Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Danmarks verdensmesterskab i grønt iværksætteri hænger i en tynd tråd

Faktatjek 9. maj 2018  -  3 min læsetid
This describes the image
Foto:

"Sådan Danmark, vi er er verdensmestre i grøn iværksætteri."

Sådan lyder det opmuntrende budskab fra Venstre, der fejrer Danmarks placering som grøn iværksætternation. Og førstepladsen er blevet fremhævet flere steder i den seneste tid, blandt andet i regeringens energiudspil. Men det er desværre ikke hele sandheden, skriver Politiken.

Baggrunden for det glade budskab er en topplacering i The Global Cleantech Innovation Index 2017, som er udarbejdet af Cleantech Group i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.

Rapporten har undersøgt, i hvilke lande det er mest sandsynligt, at grønne teknologivirksomheder opstår - og hvorfor. Og Danmark ligger rigtignok helt i top ud af de 40 lande, der er blevet undersøgt. Men selvom Danmark topper det grønne iværksætterindekset for 2017, har vi desværre allerede sat vores førsteplads over styr. I rapporten (side 14) står der:

"Danmark har imidlertid halveret sit grønne forsknings- og udviklingsbudget, siden målingerne til dette 2017-indeks blev foretaget, hvilket vil sænke landets samlede score og fjerne landet fra førstepladsen."

Danmarks nedskæringer i forskningsbudgettet er nævnt flere steder i rapporten, men det har regeringen tilsyneladende overset. Og det betød, at seniorrådgiver Hanne Jersild fra WWF Verdensnaturfonden, som har udarbejdet rapporten sammen med virksomheden Cleantech Group, var "ved at få teen i den gale hals", da hun læste regeringens energiudspil:

"Det fremgår klart af rapporten – allerede på side tre og flere andre steder – at hvis halveringen af energiforskningsmidlerne blev ført ud i livet, så ville Danmark miste sin førsteplads," siger hun til Politiken.

Og det bekræfter Brian Vad Mathiesen, der er energiprofessor fra Aalborg Universitet.

"Det fremgår helt tydeligt, at Danmark ikke har førstepladsen, når man tager besparelserne på forskningen med i betragtning. Vi var nummer 1 fra 2013 til 2015, men derefter er vi ikke længere nummer 1," siger han til Politiken.

Minister kaldt i samråd

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra energiminister, Lars Christian Lilleholt (V), som Socialdemokratiet i øvrigt har tænkt sig at kalde i samråd.

Ifølge klimaordfører Thomas Danielsen (V) har Venstre ikke tænkt sig at rette annoncen.

"Den er jo kørt. Det, der står i rapporten er, at vi er nummer 1. Udgangspunktet i 2016 var så, at vi med de besparelser, vi lavede på forskning, ville ryge ned fra førstepladsen. Vi har siden da skruet op for forskningsbudgettet igen, så det er lidt usikkert, hvilket niveau vi er på," siger han til Politiken.

Rapporten fra Cleantech Group nævner da også på side 14, at Danmark har lovet at hæve støtten til et bestemt område, nemlig Energy Technology Development and Demonstration, EUPD-programmet, fra 45 millioner dollars (280 millioner kroner) i 2015-2016 til 90 millioner dollars (560 millioner kroner) frem mod 2020.

Det er ifølge rapporten uvist, hvad det vil betyde for Danmarks placering som grønt iværksætterland.

LÆS OGSÅ: Bliver regeringens nye havvindmøllepark verdens største?

LÆS OGSÅ: Greenpeace fejler i faktatjek af Lars Løkke Rasmussens 'selvros'

LÆS OGSÅ: V-politiker mangler fakta, når han kalder regeringen grønnest

LÆS OGSÅ: Alternativet klandrer regeringen for koldt og vindstille vejr

LÆS OGSÅ: Er Danmark verdensmester i vedvarende energi?

Artiklen er produceret af Mandag Morgen for TjekDet
Opdateret 12. aug 2020