt særlige i verdenshistorisk sammenhæng. Det er meget, meget svært at finde andre samfund og regioner, hvor op mod 90 procent af befolkningen var slavegjorte, som det er tilfældet på Jamaica og Saint-Domingue, som var de store britiske og franske sukkerproduktionsøer, og som det faktisk også var tilfældet i slutningen af 1700-tallet på Sankt Croix, som var den danske sukkerproduktionsø. Det finder du bare ikke i det arabiske slaveri,” siger han og tilføjer:

”I Osmannerriget, som der typisk sammenlignes med, er det ikke meget mere end 10 procent af befolkningen, der udgøres af slaver. Så det er et helt andet samfund.”

Niels Brimnes skelner mellem slavesamfund og samfund med slaver. I deciderede slavesamfund er slaverne økonomisk afgørende, som det var tilfældet på de caribiske øer. I samfund med slaver – som Osmannerriget – udgør slaverne ikke en lige så stor del af samfundet og er ikke i samme grad omdrejningspunkt for økonomien.

“Det absolutte hovedformål med at have slaver i de atlantiske systemer var at bruge dem som rå arbejdskraft. Forretningsmodellen var i virkeligheden, at de skulle arbejde sig ihjel. Du kan også godt finde produktionsslaveri i det arabiske slaveri, men generelt var det ikke billedet,” siger han.

Som eksempel på et decideret muslimsk slavesamfund nævner Niels Brimnes Sokoto-kalifatet i det nuværende Nigeria, hvor op mod halvdelen af befolkningen menes at være slaver. 

Eunukker og sexslaver 

Udover andelen var en væsentlig forskel mellem den arabiske og transatlantiske slavehandel muligheden – eller manglen på samme – for at blive fri. Det havde de unge afrikanske mænd, som blandt andet Danmark og Storbritannien hentede til Caribien, stort set ingen udsigt til, siger Benjamin Asmussen.

”I den transatlantiske handel var det meget svært at slippe ud af slaveriet igen. Når man først var sat på et skib fra Afrika til Vestindien, så var mulighederne meget begrænsede. Næsten alle arbejdede sig til døde i Caribien som slavegjort, og det var meget sjældent, at man kunne undslippe slaveriet,” siger han og tilføjer, at selv de børn, slaverne i Caribien eventuelt måtte få, tilhørte slaveejeren.

Slaverne i Caribien nåede dog sjældent at få børn. Sådan var det ikke i den arabiske slavehandel, hvor børn af slaver som udgangspunkt blev født frie. Her var der i det hele taget helt andre muligheder for at bryde ud af slaveriet, forklarer Niels Brimnes. 

"Der var en udpræget forventning om, at slavegjorte ikke var det for livet. Normen var, at de var slaver i en periode og derefter skulle frigives. Den norm blev i høj grad efterlevet i praksis, selvom der selvfølgelig var undtagelser," siger han.

Det vakte stor opsigt, da en aktivistgruppe i efteråret 2020 smed en buste af kong Frederik den 5. i Københavns Havn. Kongen var i sin tid plantageejer på den caribiske ø Sankt Croix, og aktivistgruppen forklarede, at deres aktion skete i solidaritet med "mennesker over hele verden, der har måtte leve med efterdønningerne af den danske kolonialisme". Busten var stort set ikke til at kende, da dykkere fik den trukket op fra vandet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det var dog ikke alle slaveejere i de arabiske samfund, der ønskede, at slaverne reproducerede sig selv. Samfundets absolutte elite efterspurgte kastrerede drenge, som kunne gå til hånde uden risiko for at blande sig genetisk med folk omkring dem. 

Kastration var ikke en del af den transatlantiske slavehandel, men den var heller ikke voldsomt udbredt i den arabiske handel, siger Niels Brimnes. 

”For den enkelte slave har det været meget brutalt at blive kastreret, og det har sikkert også kostet en del liv, men kastrering har langt fra været gældende for alle de mange millioner, der var en del af det arabiske slaveri," siger han. 

Han tilføjer, at de kastrerede slaver – eunukkerne – havde en relativt god tilværelse sammenlignet med andre slaver, selvom man af den grund ikke skal forherlige deres situation. 

Eunukker var da også et mindretal af slaverne i den arabiske handel, der for en stor dels vedkommende var kvinder tiltænkt husholdningen. Mange har formentlig levet i en form for sexslaveri og fik ofte også børn med deres ejere.

Deres situation skal man heller ikke forsøge at skønmale, siger Niels Brimnes, men han påpeger samtidig, at der var en væsentlig forskel i forhold til slaverne i Caribien. 

