Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Ultrakonservativt medie fordrejer optøjer i tysk by

Faktatjek 6. jan 2017  -  3 min læsetid
This describes the image
Foto:
Skrevet af: Thomas Hedin

Det højreradikale amerikanske netmedie Breitbart.com oplyste tirsdag, at flygtninge i den tyske by Dortmund nytårsaften forsøgte at sætte ild til en kirke og gik til angreb med fyrværkeri mod politiet. Men tysk politi afviste onsdag beskrivelsen og kaldte påstandene i artiklen for misvisende, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Breibarts skriver på sin hjemmeside, at én mand fik brandsår, efter fyrværkeri var blevet fyret af direkte mod nogle hjemløse, og at det lokale politi indsatte en større styrke efter, at en "stor gruppe unge mænd fra Nordafrika" var kommet til byen. Situationen skulle herefter - ifølge Breibart - være eskaleret, da de et tusinde unge mænd affyrede raketter mod børnefamilier og politiet, samt forsøgte at sætte ild til St. Reinoldskirken, der af Breibart beskrives som Tysklands ældste kirke. Desuden skulle den nye aftale om våbenhvile i Syrien angiveligt være blevet fejret med flag, som tilhører al-Qaeda og Den Frie Syriske Hær, der i artiklen beskrives som tilhængere af Islamisk Stat.

Men ifølge tysk politi er den beskrivelse temmelig langt fra virkeligheden. Breibart henviser til en artikel i avisen Ruhr Nachrichten, hvor flere af påstandene dog slet ikke fremgår. Blandt andet skriver lokalavisen ikke noget om "unge mænd fra Nordafrika". Børnefamilier var tæt på at blive ramt af raketter, men ifølge avisen var der ikke tale om en bevidst handling. Til gengæld skulle det ifølge avisen være rigtigt nok, at der blev kastet enkelte kanonslag mod politifolkene.

Det passer heller ikke, at "unge nordafrikanske mænd" forsøgte at sætte ild til St. Reinoldikirken. Tværtimod var der tale om et stillads ved kirken, der blev ramt af fyrværkeri og derfor brød i brand. Der er ifølge politiet ikke noget, der tyder på, at der var tale om et bevidst forsøg på at brænde kirken af. Branden blev hurtigt slukket.

Kirken er i øvrigt heller ikke Tysklands ældste, som Breibart og en række andre lignende engelsksprogede medier påstår.

Ifølge nyhedsbureauet AP siger en talskvinde for politiet i Dortmund, at et par betjente kom til skade nytårsaften, men hun afviser, at det skulle være sket i forbindelse med et decideret angreb.

Hun mener heller ikke, at begivenheden var udsædvanlig for en nytårsaften, når man tager i betragtning, at Dortmund er en storby med 600.000 indbyggere. Det kaos, som blandt andet Breibart beskriver, kan hun ikke genkende. Hun tilføjer, at det lokale politi den aften havde færre udrykninger i forhold til nytåret 2015-2016, hvor man måtte rykke ud 421 gange. Det tal lød i år på 185.

Ifølge foreløbige tal fra politiet blev 12 personer anholdt nytårsaften, mens yderligere 13 blev anholdt in absentia. I alt blev anmeldt 28 tilfælde af hærværk, og 41 mennesker blev skadet. Herudover måtte fem politibetjente behandles for lettere skader.

Også politiet i den tyske delstat Bayern har taget det usædvanlige skridt offentligt at afkræfte en anden påstand, der har cirkuleret på Facebook. Det drejer sig om et opslag på det sociale medier, der omtaler en asylansøger, som skal have begået voldtægt. Men politiet har undersøgt sagen og konkluderer, at hændelsen er opdigtet. Myndighederne undersøger nu, om man kan rejse sigtelser mod opslagets ophavsmand og de personer, der delte opslaget, for at "spilde politiets tid", skriver AP.

Læs hele Breibarts artikel her.

Læs lokalavisen Ruhr Nachrichtens gennemgang af Breibarts påstande her.

Læs APs artikel her.


Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020