LEKTION 1: Baggrundsmateriale

Offentligheden som den fjerde statsmagt

Der skelnes mellem staten og samfundet. Staten er et magtorgan, der organiserer samfundslivet, mens samfundet udgør det civile liv, hvor borgerne har mulighed for at deltage i debatten om reguleringen af statens magtudfoldelse (mere skat/mindre skat, hårdere straffe, tidligere pension osv.).

Magtens tredeling skal sikre, at et demokratisk samfund ikke udvikler sig til et diktatur. Den lovgivende magt er Folketinget (parlamentet), der vedtager love på baggrund af flertalsbeslutninger. Den udøvende magt er regeringen og dens departementer og styrelser, der gennemfører lovene og regulerer dem gennem bekendtgørelser. Den dømmende magt er domstolene, der dømmer i sager mellem staten og borgeren (straffeloven) og i sager borgerne imellem (civilretlige love).

De tre magtinstanser er hver især begrænset i magtudfoldelsen, men tilsammen udgør de den magt, der skal sikre et demokratisk samfund: flertalsbeslutninger (love), opretholdelse af et velstands- og velfærdssamfund (infrastruktur, sundhed, uddannelse) og retfærdighed.

Offentligheden kan betragtes som en fjerde magtinstans, så længe ordet er frit. Folkets stemme kan påvirke politikerne i deres beslutninger og karrierer.

Oprindeligt var offentligheden et fysisk rum – et torv eller et kaffehus. Den tyske sociolog Jürgen Habermas (1929-) har beskrevet, hvordan offentligheden i 1700-tallet gradvist voksede frem og gennem den kritiske fornuft fik etableret en modvægt til de europæiske fyrstehuses absolutte magt. Enevoldskongen i Danmark besad for eksempel både lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Den frie presse

I dag er offentligheden først og fremmest repræsenteret gennem medierne, hvor pressen er en betegnelse for de medievirksomheder, der har forpligtet sig til at formidle nyheder og debat til gavn for samfundet.

Også pressens historie går tilbage til oplysningstiden. Etableringen af offentlige fora gav mulighed for at publicere periodiske nyhedsbreve om tidens begivenheder og debat. De var ganske vist underlagt censur, der i perioder blev strammet og løsnet. Med grundlovsvedtagelsen i 1849 blev det lovbestemt, at censuren ”ingen sinde på ny indføres” (§ 77). Pressen er et barn af oplysningstiden, og dens medier er til stede på de offentlige platforme, hvor den formidler nyheder og faciliterer debat.

At pressen udfylder offentlighedens rolle som den fjerde statsmagt betyder, at den repræsenterer samfundets kritiske stemme over for statens magtinstanser – ja, i det hele taget over for magtdannelser i samfundet: Monopoliseringer, hemmelige kapitalfonde og skattely er nogle af pressens yndede emner. Det er derfor et afgørende princip i et demokratisk land, at pressen er fri og uafhængig af stat og kapitalinteresser. Den skal kunne agere frit.

I lande med mindre demokrati ejer staten de dominerende nyhedsmedier. De optræder som formidlingskanaler for den siddende regerings magt. At være den fjerde statsmagt ved at føre kritisk opsyn med magthavere i samfundet er den frie presses idégrundlag. Den er uafhængig af magtinteresser, men dens journalister har normalt adgang til magtcentre og samfundsmæssige institutioner. Med pressekortet i hånden har journalisten adgang til pressemøder og bestyrelsesmøder.

Det skal understreges, at det konventionelle udtryk ‘Den fjerde statsmagt’ har været underlagt kritik, da den frie presse i sin natur ikke er underlagt staten. Den er ikke desto mindre en magtfaktor.

Både politikere og virksomheders bestyrelser er interesserede i at opretholde et godt og åbent forhold til pressen. Politikerne har spindoktorer, og virksomhederne har store kommunikationsafdelinger til rådighed til dette formål.

Den frie presses interesseområder er især den politiske arena, finansmarkeder og arbejdsmarkedsforhold. Derudover er pressen en vigtig bidragyder til kulturdebatten.

Presseetik og redaktionel kontrol

Pressen er en magtfaktor, der nogle gange går over stregen for den gode historie. Derfor er dens virksomhed reguleret af et sæt af presseetiske regler. Medieansvarsloven udgør de juridiske rammer for pressens ansvar og pålægger dem blandt andet at følge god presseskik (§ 34).

Hvad god presseskik er, fremgår af Pressenævnets retningslinjer. Pressenævnet er pressens egen vagthund og skal blandt andet sikre følgende:

Pressenævnet består af en dommer samt repræsentanter for journalisterne, mediehusene og offentligheden. Nævnet afgør sager, der er indbragt i henhold til Medieansvarsloven. En afgørelse kan for eksempel være, at et medie skal offentliggøre et genmæle, hvis en person eller virksomhed får medhold i en klage om, at de ikke er omtalt i overensstemmelse med god presseskik.

Et vigtigt element i pressens virksomhed, som også indgår i Medieansvarsloven, er den redaktionelle instans. Pressens medier er redaktionelle medier, hvor indholdet på forhånd er kvalitetssikret. Redaktører prioriterer mellem nyhederne og regulerer debatten. Det, der er væsentligt, som har nyhedsinteresse, og som kan verificeres gennem troværdige kilder, slipper gennem gatekeeperens låge. Redaktører sikrer, at indholdet er kvalitetstestet og lever op til god presseskik.

