Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Interesseorganisation foreslår ny lov: Sociale medier skal kunne straffes for deling af børneporno

6. dec 2019 -
5 min læsetid
This describes the image

Tidligere fremgik det af denne artikel, at Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, var positivt stemt over for Digitalt Ansvars forslag om en ny lovgivning. Hans citat til DR Nyheder handlede imidlertid om lovgivning på området generelt. Formuleringen er nu rettet.

Facebook, Youtube, Snapchat og andre sociale medier skal fremover kunne holdes ansvarlige, hvis ikke de i tide får fjernet ulovligt indhold fra deres platforme. I hvert fald hvis det står til interesseorganisationen Digitalt Ansvar, som blandt andre Børns Vilkår og Red Barnet står bag.

Det skriver DR Nyheder.

I en ny anbefaling fra november foreslår Digitalt Ansvar regeringen at implementere en lovgivning, der pålægger sociale medier med over 30.000 brugere at fjerne ulovligt indhold som eksempelvis børneporno, seksuelt indhold uden samtykke og deling af terrorangreb og -rekruttering.

De sociale medier får så en tidsfrist alt efter forseelsens alvor, og er indholdet ikke fjernet inden da, skal danske myndigheder kunne uddele bøder.

"Vi ser desværre stadigvæk, at der er ulovligt indhold, der bliver delt og spredt på nettet. Det bliver vi nødt til at sætte ind over for, så vi har samme beskyttelse på nettet, som vi har på gaden og i hjemmet," siger næstformand i Digitalt Ansvar Ask Hesby Krogh ifølge DR Nyheder.

Artiklen fortsætter under billedet

Peter Münster er kommunikationschef for Facebook i Norden, og han er overvejende positiv over for lovmæssig regulering af sociale medier. (Foto: Martin Lehmann / Ritzau Scanpix)

24 timers tidsfrist

En af de største sager i nyere tid om deling af ulovligt indhold på sociale medier er den såkaldte Umbrella-sag, hvor mere end 1.000 personer er sigtet for besiddelse og deling af børnepornografisk materiale.

I den omfattende sag er videoer af forskellig seksuel karakter blevet delt vidt og bredt mellem personer gennem Snapchat og Facebooks beskedtjeneste Messenger. Og når først snebolden får lov at rulle, er det svært at gøre noget.

"Når vi taler om overgreb og indhold, der krænker børn, når vi taler om private intime billeder, der bliver delt, drab eller terror, så mener vi, at man skal sætte meget hurtigt ind," siger Ask Hesby Krogh ifølge DR Nyheder.

Digitalt Ansvar foreslår, at sociale medier får 24 timer til at fjerne ulovligt indhold af særlig grov karakter. Det kunne eksempelvis være billeder og film af seksuelle krænkelser, børneporno eller selvmord.

"Andet strafbart indhold efter straffeloven" skal de sociale medier fjerne senest i løbet af en uge, lyder det i anbefalingen.

Digitalt Ansvar skriver dog intet om, hvor stor bødens bør være, hvis sociale medier ikke lever op til lovgivningen. Men Ask Hesby Krogh slår over for DR Nyheder fast, at bøden skal være stor nok til at gøre indtryk på økonomisk stærke virksomheder.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

1. Brugere på sociale medier med mere end 30.000 brugere skal have mulighed for at klage til det sociale medie over ulovligt indhold via NemID. Børn under 15 skal have en anden valideringsmulighed.

2. Sociale medier skal fjerne indhold, der er ulovligt efter straffeloven, hvis de modtager en klage eller selv opdager det.

3. Der skal være en 24 timers tidsfrist for ulovlig deling af terrorangreb og -rekruttering, billeder og film af seksuelle krænkelser og overgreb mod børn, drab, seksuelt indhold uden samtykke samt selvmord. Tidsfristen skal være syv dage for andet strafbart indhold efter straffeloven.

4. Hvis en klager ikke har fået behandlet sin klage inden for tidsfristen, og det krænkende og ulovlige indhold fortsat findes på det sociale medie, kan klager sende klagen videre som en digital anmeldelse via en fast track-ordning til politiet.

5. Sociale medier med mere end 30.000 brugere skal årligt indsende en oversigt over klager fra brugere om ulovligt indhold til en kontrolinstans.

6. Sociale medier, der ikke overholder tidsfrister for fjernelse af ulovligt indhold eller ikke årligt indsender en oversigt over klager, skal tildeles bøder.

7. For at sikre eventuelt bevismateriale skal de sociale medier, der er omfattet af lovgivningen, fjerne ulovligt indhold, så det ikke er synligt for brugere. Indholdet skal opbevares i en tidsperiode, der er i overensstemmelse med straffelovens forældelsesfrister samt GDPR.

Kilde: Digitalt Ansvar


Allerede indført i Tyskland

I Tyskland har man siden 1. oktober 2017 haft en lov, der minder om Digitalt Ansvars anbefaling til en dansk lov.

Den tyske lov går populært under navnet "Facebook-loven", og den forpligter blandt andet internetplatforme som Facebook og Twitter i Tyskland til at indføre klageprocedurer, som brugerne kan benytte til at indberette ulovlige opslag.

Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, forholder sig ikke til Digitalt Ansvars konkrete forslag, men han hilser lovgivning på området velkommen.

"Det, synes vi, er en god ide. Det er klart, at det vil være godt for folk, at der kommer en højere grad af demokratisk forankrede rettigheder på nettet og på vores platforme," siger han til DR Nyheder, men tilføjer dog, at Facebook allerede gør meget for at fjerne ulovligt indhold på deres egen platform.

Hos Google, der blandt andet ejer YouTube, er man mindre positive. Googles politiske chef i Danmark, Christine Sørensen, siger til DR Nyheder, at en lov som udgangspunkt er en god idé, men at det i praksis kan blive svært at vurdere, hvornår noget er ulovligt og dermed bør fjernes.

Oplever du at blive hængt ud på nettet af andre, kan du i denne artikel læse, hvad du må og ikke må.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020