"Det er ikke ligegyldigt for en slavegjort kvinde, om hendes barn bliver født frit eller født til slaveri. Det er heller ikke ligegyldigt for hende, om hun kan forvente at blive frigivet efter 10 år eller være slave resten af sit liv, men det er klart, at det jo ikke skal overskygge det faktum, at hun er blevet gjort til sexslave og voldtaget," siger han.

Kendt debattør hænger fejlagtigt Tesfaye ud for at stille racistisk spørgsmål i indfødsretsprøven

Begrundet i biologi

De caribiske slavers manglende mulighed for at blive en del af samfundet, hænger ifølge Niels Brimnes også sammen med, at den var langt mere racebestemt, end det var tilfældet i den arabiske handel. I Caribien herskede en fortælling om, at de sorte afrikanere var undermennesker, som nemt kunne erstattes med nye afrikanere, når de havde arbejdet sig ihjel.

"Begrundelsen for, hvorfor man kan gøre nogen til slaver, er meget mere absolut i det atlantiske slaveri, fordi den bliver begrundet i biologi. Den bliver begrundet i forhold, du ikke kan ændre på, og det er jo, fordi der ikke er nogen assimilationstanke i det atlantiske slaveri. Det går simpelthen ikke ud på, at de slavegjorte skal blive ligesom os. Det gør det i det arabiske slaveri, hvor tanken ofte var, at de skulle omvendes til islam,” siger han. 

Det betyder ikke, at den slags forestillinger ikke også herskede i dele af de arabiske samfund, men det var undtagelser ifølge Niels Brimnes. Det var heller ikke, fordi visse arabiske samfund ikke så slaver først og fremmest som rå arbejdskraft, der kunne slides op, ligesom det gjorde sig gældende i Caribien. 

Som eksempel peger Niels Brimnes på det såkaldte galejslaveri, hvor blandt andet europæiske handelsskibe blev kapret af Osmannerrigets flåde og især nordafrikanske ‘barbareskstater’ i det nuværende Marokko og Algeriet. 

Derefter blev slaverne – både sorte afrikanere og hvide europæere – tvunget til at ro de store galejskibe under arabernes tjeneste. De vilkår kan langt hen ad vejen godt sammenlignes med forholdene for slaverne i Caribien, mener Niels Brimnes.

“De skulle bare ro galejerne, til de ikke kunne mere, så galejslaveriet har helt klart nogle af de elementer, vi også ser i Caribien. Men der var også en mulighed for at købe sig fri, som ikke var der på samme måde i Caribien," siger han. 

For stort fokus på Danmarks rolle?

Det store fokus herhjemme på Danmarks rolle i den transatlantiske handel har ført til kritik af, at det skævvrider billedet og helt eller delvist overser, at der også fandtes omfattende slavesamfund i den arabiske del af verden.

Ifølge Rikke Lie Halberg kunne man retmæssigt argumentere for det indtil for få årtier siden.  

“Det er korrekt, at den arabiske slavehandel i mange år var mindre synlig i vestlig historieskrivning, delvist fordi tidligere europæiske kolonimagter og USA har haft en stærkere offentlig debat om deres egen historiske rolle og de implikationer, der findes i nutiden. Men i de seneste årtier er det ikke korrekt at sige, at den er glemt,” siger hun og peger på forskere som Tidiane N'Diaye, Murray Gordon og Ronald Segal, der har behandlet emnet i dybden.

Heinrich Schimmelmann er en af de mest berømte plantageejere i den dansk-vestindiske kolonihistorie. I DR's omdiskuterede dramadokumentar fra marts 2025 spilles han af Bjarne Henriksen, mens Gustav Giese påtager sig rollen som hans søn, Ernst Schimmelmann. Foto: Tine Harden/DR

Benjamin Asmussen kan også godt genkende, at der herhjemme er et større fokus på den transatlantiske slavehandel end på så mange andre slavehandler. Men det er også et spørgsmål om noget så simpelt som praktik.

“Det er nemmest at forske i ens eget lands historie, også i en global sammenhæng. For os danske historikere ligger de danske handelskompagnier lige for, fordi arkivalierne ligger velordnet på Rigsarkivet og er skrevet på dansk. Samtidig lukker sprogbarrieren også andre ude, hvilket giver os en særlig forpligtelse til at undersøge og publicere den del af historien,” siger han.

Ifølge Niels Brimnes giver det god mening, at der er så stort et fokus på den transatlantiske slavehandel. For den var særligt brutal, som han også argumenterer for i en kronik i Politiken, og det er der ingen grund til at nedtone, mener han.

“Der er simpelthen afgørende strukturel forskel på slaveriet på de to sider af Atlanterhavet. Det arabiske slaveri er individuelt brutalt, men strukturelt mildt, hvorimod det atlantiske slaveri er både strukturelt og individuelt brutalt. Så det transatlantiske slaveri er historisk set helt specielt.”

Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation - direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.