Lektionsbeskrivelse: Hey chat... Hvem skal jeg stemme på?
Introduktion
Folketingsvalget i 2026 bliver det første nogensinde, hvor vælgerne kan søge hjælp hos chatbots som ChatGPT, Microsoft Copilot og Gemini - og førstegangsvælgerne kender ikke til en valgkamp uden. Unge vælgere skal rustes til at anvende chatbots med kritisk sans, så de kan deltage i demokratiske valg uden at blive vildledt til, hvor de skal sætte deres kryds på valgdagen. Dette undervisningsmateriale har til formål at styrke netop de kompetencer hos eleverne.
Materialet skal styrke unges digitale dømmekraft op til det kommende folketingsvalg i deres brug af chatbots. Vi vil give dem viden og konkrete redskaber til at forstå, hvordan chatbots påvirker politiske overbevisninger - og hvordan de kan bruge kunstig intelligens med omtanke.
Formålet er at fremme demokratisk deltagelse, mindske risikoen for vildledning og skabe refleksion over, hvordan chatbots risikerer at fordreje virkeligheden, hvis man ikke bruger dem med en kritisk tilgang.
Læringsmål
• Kendskab til udbredelse af generativ AI.
• Kendskab til scraping, og hvad chatbots baserer svar på.
• Forståelse for konsekvenserne af, hvordan man prompter en chatbot.
• Kildekritik
• Refleksion over brugen af chatbots i forbindelse med valg.
Kernebegreber
• Confirmation bias.
• Scraping hos medier
• Prompting.
• Kildekritik.
• Høje/venstre-skala.
• Misinformation.
Forberedelse
1) Gennemgå baggrundsmaterialet.
Baggrundsmaterialet skal tjene til, at læreren har forståelse for lektionens tema og besidder den tilstrækkelige viden for at gennemføre lektionens oplæg.
Du kan tilgå baggrundsmaterialet her.
2) Gennemse gruppeøvelser.
Under ‘Gruppeøvelser’ finder læreren en beskrivelse af de gruppeøvelser, som eleverne skal udføre i løbet af lektionen suppleret med stof, som sammen med elevernes input skal danne rammen for opsamlingerne i plenum.
Du kan tilgå gruppeøvelserne her.
3) Forbered brug af chatbot.
Sørg forud for undervisningen, at eleverne har en chatbot til rådighed på enten telefonen eller computeren. Det kan være alle chatbots bortset fra SnapChats My AI, da den ofte helt nægter at give politiske råd.
4) Gennemse slideshow.
Slideshowet fremvises for eleverne under gennemførelsen af lektionen.
Du kan downloade slideshowet her: PowerPoint eller PDF.
Gennemførelse
1) Afspil video, der præsenterer eleverne for lektionens tema og formål. Du kan finde videoen her. Påbegynd derefter slideshow og præsenter forløbet på slide 1.
2) Introducer eleverne for lektionens læringsmål (Slide 2).
• Kendskab til udbredelsen af generativ AI.
• Kendskab til scraping, og hvad chatbots baserer svar på.
• Forståelse for konsekvenserne af, hvordan man prompter en chatbot.
• Kildekritik.
• Refleksion over brugen af chatbots i forbindelse med valg.
3) Eleverne udfører gruppeøvelse 1 (slide 3).
Inddel eleverne i grupper af tre og tre eller fire og fire og lad dem udføre følgende opgave:
a) Forestil dig, at du snart skal sætte dit kryds til folketingsvalget, og du er i tvivl om, hvem du skal stemme på. Hver elev bruger individuelt 5-10 minutter på at rådføre sig med sin foretrukne chatbot.
Hver elev tager derefter en kandidattest. Man kan eksempelvis tage TV2's, som ligger tilgængelig her.
Eleverne diskuterer derefter deres erfaringer i grupperne:
a) Hvilken chatbot brugte de?
b) Hvordan promptede de chatbotten?
c) Hvilken forskel var der på hjælpen fra chatbot og kandidattest?
d) Vil chatbotten anbefale dig nogen at stemme på?
