Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Kritikere af Onkel Reje anklages for at være konspirationsteoretikere. Og forbindelsen er til at få øje på

Indsigt 4. maj 2023  -  7 min læsetid
Tjekdet
Manden bag Onkel Reje har sygemeldt sig efter chikane og hetz på sociale medier. Flere af kritikerne kobler kritikken af DR-figuren til velkendte konspirationsteorier. Foto: Camilla Stephan/Ritzau Scanpix
  • Den populære og til tider politisk ukorrekte DR-børnefigur, Onkel Reje, har de seneste dage været udsat for grov chikane på sociale medier, og manden bag, Mads Geertsen, har derfor sygemeldt sig

  • I den groveste ende af anklagerne er Onkel Reje blandt andet blevet beskyldt for at være pædofil

  • Flere af anklagerne synes at komme fra konspiratoriske kredse, og ifølge forskere er pædofilianklager langt fra et nyt fænomen i konspirationsteorier

  • Helt tilbage til middelalderen er der eksempler på pædofilianklager i konspirationsteorier, hvor de historisk er blevet brugt til at fremstille en fælles fjende i form af en hemmelig magtfuld elite, der vil have kontrol over verdens befolkning

Mads Geertsen, manden bag den piberygende og til tider politisk ukorrekte børnefigur Onkel Reje, er sygemeldt på grund af hetz og chikane på sociale medier.

Kritikken spænder bredt, men i den mere grove ende beskyldes Onkel Reje for at være pædofil. Og det er faktisk ikke første gang, at en karakter, der har til formål at underholde børn, sættes i forbindelse med pædofili.

En anden figur fra DR’s børneunivers, John Dillermand, har været genstand for samme kritik, og så sent som i marts rasede debatten også, da to drag queens under stort palaver skulle optræde for børn på Frederiksberg Hovedbibliotek.

De grove - og udokumenterede - påstande om Onkel Reje har ført til anklager om, at hans kritikere er konspirationsteoretikere. Og selvom mange kritikere måske bare synes, at Onkel Reje-universet ikke lige falder i deres smag, så er der adskillige eksempler på, at modstandere af DR-figuren taler ind i velkendte konspirationsteorier, når de retter kritik af ham.

Det vurderer forskere på baggrund af TjekDets research på sociale medier. Og det overrasker dem ikke, for i historiens løb har pædofilianklager nemlig igen og igen været helt centrale i konspirationsteorier. 

Men hvorfor egentlig? Og hvorfor dukker de op herhjemme netop nu?


Jødehad, Trump-tilhængere og satanistiske ritualer  

Søndag den 4. december 2016 går en 28-årig amerikansk mand ind på et pizzeria i Washington D.C. i USA. Med sig har han en riffel, som han kort efter begynder at skyde med.

Pizzeriaet hedder Comet Ping Pong, og inden den decemberdag i 2016 har det været genstand for stor polemik. På sociale medier løber nemlig et rygte om, at det er hjemsted for en lyssky pædofiliring drevet af den amerikanske præsidentkandidat Hillary Clinton og med andre dele af den amerikanske elite som medlemmer. Med skyderiet kulminerer måneder med trusler mod pizzariet fra vrede tilhængere af den konspirationsteori, der har fået tilnavnet ‘pizzagate.’

Heldigvis kom ingen til skade under skyderiet i 2016, og den 28-årige mand blev efterfølgende anholdt af politiet. Men det blev ikke enden på forestillinger om elitære pædofiliringe drevet af en magtfuldkommen elite. 

I ryggen havde den 28-årige mand nemlig millioner af amerikanere, der ligeledes troede på teorien, og da den Trump-venlige QAnon-bevægelse tog sin spæde begyndelse året efter i oktober 2017, tog den pizzagate-teoriens forestillinger med sig.

Tjekdet
Da en 28-årig mand affyrede skud på et pizzariaet Comet Ping Pong i Washington D.C. i 2016 var det, fordi han mente, at pizzariaet var hjemsted for en elitær pædofiliring drevet af den daværende præsidentkandidat Hillary Clinton. Den 28-årige mand troede - ligesom millioner af andre amerikanere - på den såkaldte pizzagate-teori, hvis tankegang senere blev optaget af QAnon-bevægelsen. Foto: Shutterstock

QAnon-bevægelsen, der siden har vokset sig til tidens måske mest afgørende konspirationsteori, bygger grundlæggende på en forestilling om, at verden er styret af en magtfuld elite, der ikke alene er pædofile, men også satanister, der bedriver grusomme ritualer med børn som ofre. Ifølge nyere tal kan 17 procent af den amerikanske befolkning betragtes som tilhængere af den i en eller anden grad, og teorien har i dag også tilhængere på tværs af Europa.

