Eliten gjorde det! Velkendt konspirationsteori tager ny form efter naturbrandene på Maui
-
Ifølge en konspirationsteori, der breder sig på sociale medier, står en såkaldt elite bag brandene på den hawaiianske ø Maui
-
Det gør de med et våben, som udsender laserstråler, der undgår at ramme blå genstande, og ifølge teoriens tilhængere er flere kendte menneskers ejendomme da også på belejlig vis malet blå
-
Men flere af de kendisser, der påstås at have blå huse på Maui, har det slet ikke
-
Og de mange videoer og billeder, der deles som bevis for en planlagt katastrofe, fortæller i virkeligheden en anden historie
-
At brandene på Maui skulle være planlagt, er bare ét af flere eksempler på konspirationsteorier om menneskeskabte naturkatastrofer
De omfattende naturbrande på Maui er ikke opstået ved et uheld.
De er påsatte brande, og bagmændene er “eliten”, der med laserstråler fra oven forsøger at tilrane sig mere jord på den populære ferieø i Stillehavet.
Sådan lyder en konspirationsteori, som er blevet delt på sociale medier, siden brandene begyndte at hærge den hawaiianske ø den 8. august.
I opslagene på sociale medier deles et billede af en artikel, der fortæller, hvordan kendte mennesker som Barack Obama, Oprah Winfrey og Tom Hanks maler deres huse på Maui blå. Og her ligger beviset for elitens skumle plan tilsyneladende, for de ødelæggende laserstråler styrer ifølge konspirationsteorien uden om den blå farve.
Som bevis for teorien bruges også videoer og billeder, der angiveligt viser, at Maui rammes af stråler fra det ydre rum.
Men artiklen, der deles på sociale medier, er fabrikeret, og videoerne og billederne stammer ikke fra Maui. Desuden har flere af de nævnte kendisser slet ikke hus på øen.
Men der findes faktisk et våben, som hedder Direct Energy Weapon (DEW) – og tidligere på sommeren blev det også beskyldt for at stå bag de store skovbrande i Canada.
Obama har hus på naboø
Artiklen, der angiveligt skulle bevise, at kendisser maler deres huse på Maui blå, deles på sociale medier som et skærmbillede.
På skærmbilledet kan man blandt andet se to separate billeder. Et billede af Oprah Winfrey og et billede af et blåt hus ved vandet. Under billederne kan man læse overskriften: “Hvorfor maler kendisser deres Maui-huse i den samme, underlige blå farve?”.
Nederst på skærmbilledet kan man se, at den er skrevet af Mikki Brammer og Elizabeth Fazzare. De to står i hvert fald på artiklens byline.
Men søger man på Google efter deres navne, kommer der ingen artikler om blå huse på Maui frem.
Til gengæld viser der sig en artikel om design-trends i 2022 fra hjemmesiden Architectural Digest, som Mikki Brammer og Elizabeth Fazzare står bag. Artiklen er udgivet den 18. oktober 2022. Samme dato fremgår på skærmbilledet på X, så her er det første tegn på, at skærmbilledet måske er fabrikeret
Der er tydelige sammenfald mellem artiklen, der sætter spørgsmålstegn ved, at kendte mennesker angiveligt maler deres huse på Maui blå, og en artikel fra Architectural Digest om indretning. Blandt andet er forfatterne og udgivelsesdatoen identiske. Men kun artiklen om boligindretning eksisterer rent faktisk.
Hvis man så retter fokus mod det blå hus på skærmbilledet fra X, finder man ud af, at det slet ikke ligger på Maui, men derimod på en naboø ved navn Molokai. Det blå hus var til salg tilbage i 2020, og billedet i artiklen er hugget fra salgsannoncen.
Vi kan ikke finde information på, at det blå hus på Molokai skulle være ejet af Oprah Winfrey eller af Barack Obama, Clinton-familien, Tom Hanks, Ellen DeGeneres, Chrissy Teigen eller Kid Rock, som også bliver nævnt på skærmbilledet på X.