Nutidens nyhedsbregreb

Vi har dog bevæget os væk fra den tid, hvor pressen faciliterede den demokratiske debat – væk fra den tid, hvor de etablerede medier havde eneretten til at masseformidle nyheder. Det har betydet, at nyheder ikke længere er, hvad de har været.

Tidligere fik vi nyheder gennem pressen, familien eller naboen hen over hækken. Men den digitale virkelighed har ændret det billede markant – i dag er nyhedskilderne mangfoldige. En nyhed udspringer ikke nødvendigvis af en traditionel journalistisk artikel – eller noget, der ligner. Hvem som helst kan i dag sætte en nyhed i omløb. Afsenderen kan være alt fra Donald Trump til Maren i kæret – eller en klassisk avis.
En nyhed kan opstå som en tekst i et opslag på sociale medier, et indlæg i et debatforum eller en viral video. Selv en enkelt sætning i en statusopdatering på Facebook kan få nyhedskarakter.

Folk tilgår nyheder fra et væld af forskellige kilder, medier og platforme. De kan frit vælge og vrage mellem public service-medier, kommercielle medier, alternative medier og sociale medier – alle i konkurrence om brugernes opmærksomhed.

Fra gatekeeping til gatewatching

Ifølge tal fra Reuters Institute Digital News Report 2025 benytter 44 procent af den danske befolkning sociale medier som nyhedskilde, hvor 12 procent har sociale medier som deres foretrukne nyhedskilde.

I 2023 gennemførte Syddansk Universitet en undersøgelse blandt 1.337 personer i alderen 18-92 år, hvoraf 59,1 procent angav, at de får nyheder fra statusopdateringer fra profiler uden forbindelse til redaktionelle medier.

Undersøgelsesrapporten Danskernes brug af nyhedsmedier 2025 udarbejdet af Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet viser, at Facebook står øverst som danskernes sociale medie til nyhedskonsumering. 27 procent havde brugt platformen til nyheder den seneste uge, og af disse oplyste 26 procent, at de oftest orienterer sig mod nyhedsindhold fra ”almindelige mennesker”.

De sociale medier bliver hyppigt brugt af danskerne til at orientere sig i nyheder, hvor en væsentlig del af disse stammer fra kilder uden for det redaktionelle medielandskab. De sociale medier ejes af internationale tech-giganter og er hverken omfattet af Medieansvarsloven, Pressenævnets retningslinjer eller underlagt redaktionel kontrol.

De redaktionelle medier er dog stadig underlagt Medieansvarsloven og Pressenævnets retningslinjer i forbindelse med publicering af indhold på sociale medier.

At de sociale medier ikke er underlagt denne redaktionelle opmærksomhed betyder, at enhver kan tage ordet og feede nyheder og fremføre synspunkter. Det er i højere grad brugeren selv på de sociale medier, der skal udføre rollen som gatewatcher og  kritisk skal holde øje med, hvad der slipper gennem lågen.

De sociale medier supplerer pressens redaktionelle medier. De inviterer alle med i nyhedsproduktion, -spredning og meningstilkendegivelse og erstatter princippet om gatekeeping med gatewatching. Det er op til den enkelte at vurdere troværdigheden i de delte nyhedsfeeds.

Rykket fra gatekeeping til gatewatching er et ryk fra, at en troværdig redaktør tager stilling til nyhedernes væsentlighed og troværdighed, til at mediebrugerne selv skal sortere i den daglige nyhedsstrøm.

Nyhedsinfluencere

Et tiltagende fænomen inden for nyhedsformidling på sociale medier er såkaldte nyhedsinfluencere.

Ligesom influencere, der reklamerer for makeup-produkter og modetøj, er nyhedsinfluencere personlige profiler med store følgerskarer, som jævnligt formidler indhold på sociale medier, blogs eller i podcasts.

En af de fremtrædende nyhedsinfluencere er britiske Dylan Page, der i nogle år var den største nyhedskanal på TikTok, inden han i 2024 blev overhalet af den britiske tabloidavis Daily Mail. I Danmark vokser en underskov af journalistiske nyhedsformidlere frem på TikTok, for eksempel Frede Dyresli, Oliver Springborg og Amalie Seerup. Nogle nyhedsinfluencere er stjernejournalister, værter og korrespondenter, som har udviklet sig til selvstændige mediebrands, der kommenterer aktuelle begivenheder og politiske sager. For eksempel Tucker Carlson, Piers Morgan, Megyn Kelly, Ditte Okman, Peter Falktoft og Esben Bjerre.

Nyhedsinfluencere kaster lys over aktuelle begivenheder og samfundsforhold som racisme, krig, ligestilling eller klima, ofte med en personlig stil eller tone, der giver deres følgere en fornemmelse af nærhed og fortrolighed. Med en personlig stemme skaber de kontakt med målgrupper, som redaktionelle medier har vanskeligt ved at appellere til. Nyhedsinfluencere fungerer således som en slags nyhedskanaler for især yngre generationer af det digitale publikum.

Gå til lektionsbeskrivelse.