Men både pizzagate-teorien og QAnon-bevægelsens forestillinger om pædofile magthavere står på skuldrene af ældgamle konspirationsteoretiske forestillinger om bestemte samfundsgruppers forsøg på at overtage magten, fortæller Rikke Peters, der forsker i konspirationsteorier ved HistorieLab, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

“Faktisk kan vi spore det helt tilbage til middelalderen,” siger hun og fortsætter:

“For eksempel har der på forskellige tidspunkter under Den Sorte Død og andre pestepidemier været konspirationsteorier om, at jøder stod i ledtog med djævlen og kidnappede kristnes børn og udførte satanistiske ritualer med dem,” siger hun.

“Dengang handlede det knap så meget om pædofili. Det var nærmere en antisemitisk anklage, hvor man fik sine fjender eller dem, man havde et problem med, til at fremstå som de ondeste i verden ved at påstå, at de gjorde ubehagelige ting mod børn,” tilføjer Kasper Grotle Rasmussen, der forsker i konspirationsteorier ved Syddansk Universitet.


“Konspirationsteorier spiller på frygt og vrede, fordi man på den måde kan mobilisere folk og skabe en folkelig modstand ved at udpege en fælles fjende”


Eksempelvis har der i historiens løb også været mange teorier om, at nogen drak blod fra børn, siger han.

“En smule længere op i tiden så man også forestillinger om ritualer, satanisme og indtagelse af blod fra børn i forbindelse med hemmelige selskaber som for eksempel frimurerne,” siger han og tilføjer:

“Og under coronapandemien udtrykte nogen deres utilfredshed med magten og coronahåndteringen ved at kalde magthaverne pædofile og måske endda satanister.”

Alligevel er det nyt for Rikke Peters, at pædofilianklagerne i konspirationsteoretiske miljøer herhjemme tager den form, som de har gjort i sagen om Onkel Reje eller i forbindelse med dragshowet på Frederiksberg Hovedbibliotek i København.

“Den her særlige drejning, som jeg vil mene, man godt kan kalde ekstremistisk, hvor det går hen og bliver personligt hetzende med opfordringer til handling, det har vi ikke set før herhjemme,” siger hun.

Frygt, vrede og en fælles fjende

Der er en helt særlig grund til, at netop anklager om pædofili og mishandling af børn går igen gang på gang i historiens konspirationsteorier, siger Rikke Peters.

“Konspirationsteorier spiller på frygt og vrede, fordi man på den måde kan mobilisere folk og skabe en folkelig modstand ved at udpege en fælles fjende. Under corona spillede konspirationsteorierne både på frygt og vrede, men i det her tilfælde med pædofilianklagerne spiller de nok mest på vrede,” siger hun og fortsætter:

“Og hvad kan gøre os mere vrede end tanken om pædofili og misbrug af børn? Det er jo noget af det mest afskyelige, vi stort set alle sammen kan forestille os. Derfor er de her pædofilianklager ekstremt virkningsfulde.”

Den fælles fjende for de konspirationsteoretiske miljøer er i øjeblikket i meget høj grad LGBTQ-miljøet og hele den såkaldte woke-bevægelse, siger Rikke Peters. Det er også derfor, diskussioner om transkønnethed i øjeblikket fylder meget i de konspirationsteoretiske kredse, forklarer hun.

“På den måde får transpersoner, feminister og woke-bevægelsen i øjeblikket lidt samme rolle, som jøder har haft - og fortsat har - i mange internationale konspirationsteorier,” siger hun.

En trend fra udlandet

TjekDets har fundet flere eksempler på, at hovedpersonerne bag kampagnen mod Onkel Reje og dragshowet på Frederiksberg Hovedbibliotek i flere år har været en del af de konspirationsteoretiske kredse, der blandt andet har rettet skarp kritik af coronahåndteringen og særligt coronavaccinerne.

Det samme har Rikke Peters lagt mærke til under sin research af miljøerne på sociale medier.

“Vi ser i de danske konspirationsteoretiske miljøer, at de her pædofilianklager trender i tiden. Som konspirationsforsker ser jeg det ikke som spor usædvanligt, at anklagerne kommer fra de miljøer, fordi pædofilianklager jo netop har en meget lang historisk tradition bag sig,” siger hun.


Og det er ikke nødvendigvis helt tilfældigt, at de konspiratoriske stemmer den seneste tid har kastet sig over Onkel Reje. 

Rikke Peters forklarer, at der blandt de amerikanske konspirationsteoretikere i længere tid har været fokus på seksualisering af børn, kønsdebat og anti-wokeness, og at det ofte smitter af i de danske kredse. På den måde opstår der visse trends i miljøerne.