Herefter er der opsamling og diskussion i plenum, hvor læreren tager udgangspunkt i de spørgsmål, de har diskuteret i grupperne (slide 4). Rund af med spørgsmålet:
e) Hvilke fordele og ulemper er der ved at bruge chatbotten i stedet for eller som supplement til en kandidattest?
4) Hold oplæg om confirmation bias og ledende spørgsmål (slide 5).
5) Eleverne udfører gruppeøvelse 2 (slide 6).
Inddel eleverne i grupper af tre og tre eller fire og fire og lad dem udføre følgende opgave:
Vælg en chatbot. Log ud, så der ikke er nogen historisk. Nu skal I som gruppe påtage jer et politisk udgangspunkt. Forestil jer nu, at I er enten:
• Fordelingspolitisk venstreorienteret.
• Værdipolitisk venstreorienteret.
• Fordelingspolitisk højreorienteret.
• Værdipolitisk højreorienteret.
På baggrund af oplægget om ledende spørgsmål og confirmation bias skal I udføre følgende opgave:
Via ledende spørgsmål - og opfølgende spørgsmål - ud fra jeres valgte politiske overbevisning skal du i en samtale med en chatbot opnå svar på følgende spørgsmål:
• Hvor stram/lempelig er udlændingepolitikken i Danmark?
• Hvor høj/lav er skatten i Danmark?
• Hvor ambitiøs/uambitiøs er klimapolitikken i Danmark, og bliver der brugt de rigtige metoder?
• Er det en god eller dårlig idé at privatisere på velfærdsområdet - fx ældreplejen?
Saml op i plenum, hvor grupperne deler deres svar.
• Fik de forskellige svar alt efter deres politiske overbevisning?
6) Hold oplæg om kildekritik og scraping (slide 7).
7) Eleverne udfører gruppeøvelse 3 (slide 8).
Inddel eleverne i grupper af tre og tre eller fire og fire. Alle grupper får tildelt et af de opstillingsberettigede partier til næste folketingsvalg.
På baggrund af oplæg om kildekritik og scraping skal grupperne udføre følgende opgaver:
• Vælg en chatbot, og log ud, så der ikke er nogen historik. Brug 5-10 minutter på at stille spørgsmål om jeres tildelte parti: Hvad står de for, og hvad er der blevet skrevet om dem i medierne det seneste år. Stil gerne opfølgende spørgsmål, og bed om kilder.
• Undersøg derefter rigtigheden af det, I har fået at vide af chatbotten. Find oplysninger om partiet på deres hjemmeside og led efter artiklerne om partiet - enten som webartikler eller på Infomedia/Retriever.
• Diskutér i gruppen, om oplysningerne, I fik fra chatbotten, stemmer overens med de kilder, I selv har fundet.
Saml op i plenum:
• Hvilke erfaringer havde grupperne?
• Diskutér, hvilke fordele og ulemper der kan være ved at få sit input fra chatbotten i forhold til massemedierne og partierne selv. Det kan tage udgangspunkt i kanyleteorien, hvis eleverne er blevet undervist i den.
8. Opsummér lektionens læringsmål og lad eleverne komme med input (slide 9).
• Kendskab til udbredelsen af generativ AI.
• Kendskab til scraping, og hvad chatbots baserer svar på.
• Forståelse for konsekvenserne af, hvordan man prompter en chatbot.
• Kildekritik.
• Refleksion over brugen af chatbots i forbindelse med valg.
Tilgå baggrundsmaterialet her.
Tilgå gruppeøvelserne her.
Tilgå videoen her.
Download slideshow: PowerPoint eller PDF.
Download samlet lektion (uden slideshow): Download PDF her.
Materialet er udarbejdet med støtte fra LB Foreningen og Illum-Fondet.
