Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kinas desinformation udvides med små skridt

Indsigt 19. sep 2019  -  2 min læsetid
Tjekdet

Twitter lukkede i sidste måned næsten 1.000 profiler, som ifølge det sociale medie var del af en statsstøttet, kinesisk kampagne mod demonstrationerne i Hong Kong. Facebook fulgte trop og slettede flere sider, grupper og profiler. Angiveligt var det de lukkede profilers mål at kaste et negativt lys på demonstrationerne og fremme Kinas interesser. Det skriver det amerikanske medie- og analyseinstitut Poynter.

Den kinesiske stat forsøger at give et, for Kina, ønskværdigt blik på landet. Poynter skriver nemlig også, at fem Taiwan-baserede medier blev betalt af den kinesiske etpartiregering for at udgive positive historier om Kina. Artiklerne blev lagt på nettet forklædt som reelle nyheder.

De to sager om kinesisk orkestrerede eksempler på desinformation står ikke alene. De er sandsynligvis to små led i en længere kæde. En kæde som Kina i det små er begyndt at lægge rundt om både flere lande og flere områder, skriver Poynter.

Kina intensiverer indsatsen

Kinas informationskontrol begrænser sig ikke længere til censur. I dag er den så omfattende, at der er tale '360 graders informationskontrol', siger Fu King-Wa, professor ved Journalism and Media Studies Centre på University of Hong Kong, til Poynter.

Artiklen fortsætter under billedet

Fu King-Wa, professor ved Journalism and Media Studies Centre på University of Hong Kong.


Selv områder som ikke åbenlyst kalder på censurering og kontrol, udsættes ifølge Fu King-Wa nu for manipulation fra det kinesiske styre. Et eksempel er manipulation af såkaldte ‘trending-lister’, altså lister det viser, hvad der skrives mest om på sociale medier inden for musik, onlinevideoer og lignende.

I en rapport fra NGO’en Reporters Without Borders (RSF), der beskæftiger sig med international pressefrihed, vurderer, at otte lande, og her er Taiwan ikke inkluderet, kan være under kinesisk påvirkning. Kina har eksempelvis oprettet et statskontrolleret transmissionscenter i London, der udsender globale nyheder med et kinesisk perspektiv. Mexico har også fået en kinesisk radiostation, der rækker helt til Californien.

Ifølge RSF sigter Kina efter at infiltrere udenlandske medier, højne kvaliteten af deres internationale TV-transmissioner, og reklamere i internationale medier i et massivt omfang. RSF mener, at ‘Kinas forsøg på at kontrollere og manipulere, kan være en seriøs trussel mod den internationale pressefrihed’.

Kinas teknik er unik

Poynter skriver, at Kina ikke blot udbygger deres spredning af desinformation, men at kineserne samtidig er mere effektive i deres forsøg på at påvirke omverdenen end eksempelvis Rusland. Et land som ofte kobles sammen med at sprede desinformation i ind- og udland.

Artiklen fortsætter under billedet

Alina Polyakova er forsker i desinformation og russisk udenrigspolitik ved Brookings Institute i Washington.

Den udlægning er Alina Polyakova enig i. Hun forsker i desinformation og russisk udenrigspolitik ved Brookings Institute i Washington. Hun deltog i en ‘fake-news’-konference i København, som blev afholdt sidste år af TjekDet i samarbejde med Udenrigsministeriet, hvor hun nævnte netop Kinas position sammenlignet med Ruslands.

"Rusland har aldrig været innovative i forhold til at udvikle kunstig intelligens på det her område. Men det er Kina. I øjeblikket benytter kineserne kun desinformation til at kontrollere deres egen befolkning. Men Kina vil på et tidspunkt få øjnene op for, at de kan bruge denne teknologi til at opnå udenrigspolitiske mål," sagde hun dengang til TjekDet.

Med disse kinesiske tiltag som er implementeret langt væk fra Sydøstasien, kan det tyde på, at Kina nu allerede er i gang med at så de første frø til at opnå deres ‘udenrigspolitiske mål’. Ligesom Alina Polyakova forudså det.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 20. dec 2023