Bemærk Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Vi skal intet eje: Pernille Vermund vækker konspirationsteoretikerne midt i valgkampen

Faktatjek 27. okt 2022  -  10 min læsetid
This describes the image
Pernille Vermund (NB) har fået mere end 2.000 delinger på sit facebookopslag om World Economic Forum, som ifølge hende forudser, at vi i fremtiden intet ejer. Det afviser flere forskere dog.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
  • Ifølge World Economic Forum (WEF), som er en organisation, der diskuterer verdens problemstillinger, vil vi i fremtiden intet eje - kun leje

  • Det mener Pernille Vermund fra Nye Borgerlige

  • Men det afviser flere forskere, som TjekDet har talt med

  • I stedet er det en konspirationsteori om WEF, Pernille Vermund taler ind i med sin kritik

I et længere facebookopslag fra den 19. oktober tordner Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, mod World Economic Forum (WEF), en international organisation, der diskuterer verdens økonomiske problemstillinger - ifølge hende med et globalistisk-socialistisk udgangspunkt.

Det er blandt andet Pernille Vermunds indtryk, at WEF spår en fremtid, hvor almindelige mennesker intet ejer, men i stedet skal leje. Og det strider imod hendes borgerlige sind.

Men ifølge forskere, TjekDet har talt med, taler Pernille Vermunds kritik af WEF ind i en konspirationsteori. 

Organisationen har aldrig foreslået, at almindelige mennesker intet skal eje. Det mener nogle konspirationsteoretikere dog, blandt andet på grund af et seks år gammelt blogindlæg på WEF's hjemmeside. Blogindlægget er skrevet af det danske folketingsmedlem Ida Auken (S), der forestiller sig en fremtid, hvor deleøkonomi har spredt sig til hele samfundet.


 

Her kan man se Pernille Vermunds oprindelige facebookopslag, som hun senere rettede efter TjekDets henvendelse. Hun præciserede i opslaget, at der er tale om en forudsigelse fra WEF's side. Foto: Skærmbillede fra Facebook


Mellem konspiration og politik

I juni 2020 præsenterede WEF, med stifter Klaus Schwab i spidsen, et initiativ om at gentænke verdensøkonomien og de overordnede strukturer i vores samfund, der ifølge organisationen skaber ulighed, klimaforandringer og økonomiske kriser. WEF så nedlukningerne verden over i forbindelse med coronapandemien som en anledning til at lave en stor nulstilling, og de kaldte det 'The Great Reset'.

Det blev senere også navnet på en konspirationsteori om, at der findes en lille, magtfuld elite, som vil indføre et globalistisk-socialistisk styre med en dagsorden om at få fuld magt over befolkningen. Og Corona-virussen er ikke en anledning, men et middel; nedlukningerne har gældsat mange små virksomheder, restriktionerne gav myndighederne kontrol over befolkningen, og vacciner med mikrochips muliggjorde overvågning, lyder teorien.


This describes the image
Schweiziske Klaus Schwab (tv.) stiftede i 1971 organisationen World Economic Forum. De samler en gang om året politikere, forretningsfolk, organisationer og andre magtfulde stemmer til et topmøde i Davos i Schweiz for at debattere og finde løsninger på presserende globale udfordringer. Foto: Gian Ehrenzeller/EPA/Ritzau Scanpix

Et af tiltagene er ifølge konspirationsteorien, at man vil fjerne ejendomsretten, så almindelige mennesker i fremtiden ikke skal eje noget som helst. I sit oprindelige opslag skrev Pernille Vermund: “Ifølge WEF skal vi intet eje, men leje”. Og ifølge Mette Bengtsson, der er lektor ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i konspirationsteorier, taler Pernille Vermund altså ind i konspirationen. Efter TjekDets henvendelse har partilederen præciseret i opslaget, at der er tale om en forudsigelse fra WEF’s side. 

Det gør dog ikke opslaget mindre konspiratorisk, vurderer Mette Bengtsson. 

“Pernille Vermund bruger nogle nøgleord, der indirekte taler til dem, der tror på teorien, men også i høj grad dem, der i det hele taget er i opposition til det etablerede system,” siger hun.

Hun nævner som et andet eksempel, at Nye Borgerlige-formanden skriver, at vi ifølge WEF’s forudsigelser skal tvinges til at spise mindre kød og erstatte det med insekter.

Og den indirekte måde, Pernille Vermund henvender sig til tilhængerne af konspirationsteorien på, er ifølge Mette Bengtsson ret raffineret: de læser det, som om hun taler til dem, mens Pernille Vermund kan sige, at det blot er en borgerlig kritik af WEF. 

“Hvis man kigger ned gennem kommentarsporet, er der ret godt belæg for, at hun kalder konspirationsteoretikerne frem. Og jeg ser det som noget nyt, at en repræsentant fra Folketinget kobler konspirationsteorien til det politiske system.”

Mette Bengtsson peger eksempelvis på en facebookbruger, der skriver: "I mere end to år, er folk blevet udskammet som værende konspirationsteoretikere, hvis dette er blevet nævnt (...) I er det eneste parti som rent faktisk råber op og oplyser folk."

