Gratis oplæg for københavnske skoler i 2021: "Hvem er du, når du er digital?"
I dette oplæg målrettet udskolingen tages der udgangspunkt i elevernes digitale fællesskaber og deres rolle heri, samt hvad det kan betyde, hvis man er udenfor de fællesskaber. Der bruges fakta, viden, cases og øvelser til at tale og skabe refleksion om digital myndiggørelse, digitale fællesskaber, billeddeling, krænkelser, debatkultur, sundhed, kritisk sans og privatliv.
Målet med oplægget er, at eleverne oplever at få styrket det etiske filter, der skal hjælpe dem med at navigere i den digitale verden. Ligeledes skal oplægget hjælpe eleverne med at blive klogere på hinandens holdninger og erfaringer og samtidig gøre op med en række misforståelser, som kan være en del af elevernes fællesskaber.
Oplægget kan afholdes digitalt, hvis fysisk fremmøde ikke er muligt. Her vil eleverne stadig være en aktiv del af oplægget, da de vil blive inddraget løbende via små øvelser, aktiv vurdering eller digitale afstemninger. Oplægget varer to lektioner inklusiv pause. Hvis fysisk fremmøde er muligt, kan flere klasser fra én årgang slås sammen til oplægget, og det er ligeledes muligt at booke op til to oplæg per skole samme dag.
Oplægget er gratis for københavnske folkeskoler.