“Før dragshowet på Frederiksberg kørte der for eksempel en hadkampagne mod den britiske sanger Sam Smith, der internationalt blev udsat for lidt af den samme hetz, som Onkel Reje oplever nu, blandt andet fordi Sam Smith stod frem som nonbinær og til tider optræder i drag,” siger hun og tilføjer:

“Det er den trend, der kører lige nu. Om et halvt år vil vi måske se noget andet, selvom hadet mod transpersoner nok vil fortsætte."

Kritiker af Onkel Reje: Staten har en agenda

En af de første på banen i kritikken af Onkel Reje er Vivian Alexandru. Hun står bag facebooksiden ‘Stop Onkel Reje og John Dillermand’, og så er hun uddannet folkeskolelærer og mor til to børn.

Facebooksiden oprettede hun efter at have set et klip fra et DR-program, hvor Onkel Reje optræder for et publikum. Her lader han, som om han skyder dartpile ud af en kanon, der er monteret til hans underbukser, så det ligner, at han skyder pilene af sted fra anus. Senere i showet optræder han også kun iført BH og trusser.

“Det er et problem, hvis sådan en opførsel normaliseres. Hvis man siger, at det er normalt at indsætte en kanon i anus, så vil børn begynde at gøre det selv og gøre det ved hinanden,” siger Vivian Alexandru til TjekDet.

“Selvom Onkel Reje bliver beskrevet som antiautoritær, så er han uanset hvad et forbillede for børn. De vil se ham som eksemplarisk,” siger hun.

Hun har ikke selv kaldt Onkel Reje pædofil, siger hun. Men hun har delt opslag på sin facebookside, hvor der spekuleres i, at han kan være det. Og hun vil da heller ikke selv afvise det.

“Jeg kan hverken be- eller afkræfte det. Og det er mit standpunkt. For jeg ønsker heller ikke, at mennesker skal bagvaskes,” siger hun.

Tjekdet
Vivian Alexandru blev i 2021 sigtet for at fremsætte trusler mod statsminister Mette Frederiksen, efter hun delte et billede fra en demonstration, hvor der blev tændt ild til en dukke med et billede af statsministerens ansigt påklistret. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Vivian Alexandru har også tidligere engageret sig kritisk i debatten om coronahåndteringen og -vaccinerne og har deltaget i flere demonstrationer. I marts 2021 blev hun anholdt for på sin facebookprofil at dele et billede af en brændende dukke påklistret både statsminister Mette Frederiksens ansigt og en seddel med teksten "hun må og skal aflives". Hun blev sigtet for at true statsministeren, men sagen blev senere droppet.

I 2021 stillede hun op som kandidat til byrådet i Aarhus under liste Q. Med inspiration fra QAnon-bevægelsen var hendes mærkesager blandt andet at redde børn fra “satanistiske pædofile.” Og det er med samme mission i baghovedet, at hun nu protesterer mod Onkel Reje og John Dillermand.

“Hvis der er nogen som helst sandhed i, at der eksisterer en bagvedliggende agenda med Onkel Reje, så ville det jo også stemme ret godt overens med den teori, Q (ophavspersonen eller -personerne til QAnon-bevægelsen, red.) præsenterede,” siger hun.

Hun mener, at DR’s programmer med Onkel Reje indeholder skjulte budskaber, der sætter sig fast i børns bevidsthed. Og det er budskaber, staten ønsker at understøtte, siger hun og peger på, at DR modtager penge af staten. Derfor er hun ikke i tvivl om, at staten har en agenda, når statskroner på den måde finansierer børne-tv med figurer som Onkel Reje.

“Der er en overordnet plan om, at vi skal være fuldstændig digitalt og socialt kontrollerede og tænke, hvad staten ønsker vi skal tænke. Og der er Onkel Reje sat ind i en kontrolleret position,” siger hun.

Hun er ikke bange for at kalde sig selv konspirationsteoretiker, selvom hun mener, at stemplet er stigmatiserende.

“At kalde os konspirationsteoretikere undskylder ikke den diskrimination og nedladenhed, vi bliver mødt med,” siger hun og fortsætter: 

“Jeg ville ønske, at folk med lidt respekt i stedet ville kalde os for sandhedssøgende, hvis de vil se folk som ligeværdige mennesker.”

TjekDet har været i kontakt med kvinden, som på både sociale medier og i nyhedsartikler har ledt an i kritikken af Onkel Reje. Hun vil dog ikke udtale sig til TjekDet.

Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.

Opdateret 10. maj 2023