Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Viser et nyt studie, at kvindelige hesteejere lever 15 år længere end andre kvinder?

6. dec 2018 -
7 min læsetid
This describes the image
Foto:

Hvis du ejer en hest, florerer der i øjeblikket en glædelig nyhed til dig på Facebook. Især hvis du også er kvinde.

For som hesteejende kvinde kan du se frem til at leve 15 år længere end kvinder, der ikke ejer en hest. Det er resultatet af et nyt "double-blind" studie, der de seneste 40 år har studeret kvinder i alle aldre i 50 forskellige lande.

Det er i hvert fald budskabet i en artikel fra internetmediet APost.com, der i alt er blevet liket, kommenteret og delt mindst 1.000 gange på Facebook.

Men det studie, som artiklen henviser til, lader til at være helt og aldeles opdigtet.

En newzealandsk forsker, der tidligere er blevet spurgt til historien, tror i hvert fald ikke på, at studiet eksisterer.

Artiklen fortsætter under billedet.

 

 

 

 

Henviser ikke til studiet

I artiklen fra APost.com er der et link, som angiveligt skulle føre til det opsigtsvækkende forskningsstudie, der har fundet sammenhængen mellem at eje en hest og forlænget levetid. Linket leder dog ikke hen til studiet, men til en artikel på hjemmesiden om holistisk livsstil 'Healthy Holistic Living', hvor man ser et billede, der kan bedrage synet. Ifølge artiklen kan man se én eller helt op til femten heste, alt afhængig af hvor dygtig man er til at spotte detaljer.

Da TjekDet leder efter studiet og forskerne bag, opdager vi, at APost.com ikke er det eneste medie, der har skrevet om en studiet. Det samme har Healthy Holistic Living og mange andre udenlandske internetmedier, men ingen af dem leder hen til det oprindelige studie.

Til gengæld kan man her læse, at forskeren bag studiet hedder Gary Cockburn og angiveligt er tilknyttet et "universitet i Virginia".

Men i den amerikanske delstat Virginia, hvor Gary Cockburn angiveligt skulle være ansat på ‘et universitet’, er der mere end 50 universiteter. Og hverken googlesøgninger på blandt andet 'Gary Cockburn’ eller ‘Gary Cockburn Virginia’ leder os nærmere den forsker, der hævdes at have brugt de sidste 40 år på at nærstudere hesteejende kvinder.

Undervejs i vores research falder vi over Thomas Lumley, der er professor i biostatistik ved University of Auckland i New Zealand. Han har tidligere kommenteret studiet på hjemmesiden statschat.org.nz, hvor man kan stille spørgsmål til ansatte på Institut for Statistik på samme universitet.

Kvinder i studiet skulle eje placebo-heste

 

 

Professor i Biostatistik ved University of Auckland.

 

 

Thomas Lumley påpeger, at studiet ville have en række metodiske problemer, hvis det rent faktisk eksisterede. I alle de artikler, der omtaler studiet, kan man nemlig læse, at der er tale om et såkaldt double-blind-studie.

Et double-blind-studie er en metode, der bliver brugt ved lægemiddelforsøg, hvor én gruppe forsøgsdeltagere tildeles et lægemiddel og en anden gruppe får placebo – det vil sige en pille, der er uvirksom som eksempelvis en kalktablet - uden at hverken forskerne eller deltagerne ved hvem, der har fået hvad.

I forhold til hestestudiet vil det altså kræve, at den ene gruppe af kvinder får tildelt en placebo-hest - altså noget, der ligner en hest, men ikke har samme egenskaber. Den anden gruppe skal så have en rigtig hest. Og hverken forsøgspersonerne eller forskerne må vide, hvem der ridder på en ægte hest, og hvem der må nøjes med placebo-versionen.

Men her går det altså helt galt for hestestudiet. De færreste vil nemlig være i stand til at eje en hest uden at vide det, vurderer Thomas Lumley. Og i løbet af de 40 år, studiet hævdes at have varet, burde det nok være gået op for de fleste.

