Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Opslag med falsk citat udløser møgfald mod Pia Kjærsgaard

8. apr 2020 -
4 min læsetid
This describes the image

 

 

Pia Kjærsgaard siger, at corona-epidemien skyldes flygtninge.

Kilde: Opslag på Facebook.

Pia Kjærsgaard har sagt, at hun mener, at de danske myndigheder bør afvise asylansøgere ved grænsen eller som minimum sætte dem i karantæne, når de ankommer.

Men hun har aldrig sagt, at corona-epidemien skyldes flygtninge. Det har manden bag facebookopslaget selv fundet på.

 

 

"En syg kultur har sneget sig ind i dansk politik"

Sådan lyder teksten til et facebookopslag, der har fået mere end 200 kommentarer på et par dage.

I opslaget citeres Pia Kjærsgaard for at sige, at Danmark bør afvise alle asylansøgere ved grænsen, så de danske myndigheder ikke skal bruge unødige ressourcer på folk, der kommer udefra, i en presset tid.

En holdning som hun også tidligere har delt i et interview med Ræson, mens hun på sin facebookprofil skriver, at asylansøgere og migranter som minimum bør sættes i karantæne.

Artiklen fortsætter under billedet

Her er det opslag, som har fremkaldt harmdirrende kommentarer, fordi Pia Kjærgsaard angiveligt beskylder flygtninge for at have skabt corona-epidemien. Men det har hun aldrig sagt. (Foto: Skærmbillede fra Facebook)

Men ifølge opslaget, er det ikke det eneste, hun skulle have sagt. Her citeres hun nemlig også for at sige, at flygtninge ikke alene bør afvises eller sættes i karantæne, men at de er skyld i hele den nuværende corona-epidemi.

"Og så ved alle, at corona-epidemien er skabt af flygtninge," lyder det fra Pia Kjærsgaard ifølge opslaget.

Og den udmelding har i den grad fået folk til at taste hårdt på tastaturet for at give deres mening til kende.

Artiklen fortsætter under billedet
Her er nogle af de vredesudbrud, man kan finde i opslagets kommentarspor. (Foto: Skærmbilleder fra Facebook)

"Hun er sgu da 99,88% dummere end vådt bølgepap"

"Kan nogen ikke nyse på damen," lyder det fra blot to af de mange arrige kommentarer til opslaget, hvor flere også retter hende og siger, at man næppe kan skyde skylden på flygtninge.

Men citatet er fuldkommen opdigtet. At flygtninge skulle være direkte skyld i den nuværende coronaepidemi, har Pia Kjærsgaard aldrig sagt, og hun ærgrer sig over en usand debat.

"Desværre endnu et opslag på Facebook, hvor politiske modstandere skriver ting, jeg ikke har sagt. Ærgerligt at folk ikke bare kan debattere på ærlig vis," skriver hun i en mail til TjekDet.

"Pia Kjærsgaard siger det jo selv"

Selvom Pia Kjærsgaard afviser, at hun har sagt, at flygtninge er skyld i corona-epidemien, holder manden bag opslaget, Joel Wedell, fast i at hun har sagt det. Bare med nogle andre ord.

"Jeg har omskrevet citatet, men hun siger det helt klart på sin egen facebookside," hævder han.

Han siger, at han selv har lavet opslaget og stykket citatet sammen på baggrund af et opslag Pia Kjærsgaards egen facebooksideside, som han også henviser til som svar på flere kritikere i kommentarsporet.

Men der står ikke noget sted i det facebooksopslag, som Joel Wedell henviser til, at Pia Kjærsgaard mener, at hele corona-epidemien skyldes flygtninge.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er dette facebookopslag fra Pia Kjærsgaard, som Joel Wedell tolker ud fra. De røde streger og tekstboksene er Joel Wedells egne kommentarer til hendes opslag på Facebook fra den 24. marts.(Foto: Skærmbillede fra Facebook)

Men er det så ikke nærmere en parafrasering end et citat?

"Det er et citat. Hun bruger ikke de samme ord, men hvis man læser hendes opslag, kan man næppe komme frem til en anden konklusion end den, jeg er kommet frem til."

Synes du, det vil være forkert at sige, at du selv har tolket på hendes udsagn?

"Det er ikke noget, jeg har digtet eller tolket. Hendes eget opslag siger det helt klart."

Det er langt fra første gang, at politikere fejlagtigt bliver citeret for noget, de aldrig har sagt. Op til europaparlaments- og folketingsvalget i 2019 blev falske budskaber fra politikere delt i hobetal.

Dengang var det populært at hæfte et falskt citat på en partiannonce, og på den måde forklæde budskabet så det lignede, at det var partiet eller politikeren selv, der havde sagt det.

Blandt andet blev Morten Østergaard, der er politisk leder for Radikale Venstre, beskyldt for at have sagt "Ja til barnebrude. Nej til Inger Støjberg. Islam er vejen frem," men citatet var løgn og latin.

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet

Opdateret 21. sep 2020