Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Billede af ulveflok fortæller ikke en historie om uselvisk lederskab fra bagerste geled

Faktatjek 19. okt 2021  -  2 min læsetid
This describes the image
Et billede af en ulveflok deles flere steder på Facebook. Billedet stammer i virkeligheden fra BBC-dokumentaren Den Frosne Planet. Foto: Chadden Hunter/Nature Picture Library Limited/Ritzau Scanpix
  • En række enslydende opslag med et billede af en ulveflok deles på Facebook

  • Opslagene opfordrer til, at man lader sig inspirere af ulvenes adfærd på billedet, hvor lederen ikke går forrest, men i stedet passer på sin flok fra bagerste geled

  • Men opslaget har misforstået ulvenes opstilling. Det er tværtimod netop lederen af flokken, der går helt i front

På Facebook deles et billede af en ulveflok vidt og bredt. På billedet kan man se en gruppe af ulve, der på række bevæger sig gennem dyb sne.

I opslagsteksten til billedet kan man læse, at de tre forreste ulve på billedet er gamle og syge, og at de er placeret forrest i rækken, så de hverken kan blive angrebet bagfra eller sakke bagud.

Og bagerst i flokken går lederen, den såkaldte alfa, der kan holde øje med og beskytte flokken, står der videre i opslaget.

Opslaget opfordrer til, at vi søger inspiration i ulvenes adfærd, hvor lederen ikke er en, der sætter sig selv først, men i stedet passer godt på sin flok.

En leder, der faktisk søger inspiration i ulves egentlige adfærd, vil dog lige præcis placere sig selv forrest. For selvom budskabet i sig selv er ganske harmløst, så er historien om ulvenes adfærd langt fra korrekt. 

Opslaget med ulveflokken er blevet delt af en lang række brugere på Facebook. (Foto: Skærmbillede fra Facebook)


Lederen går forrest

Billedet af ulvene stammer fra BBC-dokumentaren Den Frosne Planet fra 2011.

Billedet kan også findes i en artikel fra 2011 i The Guardian. Her kan man læse, at billedet er taget af Chadden Hunter, en australsk biolog og filmskaber.

I beskrivelsen til billedet står der, at billedet viser en flok ulve, der jager bisonokser i det nordlige Canada i Wood Buffalo National Park.

Flokken går på en lang række for at spare energi, når de skal gennem den dybe sne. Og derfor ledes flokken heller ikke af de gamle og syge ulve, som det ellers lyder i facebookopslaget. Det kræver nemlig mest energi at gå forrest og træde den dybe sne ned.

Ulveflokken ledes derfor i stedet af alfa-hunnen, kan man læse i The Guardian. Men netop begrebet alfa er faktisk ikke helt retvisende, når det kommer til ulve.

I hvert fald ikke ifølge David Mech, der foruden at være seniorforsker ved det amerikanske agentur U.S. Geological Survey og adjungeret professor ved University of Minnesota også har skrevet en række bøger om ulve.

Ifølge ham er det forkert at bruge ordet alfa, når man taler om en ulveflok. Det skyldes, at alfa normalt henviser til et dyr, der har opnået sin plads i flokken ved at vinde i kamp mod andre. For i en ulveflok opnår lederen i stedet sin position ved at få unger. Derfor mener David Mech, at det er mere retvisende at tale om “avls-ulven” eller “forældre-ulven” fremfor alfa-ulven.

Det kan man læse på det Internationale Ulve Centers hjemmeside, der også har faktatjekket billedet.

Opslag har floreret i flere år 

Allerede tilbage i 2015 kunne det amerikanske faktatjekmedie Snopes fortælle, at billedet af ulveflokken blev delt på Facebook med en misvisende tekst. 

Præcis samme tekst er sidenhen blevet oversat til flere forskellige sprog og delt i en række andre lande, inden historien fandt vej til danske facebookbrugere. 

Men hvor velmenende den end er, er historien altså ikke blevet mere sand, end da den blev delt første gang.

Opdateret 1. nov 2021