Misvisende grafik: Disse billeder viser ikke, at mundbind giver allergisk reaktion
-
Fem billeder løber som en steppebrand på nettet
-
Billederne viser angiveligt børn og voksne, der har fået udslæt, sår og allergiske reaktioner af at bære mundbind
-
Men fire af billederne har intet med mundbind at gøre, mens det femte er manipuleret
-
De fleste, der oplever irritation og gener ved at bære mundbind, har i forvejen en hudsygdom i ansigtet
Udslæt, sår, allergiske reaktioner og voldsomme gener.
Det kan være konsekvensen af at bære mundbind, lyder det i adskillige opslag på Facebook i ind- og udland.
Særligt én grafik med fem forskellige billeder har spredt sig vidt og bredt. Men kun ét af de fem billeder viser reelt gener efter at have båret mundbind. Og et andet af billederne har været en tur omkring et billedbehandlingsprogram.
Det kan rigtignok være irriterende for huden at bære mundbind, og det kan i sjældne tilfælde give allergi, men det er hverken farligt eller skadeligt for huden, siger Tove Agner, der er klinisk professor ved Københavns Universitet og overlæge på Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital i København.
“Helt overordnet er det ikke noget, der er farligt for huden. Masser af mennesker har båret de her masker mange timer om dagen, mens de arbejder på hospitaler rundt om i verden,” siger hudlægen, der selv bærer maske på arbejdet under coronapandemien.
“Jeg bærer selv maske i store dele af min arbejdstid for tiden, og det er da ikke fantastisk sjovt. Det er faktisk rigtig irriterende. Der vil altid være nogen, der oplever mere ubehag ved at bære sådanne masker, men sådan er det jo også med islandske sweatre,” siger hun.
Ubehaget er særlig stort for mennesker, der i forvejen lider af hudsygdomme i ansigtet, som for eksempel eksem eller aknesygdomme.
TjekDet gennemgår herunder de fem billeder ét for ét.
Billede 1: Rød hud er ikke lig med allergi
Billedet viser en ung pige, der har udslæt i underansigtet. Det er pigens mor, der har lagt billedet på Facebook.
Moderen skriver i en tekst til billedet, at befolkningen på den ene side frygter covid-19, men samtidig er helt blinde for de allergiske reaktioner, der følger med at bære masker.
Men selv om pigen tydeligvis er rød om munden, betyder det ikke nødvendigvis, at hun har en allergisk reaktion.
"Hvis et udslæt under masken er til stede gennem flere dage og ikke svinder, kan det i sjældne tilfælde dreje sig om allergi. Men det kan kun påvises ved en allergitest hos hudlægen," siger Tove Agner fra Bispebjerg Hospital.
Hun bakkes op af en fransk kollega, der har set billedet af den unge pige med udslæt.
“Man kan godt være overfølsom uden at være allergisk. At huden er rød, betyder ikke, at masken indeholder allergifremkaldende stoffer,” siger Brigitte Milpied, der er dermatolog ved Universitetshospitalet i Bordeaux, til den franske avis Le Monde.
Billede 2: Kopieret fra Wikipedia
Billedet har absolut intet med mundbind at gøre.
Det viser tværtimod en lille dreng, der lider af hudsygdommen eczema herpeticum, som er en herpesinfektion.
Billedet stammer fra beskrivelsen af sygdommen på den engelske version af Wikipedia.
Wikipedia-billedet viser i øvrigt også tydeligt, at drengen er under 12 år. Dermed ville han herhjemme være undtaget fra at bære mundbind de steder, hvor det ellers er krævet.
Billede 3: Manipulerede mundbindsmærker
Billedet viser den italienske sygeplejerske Valeria Zedde, der er intensivsygeplejerske i Milano i Italien.
Hun lagde billedet på Instagram den 13. marts i år - se opslaget herunder - med beskrivelse af den vanskelige situation og det hårde arbejde, som det italienske sundhedsvæsen på daværende tidspunkt befandt sig i.
Valeria Zedde beskriver, at det er hårdt arbejde og ubekvemt at bære værnemidler, men understreger, at det ikke skræmmer hende og kollegerne.
Billedet af Valeria Zedde er blevet redigeret, så mærker fra mundbind er mere tydelige.
Senere billeder på Valeria Zedde instagramprofil viser da også, at mærkerne er forsvundet igen.
Billede 4: Skoldkopper fra iStockphoto
Brugen af mundbind vil for nogle mennesker resultere i gener, men det vil næppe føre til skoldkopper, som den lille pige på billedet er ramt af.
Billedet stammer fra fototjenesten iStockphoto, hvor man kan finde billeder af alverdens emner, situationer og personer.
Billedet her viser en lille pige, der har fået skoldkopper.
Og så er det i øvrigt lagt på iStockphoto tilbage i maj 2016, hvor ingen af os endnu kendte til covid-19.
Billede 5: Kronisk betændelse af huden i ansigtet
Her er tale om endnu et genrebillede fra en fototjeneste. Og heller ikke dette billede viser allergiske reaktioner af at bære mundbind.
I stedet lider kvinden på billedet nemlig af rosacea, der er en kronisk betændelse af huden i ansigtet.
Det er ikke en sygdom, man kan få af at bære mundbind. Men lider man af rosacea, kan den muligvis blive forværret af at bruge mundbind.
“Hos de fleste, der oplever irritation og gener ved at bære mundbind, skyldes det, at de i forvejen har en hudsygdom i ansigtet, som bliver forværret af at være gemt væk under et mundbind. Det er meget få, der oplever allergiske reaktioner,” siger Tove Agner fra Bispebjerg Hospital til TjekDet.