"Det er åbenlyst umuligt at lave et studie, hvor en gruppe af kvinder ikke vidste, om de red på en hest og passede og plejede den, mens de var en del af undersøgelsen," skriver han i en mail til TjekDet.

Og selv hvis der overhovedet skulle være et sammenfald mellem at eje en hest og leve længere, skyldes det med stor sandsynlighed andre forhold end hesteejerskabet.

"Det er relativt dyrt at eje en hest. Derfor må man forvente, at kvinder, der ejer en hest, gennemsnitligt er rigere end kvinder, der ikke ejer en hest. Og forskellen i forventet levetid er stor imellem de rigeste og de fattigste. Så hvis man havde fundet en sammenhæng mellem levetid og det at eje en hest, kan det sikkert forklares med indkomstforskellen mellem de to grupper," oplyser Thomas Lumley.

Studiet kan ikke findes i database

Han har også forsøgt at finde det oprindelige videnskabelige studie i databasen PubMed, der indeholder mere end 28 millioner artikler fra hele verden om forskning inden for biomedicin. Men Thomas Lumleys søgninger gav ikke noget resultat.

"Jeg søgte efter studier udgivet af en ‘G Cockburn’, og studier der handlede om heste udgivet af forfattere med navnet ‘Cockburn’. Af de i alt 10 studier, jeg fandt frem til, handlede ingen af dem om helbredet hos hesteejere," skriver Thomas Lumley.

Han konkluderer derfor, at studiet med al sandsynlighed ikke findes.

"Det er meget sjældent, at studier om helbredsforskning ikke ligger i PubMed, og det er derfor en stærk indikator for, at et sådant studie aldrig er blevet udgivet," skriver han.

Nogen har fuppet os

Vi leder alligevel videre efter studiet. Vi finder nu ud af, at den første artikel om studiet ser ud til at være skrevet den 8. juli 2017. Artiklen er udgivet på hjemmesiden breakingnews247.net, hvor man i bunden kan læse, at indholdet på siden er "underholdning og lavet for sjov af sidens brugere".

Den sidste oplysning er central. Hjemmesiden er nemlig en såkaldt prank generator, hvor man har mulighed for at skrive sin egen tekst, der efterfølgende automatisk bliver layoutet, så det ligner en rigtig artikel. På den måde kan man drille sine venner med en falsk nyhed. Og det er altså tilsyneladende lykkedes for en eller anden ukendt forfatter.

I denne udgave af artiklen, står der dog ikke noget om 'Gary Cockburn fra et universitet i Virginia'.

Artiklen fortsætter under billedet.

 

 

Skærmbillede af artiklen fra breakingnews247.net.

 

 

Det gør der til gengæld, da studiet et par måneder senere dukker op i en artikel på hjemmesiden 8satire.com - et satire- og underholdningssite, som "bringer falske nyheder […] med skarp sarkasme og humor," som der står på hjemmesiden. Og i denne artikel 'udtaler' Gary Cockburn sig om det interessante fund. Og disse udtalelser kan man læse i flere af de internetmedier, der sidenhen har skrevet om det påståede studie og dets resultater.

Også nederst på APost.com's hjemmeside kan man med småt læse en ansvarsfraskrivelse. Heraf fremgår det, at formålet med alt indhold på hjemmesiden er sjov og underholdning.

Da vi undersøger, hvem der ejer hjemmesiden APost.com, finder vi frem til selskabet Social Sweethearts, der er indregistreret i Tyskland.

TjekDet kontakter derfor Social Sweethearts for at høre, om de kan fremvise dokumentation for artiklens påstand. De svarer i en mail tilbage, at "informationen (om studiet, red.) der tidligere kunne findes via linket i artiklen, ikke længere kan verificeres".

Og samme budskab er efter TjekDets henvendelse nu indsat på APost.coms artikel om hestestudiet.

 

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 27. sep 2020