Udmelding bliver mistolket: Amerikansk sundhedsmyndighed har ikke indrømmet, at PCR-testen er komplet ubrugelig

Faktatjek 10. jan 2022  -  4 min læsetid
This describes the image
Foto: Alene i Danmark er der blevet udført mere end 55 millioner PCR-tests siden pandemiens start. Men nu bliver der (igen) sået tvivl om PCR-testens duelighed.  Jens Thaysen/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
  • Den amerikanske sundhedsmyndighed, CDC, har meddelt, at godkendelsen til at bruge PCR-testen ophører ved årsskiftet, fordi man ikke kan stole på testens resultater, da den ikke kan skelne mellem corona- og influenzavirus

  • Det påstås i hvert fald i flere opslag på sociale medier, som henviser til en artikel fra CDC

  • Men den udlægning af CDC's udmelding er helt forkert. CDC skriver derimod, at godkendelsen på ét PCR-testsystem trækkes tilbage, fordi der nu findes tests, som gennem en enkelt podning kan teste for både influenza- og coronavirus

  • Påstanden om, at CDC har droppet PCR-testen, florerede også i sommer, da CDC første gang orienterede om den nye test. Orienteringen var målrettet sundhedsprofessionelle, der udfører PCR-tests i USA

PCR-testen, der gennem hele coronapandemien er blevet brugt til at teste for coronavirus, er blevet erklæret ugyldig af den amerikanske sundhedsmyndighed CDC (Centers for Disease Control and Prevention).

Testen kan nemlig angiveligt slet ikke skelne mellem coronavirus og influenzavirus, og derfor har man med en positiv test i hånden ikke kunnet vide, om man var smittet med corona- eller influenzavirus. Af den grund har CDC trukket testen ud af markedet fra den 31. december 2021.

Det hævder i hvert fald en række opslag på sociale medier med henvisning til en artikel på CDC’s hjemmeside fra i sommer. Samme påstand med henvisning til samme CDC-meddelelse florerede også sidste år.

Men meddelelsen, der var målrettet sundhedsprofessionelle, der udfører PCR-tests i USA, blev dengang fortolket helt forkert, og det bliver den også nu.

CDC har nemlig ikke trukket godkendelsen på brugen af PCR-tests tilbage, fordi testene ikke kunne kende forskel på influenza- og coronavirus. Myndigheden har derimod trukket godkendelsen tilbage på én testtype, fordi der er udviklet nyere og mere effektive PCR-tests. De nye kan for eksempel teste for influenza- og coronavirus på samme tid, mens man tidligere var nødt til at bruge to forskellige tests for at afgøre, om en person var smittet med influenzavirus eller coronavirus.


Misforstået advarsel

CDC lagde den omtalte meddelelse på deres hjemmeside den 21. juli 2021. Her skriver de, at man fra den 31. december 2021 vil trække godkendelsen på testtypen 'CDC 2019-Novel Coronavirus (2019-nCoV) Real-Time RT-PCR Diagnostic Panel' tilbage.

Dermed er der ikke tale om PCR-tests generelt. Og i virkeligheden er der ikke tale om en fysisk PCR-test, men nærmere en protokol for, hvordan man udfører PCR-tests. Det pågældende testsystem var blandt de første, der kunne påvise, om en person var inficeret med SARS-CoV-2, virussen der fører til sygdommen covid-19.

I meddelelsen opfordrer CDC i stedet laboratorier til at overgå til en nyere såkaldt multipleks-testmetode, som er i stand til at påvise og skelne mellem både SARS-CoV-2 og influenzavirus.

Og den meddelelse er altså blevet misforstået.

PCR-testen er en sikker og velkendt testtype

Når man tester for ny coronavirus med en PCR-test, leder man efter virussens arvemateriale - det såkaldte RNA - ved at pode i enten næse eller hals med en podepind. Det er en meget følsom testtype, der kan påvise infektion med ny coronavirus ud fra meget små mængder af virussens RNA, fordi testen er i stand til at forstørre mængden af den virus, man tester for. Den beskrives samtidig som den mest sikre testtype, når man skal finde ud af, om en person er inficeret med ny coronavirus eller ej. 

 

Selvom de fleste danskere nok først har lært PCR-testen at kende i forbindelse med coronapandemien, så er det en ganske velkendt testtype, der allerede blev opfundet i 1985. Den kan indstilles til at lede efter en lang række virusser, herunder altså SARS-CoV-2, der er skyld i covid-19-sygdommen.

 

Kilder: Coronasmitte, Statens Serum InstitutThe polymerase chain reaction in the diagnosis and evaluation of pulmonary infections

Misforståelsen fik CDC til at udsende en ny meddelelse den 2. august, hvor de forsøgte at gøre klart, at godkendelsen til den specifikke testtype altså ikke trækkes tilbage, fordi den var ubrugelig. Testen er tværtimod med succes blevet brugt til at detektere SARS-CoV-2 siden februar 2020, hvor godkendelsen trådte i kraft, fremgår det af meddelelsen.

“CDC 2019-nCoV Real-Time RT-PCR Diagnostic Panel (den testtype, CDC tilbagetrækker godkendelsen for, red.) forveksler ikke influenza med SARS-CoV-2. Det er en meget nøjagtig test, der påviser tilstedeværelsen eller fraværet af SARS-CoV-2 viralt genetisk materiale i en patientprøve,” skrev CDC den 2. august.

At teste for to virusser på samme tid vil både kunne spare tid og ressourcer, lyder CDC's budskab.

Eksperter har da også forklaret, at det ville være teknisk umuligt for PCR-testen at blande de to virusser sammen, fordi den 'gamle' test kun har kunnet lede efter coronavirussens genmateriale.

Test flere gange angrebet med misinformation

Det er langt fra første gang, at PCR-testen bliver mødt med falske påstande, hvor hensigten tilsyneladende er at slå tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan afgøre, om man er smittet med coronavirussen.

For et år siden var det en udmelding fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der blev taget til indtægt for at have erklæret PCR-testen for upålidelig. Men det var (heller) ikke, hvad der stod i meddelelsen fra WHO. I stedet var budskabet, at sundhedsfaglig personale skulle være omhyggelige, når der tolkes på PCR-tests med høj ct-værdi. 

WHO præciserede meddelelsen efter TjekDets henvendelse

Også en påstand om, at opfinderen af PCR-testen, Kary Mullis, skulle have sået tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan stole på testens resultater, har cirkuleret ad flere omgange på nettet. 

“Med en veludført PCR-test kan man finde næsten hvad som helst i hvem som helst,” har han nemlig sagt til en paneldebat i 1997. Og det er altså  blevet brugt som bevis på, at PCR-testen er upålidelig i utallige danske og udenlandske opslag.

Men citatet er langt fra bevis på, at PCR-testen er upålidelig, viste TjekDets faktatjek af påstanden.

”Når Kary Mullis siger, at en veludført PCR kan finde nærmest hvad som helst i hvem som helst, så er forudsætningen for det, at det 'hvad som helst' rent faktisk er til stede – så kan du finde det med PCR. PCR finder ikke noget, som ikke er der,” sagde Gorm Lisby, overlæge på afdelingen for Klinisk Mikrobiologi ved Amager og Hvidovre Hospital, dengang til TjekDet. Desuden døde Kary Mullis den 7. august 2019, altså inden den verserende covid-19-pandemi startede.

Angiveligt skulle domstole i flere europæiske lande også have dømt PCR-testen ubrugelig. Men heller ikke her var der tale om et dødsstød til PCR-testen. 

Opdateret 10. jan 2022