Virksomhed sælger smykker “næsten gratis”
-
En facebookside sælger smykker under påskud af et ophørsudsalg fra en lokal butik i Aarhus.
-
Men hverken facebooksiden, hjemmesiden eller navnet ‘Sofie Aarhus’ kan knyttes til en eksisterende dansk virksomhed.
-
Identiske smykker sælges på en lang række andre hjemmesider, hvilket tyder på, at der er tale om en dropshipping-forretning - og ikke en lokal smykkebutik.
-
TjekDets research peger på forbindelser til både Libanon og Frankrig.
Under dække af et ophørsudsalg annoncerer facebooksiden ‘Sofie Aarhus’ for “næsten gratis smykker”, som kan købes på hjemmesiden sofie-aarhus.dk (arkiveret her).
Men identiske billeder af smykkerne kan findes på en lang række andre hjemmesider, og virksomheden holder ikke til i Aarhus - faktisk kan den slet ikke knyttes til Danmark.
Meget tyder på, at der er tale om en såkaldt dropshipping-virksomhed, hvor varer fra udenlandske producenter sælges videre med fortjeneste.
I øjeblikket kan man falde over flere forskellige annoncer for Sofie Aarhus på Facebook. De ser forskellige ud, men fælles for dem er, at de fortæller en falsk historie om en dansk butik med beliggenhed i Aarhus. I virkeligheden kan virksomheden slet ikke knyttes til Danmark. Foto: Skærmbillede af Facebok Ad Library.
Tråde til flere lande
I annoncerne fra ‘Sofie Aarhus’ står der, at smykkevirksomheden må lukke butikken i Århus efter mere end ti år.
Ser man nærmere på facebooksidens oplysninger, fremgår det dog, at siden er oprettet for under en måned siden. Desuden administreres siden af personer fra Libanon.
Vi har slået hjemmesidens domæne - det vil sige www-adressen - op, og det er også oprettet for omkring en måned siden. Domænet er registreret af en person med adresse i Frankrig.
Slår vi virksomheden op i det danske virksomhedsregister, er der ingen virksomhed registreret med navnet ‘Sofie Aarhus’. Der er ikke oplyst et CVR-nummer på hjemmesiden, som kan bruges til at identificere virksomheden.
Vi har ikke fundet oplysninger, der dokumenterer, at der har ligget en butik ved navn ‘Sofie Aarhus’ i Århus eller andre steder i Danmark. Navnet er muligvis et virkemiddel for at få siden til at fremstå mere troværdig for potentielle kunder.
Smykker florerer på flere hjemmesider
På hjemmesiden står der, at med et køb fra ‘Sofie Aarhus’ støtter du en mindre butik. TjekDets research peger dog på, at der nærmere er tale om en dropshipping-virksomhed, hvor smykkerne kommer fra udenlandske producenter.
En omvendt billedsøgning viser, at billeder af identiske smykker kan findes på mange hjemmesider, der også bærer præg af at være dropshipping.
Der er dog en anden lokal smykkeforretning i Århus, som hedder ‘Sofie Amalie Jewellery’. Når man laver en googlesøgning på ‘Sofie Aarhus’, kommer den forretning frem og kan være med til at give indtryk af, at ‘Sofie Aarhus’ er en eksisterende lokal smykkevirksomhed.
TjekDet har kontaktet personen med adresse i Frankrig, som lader til at stå bag ‘Sofie Aarhus’, for at spørge, hvorfor virksomheden markedsføres som en lokal virksomhed. Personen har ikke svaret på vores mail.
Hvis du kan lide TjekDets artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her eller Instagram ved at klikke her. Du kan også tilmelde dig TjekDets gratis nyhedsbreve, hvor vi tipper dig om vores seneste faktatjek, advarer om digital svindel og deler seneste nyt om mis- og desinformation – direkte i din mailindbakke. Tilmeld dig nyhedsbrevene her.

