Guide: Sådan styrer du uden om svindel-webshops

-
TjekDet har i en række artikler afdækket, hvordan webshops vildleder danske forbrugere. Vi har i vores research samlet syv råd, du bør følge, når du handler på nettet.
Webshops er der masser af, og de fristende tilbud på nettet er endnu flere. Men det kan være svært at gennemskue, om man er ved at blive snydt.
Alle kender nogen, der er hoppet på et godt tilbud, men måtte vente forgæves på at modtage varen. Andre har modtaget produkter i dårligere kvalitet, end de betalte for. Og nogle er havnet i en klemme, hvor de har svært ved at returnere deres køb.
Den seneste uge har TjekDet undersøgt en række webshops og hjemmesider, der på den ene eller anden måde bryder loven og forsøger at snyde dig til at købe et produkt.
Så vi har herunder samlet de bedste råd til, hvad du skal holde øje med, for at undgå at blive snydt.
1. Tjek kontaktoplysninger og virksomhedsoplysninger
En troværdig virksomhed er gennemsigtig, og på deres hjemmeside har de oplysninger om, hvem de er, og hvordan de kan kontaktes.
Gode tegn kan for eksempel være, at man som kunde kan ringe til virksomheden, og at virksomheden oplyser sin adresse. Du kan med fordel slå adressen op og tjekke, at virksomheden faktisk hører hjemme der.
TjekDet har nemlig identificeret flere eksempler på, at virksomheder oplyser en tilfældig adresse, som de ikke har noget med at gøre. Hvis adressen leder til en bar mark i Jylland, så hold dig fra den webshop.
Hold også øje med CVR-nummeret, som er virksomhedens identifikationsnummer. Det er et krav, at alle virksomheder, der omsætter for mere end 50.000 kroner årligt, er oprettet i det centrale virksomhedsregister (CVR), og i så fald skal nummeret stå oplyst på hjemmesiden.
Enhver kan slå CVR-nummeret op og få oplysninger om eksempelvis ejerforhold og regnskab. Det kan man gøre på hjemmesider som virk.dk.
Kan du hverken finde et telefonnummer, troværdig adresse eller CVR-nummer på webshoppens hjemmeside, bør alarmklokkerne ringe.
2. Læs returpolitik og handelsbetingelser
En troværdig virksomhed oplyser, hvordan deres politik er inden for køb, returnering, levering og reklamation. Læs disse igennem, inden du foretager et køb, og vær opmærksom på, om betingelserne virker rimelige og stemmer overens med dansk lovgivning for internethandel.
Forbrugeraftaleloven, der beskytter forbrugerne ved køb på nettet, siger for eksempel, at du har 14 dages fortrydelsesret og to års reklamationsret ved fejl på varen.
Undersøg også, om virksomheden tydeligt angiver, hvordan du sender varen retur, og hvor du skal sende den hen.
3. Læs anmeldelser - men vær kritisk
Anmeldelsessider som Trustpilot og Facebook-anmeldelser kan være et værktøj til at vurdere en sides troværdighed. Bliver sidens produkter rost, fortæller det, at kunder er glade. Og tænk en ekstra gang inden dit køb, hvis der er massevis af sure anmeldelser på Facebook og Trustpilot.
Samtidig er det vigtigt at være kritisk over for anmeldelserne på Trustpilot og Facebook. Luskede virksomheder kan finde på at oprette falske, positive anmeldelser om dem selv. Også anmeldelser, der er markeret som ‘verificerede’ på Trustpilot, kan være falske.
Vær derfor opmærksom på, om anmeldelserne virker troværdige. Er mange af dem oprettet af profiler med generiske navne, der kun har én - eller kun meget nylige - anmeldelser på deres profil? Så er det sandsynligt, at de er fabrikerede af virksomheden selv.
4. Pas på købte anmeldelser
TjekDet har identificeret flere eksempler på, at ‘Bedst i test’-titler og positive anmeldelser på test-hjemmesider - der ellers hævder at være uafhængige og ærlige - i virkeligheden er skjult reklame.
I andre tilfælde opretter og driver virksomhederne selv de sider, der roser deres produkter, uden at det er angivet tydeligt på siden.
