Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Billede vækker harme: DR anklages fejlagtigt for at vise Onkel Rejes blottede testikel på børnekanal

Faktatjek 10. maj 2023  -  5 min læsetid
Tjekdet
Onkel Reje og DR har de seneste uger mødt stor kritik på sociale medier, hvor der lige nu florerer et billede af Onkel Reje, der blotter en lille del af sin ene testikel. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
  • På sociale medier deler brugere et billede af Mads Geertsen, manden bag Onkel Reje, hvor man kan se en del af hans ene testikel

  • Ifølge flere er det et eksempel på seksualiseret indhold, der ikke egner sig til børn

  • Men billedet er heller ikke fra et børneprogram. Det stammer fra programmet ‘DR2 bringer musikken ud’ om musikfestivalen Copenhell fra 2020

  • Ifølge forskere fylder det ikke meget i Onkel Reje-universet, at han er letpåklædt, og det er heller ikke problematisk i et børneperspektiv, at han nogle gange er det

  • En kritiker af Onkel Reje holder fast i, at den blottede testikel er problematisk, også selvom det ikke indgår i et børneprogram

Karakteren Onkel Reje fra Danmarks Radios børneunivers er ifølge DR den seneste tid blevet udsat for chikane og trusler på sociale medier, og der har sågar været beskyldninger om pædofili rettet mod børnefiguren.

Løbende har Onkel Rejes kritikere delt eksempler på indhold, der ifølge dem er så seksualiserende, at det ikke egner sig til børne-tv.

Et af de eksempler er et billede af Mads Geertsen, manden bag Onkel Reje, hvor han sidder på et tæppe i en have uden andet tøj på kroppen end et par underbukser, som blotter en del af hans højre testikel.

Billedet bliver fortsat delt især på Twitter, hvor særligt et tweet fra tidligere politibetjent og nuværende ejendoms- og frihedsaktivist Lars Kragh Andersen er populært. Hans tweet med billedet er vist flere end 30.000 gange, og han omtaler desuden billedet i en video på sin YouTube-kanal, der har knap 48.000 abonnenter.

Null

Her kan man se billedet, der i øjeblikket florerer på sociale medier. Billedet stammer dog ikke fra et børneprogram, men fra DR2-programmet 'DR2 bringer musikken ud' om musikfestivalen Copenhell fra 2020. (Foto: Skærmbillede fra Twitter. Bragt med tilladelse fra DR) 


Men billedet stammer ikke fra et børneprogram. Det er fra programmet 'DR2 bringer musikken ud' om musikfestivalen Copenhell fra 2020, som ikke er blevet sendt på DR’s børnekanal, Ramasjang, men derimod på DR2.

Klippet, som du kan se her, er altså ikke produceret til børne-tv, oplyser Morten Skov Hansen, der er chef for DR’s børne- og ungdomsafdeling, til TjekDet.

“Det har intet med børneprogrammet ’Onkel Reje’ at gøre, og der er ikke nogen synlige kønsdele i Onkel Reje-universet.”

Cirkus Summarum 

Selvom DR altså ikke har vist Onkel Rejes testikel på børnekanalen, er det ikke uset, at Onkel Reje optræder letpåklædt i DR’s børneprogrammer. 

På sociale medier har flere af hans kritikere eksempelvis lagt mærke til Onkel Rejes påklædning under børneshowet Cirkus Summarum fra 2022, hvor han optræder i g–streng og BH.

Flere mener også, at det er uegnet for børn, når Onkel Reje i Cirkus Summarum optræder med sin ‘røvkanon’, hvor han i en stol sidder med spredte ben og beder en frivillig voksen installere kanonen mellem sine ben, så han kan prutte dartpile ud af røvkanonen. Andre kritikere har bidt mærke i, at Onkel Reje i samme forestilling kravler op på skuldrene af en akrobat, så hans skridt er placeret lige under akrobatens ansigt.

Null

Også dette billede bliver delt på Twitter som eksempler på, at Onkel Reje klæder sig upassende under børneshowet Cirkus Summarum i 2022. Men ifølge en forsker er der i forhold til børn intet problematisk i påklædningen. (Foto: Skærmbillede fra Twitter. Bragt med tilladelse fra DR)


Har man på baggrund af billederne, der florerer af en letpåklædt Onkel Reje, fået det indtryk, at han hele tiden render rundt i meget lidt tøj, er det ikke et retvisende billede. Det vurderer Andreas Lieberoth, der er lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i læring gennem medier.

“Han gør det nogle gange som en del af en historie eller som en joke for at levere et grin, men det er ikke hans standardfremtoning,” siger han.