Af de kendte som nævnes på skærmbilledet, kan vi kun finde information om, at Oprah Winfrey ejer land på Maui. På den amerikanske entertainers egen hjemmeside kan man se billeder og beskrivelser af hendes hus på øen. Men det er tydeligvis ikke blåt.
Barack Obama har heller ikke et hus på Maui. Men det er tæt på. Han har en ejendom på naboøen Oahu, men det er i øvrigt heller ikke blåt.
Desuden tyder intet i TjekDets research på, at de andre kendte, som nævnes i opslaget, har boliger på Maui. Vi har rakt ud til dem alle, men ingen af dem er ved artiklens deadline vendt tilbage med svar.
Årsag til brande fortsat ukendt
Særligt én video bliver delt som bevis for, at laserstråler fra energivåben stod bag brandene på Maui. I klippet ser man, hvad der ligner en lysstråle, som sætter ild i en bygning i en tætbefolket by.
Og videoen er sådan set ægte nok. Men den stammer fra en eksplosion i en transformator i Chile.
Kigger man nærmere på videoen, kan man ved at sænke videoens hastighed se, at eksplosionen sker inde i selve bygningen. Herefter kan man se lysstrålen, så det er altså ikke den, der er skyld i eksplosionen.
Den samme konklusion er det britiske faktatjekmedie Fullfact kommet frem til.
Et billede af en lang lysstråle, som går lige op i luften, er også blevet delt i forbindelse med brandene på Maui. Men billedet forestiller ikke et angreb med en laserstråle fra det ydre rum.
Den viser i stedet opsendelsen af en SpaceX Falcon 9-raket i Californien tilbage i 2018. Billedet blev første gang delt på SpaceX’s egen Instagram-profil.
Fra officielt hold er der endnu ikke fastlagt en årsag til brandene på Maui, men ifølge New York Times vurderer eksperter, at en mulig årsag kan være, at kraftig vind har blæst elledninger omkuld, som har tændt en gnist.
Myndighederne arbejder også med en teori om, at ilden startede grundet nedfaldne træer, som har ramt elledninger. Det har et overvågningskamera i Mauis fuglekonservationscenter blandt andet fanget den 7. august.
Artiklen fortsætter under billedet
Ond elite gør historien saftig
Det er ikke nyt, at en konspirationsteori opstår i kølvandet på en katastrofe. Sådan lyder det fra Gwenaëlle Bauvois, som er sociolog ved Helsinki Universitet, hvor hun forsker i blandt andet konspirationsteorier.
Hun forklarer, at folk bruger konspirationsteorier til at forstå ekstraordinære katastrofer, som de føler sig magtesløse over for. I sådan en situation dæmper det angsten at flytte fokus, så det i stedet handler om at finde nogle skyldige og på den måde forklare det uforklarlige.
“Vi har faktisk været vidner til en bølge af misinformation og usandheder i 2023 som forsøg på at forklare de usædvanlige naturfænomener denne sommer i form af oversvømmelser, naturbrande og ekstreme hedebølger. Naturbrandene er bare en af en lang liste,” skriver Gwenaëlle Bauvois i en mail.
Hun nævner som et andet eksempel oversvømmelserne i Italien i maj 2023, som ifølge en konspirationsteori skyldtes såkaldt cloud-seeding, som er en metode til at modificere vejret. Den teori blev tilbagevist af det italienske faktatjekmedie Facta.news.
Det kommer heller ikke bag på Gwenaëlle Bauvois, at en række kendte mennesker, der kan siges at være en del af en elite, er medskyldige – altså ifølge konspirationsteorien om Maui.
“At give den såkaldte elite skylden for forfærdelige ting – i dette tilfælde naturbrande – er en klassisk komponent. Når magtfulde og kendte personer angiveligt er involveret, bliver historien også mere saftig og er på den måde mere tilbøjelig til at sprede sig og skabe opmærksomhed,” forklarer Gwenaëlle Bauvois og tilføjer:
“Hele idéen med sammensværgelser er, at nogen konspirerer mod os – “folket” – og hvem kan ellers konspirere og organisere skumle ting i større skala end den såkaldte elite?”
Hvis du kan lide vores artikler og vil være sikker på ikke at gå glip af den nyeste, så følg os på Facebook ved at klikke her.