Det er derfor heller ikke altid til at stole på den type anmeldelser, og de er ikke altid gennemsigtige om deres forretningsmodel. Vær opmærksom på afsenderen bag sådanne budskaber, og at den påståede uafhængighed ikke altid er sandfærdig.
Hold øje med om en produkttest forsøger at få dig videre på en købsside. I så fald er der risiko for, at der er tale om en skjult reklame og ikke en ærlig anmeldelse.
Støder du på en hel hjemmeside med artikler, som alle er dedikeret til at anbefale ét produkt eller produkter fra samme webshop - så er der muligvis tale om en hjemmeside, hvor virksomheden bag produktet forsøger at vildlede dig.
Hold dig til at opsøge produkttests på sider, du i forvejen kender, og som du ved er anerkendte og troværdige.
5. Hold øje med E-mærket, men brug stadig din kritiske sans
E-mærket er i de fleste tilfælde en god indikator på, at en webshop er sikker at handle på. Hold derfor øje med, om en webshop har mærket. Bevar dog stadig din kritiske sans. E-mærket verificerer nemlig primært webshoppens købsproces.
Det vil sige, at købs- og handelsbetingelserne er synlige og gennemgået af en jurist. Men E-mærket tager ikke højde for eksempelvis markedsføring. Derfor er der eksempler på E-mærkede webshops, der vildleder forbrugerne gennem deres markedsføring.
Der er også eksempler på virksomheder, som pynter sig med et falsk, kopieret E-mærke, de ikke har modtaget. Det kan man gardere sig mod ved selv at slå virksomheden op på E-mærkets hjemmeside.
Når en hjemmeside har fået E-mærket, betyder det, at købs- og handelsbetingelserne er synlige og gennemgået af en jurist. Mærket er en god indikator for, at en webshop er sikker at handle på, men det er vigtigt alligevel at bevare den kritiske sans. Foto: E-mærket.
6. Omvendt billedsøgning
Med en omvendt billedsøgning kan du søge på billeder på webshops og undersøge, om de findes andre steder på internettet.
Funktionen kan du bruge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt produktet findes andre steder på internettet - for eksempel på billige, kinesiske sider. Du kan også bruge funktionen, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en hjemmeside på anden vis bruger billeder, der ikke er deres egne. Det kan blandt andet gælde før og efter-billeder ved salg af fitnessprodukter eller billeder af læger, som “anbefaler produktet”.
Gennem Googles reverse image search kan du foretage en omvendt billedsøgning helt gratis. Du kan bruge funktionen ved at højreklikke på billedet og derefter klikke på ‘Søg med Google Lens’.
I andre tilfælde benytter webshops sig af AI-generet indhold. Det kan være billeder af brugere eller læger, der anbefaler et produkt. Det kan også være indehavere, der står foran en fysisk butik, der ikke findes. Der findes værktøjer, der kan afgøre, hvorvidt indhold er AI-genereret. Det har TjekDet før lavet en guide til, som du kan læse her.
7. Er det for godt til at være sandt?
Nogle produkter lover en række sundhedseffekter, der kan virke som en nem løsning til for eksempel vægttab, smertelindring eller ren hud. I andre tilfælde kan du ved at købe straks få 95 procent rabat på et produkt, der før har kostet flere tusinde kroner.
Men stil dig kritisk overfor mirakelkure og overdrevne udsalg. Spørg også dig selv, om virksomheden på en troværdig måde dokumenterer, hvad de lover.
En tommelfingerregel er, at hvis noget virker for godt til at være sandt, er det sandsynligvis også tilfældet. Så det en god idé at være ekstra varsom, før du foretager et køb.
Kort sagt
Gå de seks punkter herover igennem, hvis du bliver usikker på en webshop. Støder du på noget, der virker suspekt, for godt til at være sandt eller er der vigtige informationer, webshoppen undlader at oplyse - så pas på med at handle på den pågældende side.
TjekDet afdækker løbende digital svindel og lyssky hjemmesider. Hold dig opdateret på vores hjemmeside eller tilmeld dig vores nyhedsbreve her.
Denne artikel er en del af en artikelserie om bedrag i forbindelse med online-handel. Du kan finde alle artikler i serien Bedraget i din kurv - når webshoppen snyder her.