Heller ikke Helle Strandgaard Jensen, der blandt andet forsker i børne-tv ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, opfatter det letpåklædte som et gennemgående tema i Onkel Rejes mange programmer og peger som eksempel på Onkel Rejes Sørøvershow, Onkel Rejes Julefis og Onkel Rejes Heavyband.

"Det var et tema i Cirkus Summarum-showet, men i de andre programmer er det altså ikke min opfattelse, at det fylder særlig meget," siger hun.


“Ser man det gennem udviklings- eller børnebriller, er der ikke noget specielt problematisk ved Onkel Reje”


Og ifølge Andreas Lieberoth er det ikke et udtryk for seksualiserende adfærd, at Onkel Reje har optrådt letpåklædt.

“Ser man det gennem udviklings- eller børnebriller, er der ikke noget specielt problematisk ved Onkel Reje andet end, at nogle måske kan føle sig stødt på deres værdier og holdninger,” siger han.

Han fortæller, at børn i børnehavealderen endnu ikke har udviklet evnen til at opfatte en bestemt beklædningsgenstand - eksempelvis en g-streng eller BH - eller en bestemt opførsel som noget seksuelt. 

“Et barn vil højst forstå det på samme niveau som pruttehumor, som også er en lille smule forbudt, men de griner af det, fordi det er lidt frækt og groft,” siger han.

Det er først i 6-8-års alderen, at børn begynder at opbygge viden og sprog om seksuelle temaer, selvom de heller ikke helt forstår dem. Ifølge Andreas Lieberoth vil et barn i den alder derfor heller ikke forbinde Onkel Reje med noget seksuelt, men derimod som en modpol til “normal voksenopførsel", fordi han opfører sig skørt og unormalt.

“Klovnens klovnerier, som her er Onkel Reje, vil ofte pege tilbage til det typiske, så børn i indskolingsalderen i mødet med ham bliver mere forvisset om det almindelige i at beholde bukserne på, end de bliver overbevist om, at det er en god ide at dukke op i underbukser til næste skolefest,” siger han og tilføjer:

“Det, Onkel Reje laver, er jo bevidst grænseoverskridende og er egentlig bare en version af noget, som børn gør allerede, når de leger og prøver grænser. Onkel Reje signalerer meget tydeligt, at det er for sjov, og børn kan sagtens forstå, hvad en overdrivelse er, når voksne puster sig op og overdriver at spille en bestemt rolle.”

DR2-indslag er "dybt upassende"

Lars Kragh Andersen, der også er kendt som Licens-Lars efter hans kamp mod licensbetalingen, er som nævnt en af dem, der har delt billedet på Twitter.

Han vil ikke stille op til interview, men i en mail holder han fast i, at DR2-indslaget med Onkel Reje er "dybt upassende", selvom indslaget, hvor billedet er hugget fra, altså ikke er målrettet børn. Ifølge ham er det underordnet, fordi Onkel Reje er en karakter kendt fra børne-tv.

"Desuden findes der lignede dybt upassende optrin fra indhold, der er lavet direkte til børn," skriver han og vedhæfter et billede fra showet Cirkus Summarum 2022, hvor Onkel Reje iført små underbukser ligger på ryggen på scenegulvet og slår sine ben lodret op i luften. Det er et af de billeder, der også er delt meget på sociale medier som kritik af Onkel Reje.

Artiklen fortsætter under billedet

Tjekdet
En lille skare af Onkel Reje-kritikere mødte mandag den 8. maj op foran DR Byen for at vise deres utilfredshed. Blandt andet skrev de med kridt på jorden, at Onkel Rejes såkaldte røvkanon skal stoppes. På sociale medier deler utilfredse brugere billeder af røvkanonen som et eksempel på, hvad de finder problematisk. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter TjekDets henvendelse har Lars Kragh Andersen lagt en video op på Youtube, hvor han siger, at han ville have brugt et andet billede, hvis han havde vidst, at billedet ikke er bragt som børne-tv.

"Hvis jeg havde vidst, at det hang sådan sammen - den her lillebitte, bitte nuance - så ville jeg måske bare have bragt det her billede," hvorefter han viser føromtalte billede fra Cirkus Summarum, hvor Onkel Reje ligger på scenegulvet i små underbukser med benene i vejret.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

OPDATERING | 17-05-2023 | KL. 13:08

Det er præciseret i artiklen, at oplysningen om, at Onkel Reje har modtaget trusler på sociale medier, kommer fra Danmarks Radio. De oplyser, at de ikke vil fremvise dokumentation for truslerne, da de er anmeldt til politiet.

Opdateret 17. maj 2023