 


 

Når man scroller ned gennem opslagets kommentarspor, kan man ifølge forskerne se, at flere brugere bringer konspirationsteorien om WEF og The Great Reset i spil. Foto: Skærmbillede fra Facebook  


 

Rikke Alberg Peters, ph.d. og lektor på HistorieLab ved UCL og forsker i konspirationsteorier, er enig. Selvom Pernille Vermund ikke direkte nævner konspirationsteorien, kan opslaget let opfattes som antydninger af en større sammensværgelse.

“Idéen om, at der er en verdenselite, der mødes og lægger planer om at overtage verdensherredømmet, har vi historisk set føre til konspirationsteorier, og den idé vækker hun til live,” fortæller hun.

“Hun tager fat i noget af det, som WEF er blevet kritiseret for, men i høj grad også de ting, der spiller ind i konspirationsteorierne. Så de folk, der læser det og ved, hvad hun hentyder til, er ikke spor i tvivl om, hvad hun mener.”

Ifølge Rikke Alberg Peters er det en klassisk, populistisk retorik til at skabe vrede og frygt for, at vores nationale selvbestemmelse sættes ud af kraft. Og det kan give politiske point midt i en valgkamp, siger hun.

Fejlagtig opfattelse

Når Pernille Vermund spekulerer i, om WEF’s bud på fremtiden bliver til virkelighed, tyder det på, at hun ikke har sat sig ind, hvad WEF beskæftiger sig med, vurderer den svenske sociolog Adrienne Sörbom, som har skrevet en bog om WEF’s magt. 

“Forudsigelser er noget af det, WEF primært beskæftiger sig med, og de ændrer sig hele tiden. Det er en fundamental misforståelse at tro, at den konkrete forudsigelse er en idé, de advokerer for. For WEF handler det i højere grad om at tiltrække opmærksomhed,” siger hun.

Og hvis man frygter, at WEF er en magtfuld elite, som vil indføre et globalistisk-socialistisk styre, bør man ifølge Adrienne Sörbom slå koldt vandt i blodet. Konspirationsteorien om WEF puster dem nemlig op til noget meget større, end de egentlig er, siger hun.

“Man er nødt til at huske på, at WEF blot er en organisation. De har holdninger til ting, men holdningerne har ingen juridisk virkning. De er ikke FN eller Den Internationale Valutafond. De arbejder nærmere ligesom Røde Kors, Amnesty International og Greenpeace.”

Snarere den ypperste kapitalisme

TjekDet har spurgt Nye Borgerlige, hvor de ser, at WEF skulle ønske en fremtid, hvor ingen ejer noget. Partiet henviser til en artikel på WEF’s hjemmeside

I artiklen diskuteres løsninger på en økonomisk krise i Sri Lanka, der har kastet landets middelklasse ud i fattigdom. En af de løsninger, der bliver nævnt, er såkaldt præstationsøkonomi, som ifølge artiklen er en af principperne i deleøkonomi.


“Så gik det lige pludselig amok i en konspirationsteoretisk retning med næsten daglige henvendelser og dødstrusler fra hele verden”


Men Michael Søgaard Jørgensen, der er lektor i cirkulær økonomi ved Aalborg Universitet, kan ikke få den henvisning til at hænge sammen med påstanden i Pernille Vermunds facebookopslag.

“Det er rigtigt, at der står i artiklen, at nogle få ejer det hele. Men det handler jo ikke om en virkeliggjort socialisme, for der står jo ingen steder, at det er staten, der skal eje det hele. Der er snarere tale om virksomheder som AirBnB og ShareNow, der ejer nogle aktiver og lejer dem ud,” siger han.

Pernille Vermund er altså “gået helt galt i byen”, hvis hun ser WEF’s løsningsforslag som udtryk for socialisme. 

“Det er snarere den ypperste form for kapitalisme, hvor nogle vil eje en masse produkter og så udleje dem,” siger Michael Søgaard Jørgensen.

Adrienne Sörbom, der har fulgt WEF i mange år, kan heller ikke genkende, at WEF skulle arbejde mod en fremtid, hvor vi ikke ejer noget.

“Det er på ingen måde et fokusområde for dem. Det vigtigste for dem er at involvere store virksomheder i politiske diskussioner,” siger hun.

Blot et tankeeksperiment

Nye Borgerlige har også sendt TjekDet et link til en facebookvideo fra november 2016, hvor WEF fremsætter otte forudsigelser frem mod 2030. Og her lyder den første: “Du ejer intet, og du er lykkelig”.

Med videoen følger en artikel på WEF’s hjemmeside, hvor de otte forudsigelser bliver uddybet. Her fremgår det, at ophavskvinden til den første forudsigelse er folketingsmedlem Ida Auken (S), som dengang var medlem af Global Future Councils, der har givet input til WEF’s otte forudsigelser for 2030.


This describes the image
I 2016 skrev folketingsmedlem for Socialdemokratiet Ida Auken, der dengang var medlem af Radikale Venstre, et blogindlæg på World Economic Forums hjemmeside, hvor hun eksperimenterede med tanken om en fremtid med ekstrem grad af deleøkonomi. Det er sidenhed blevet brugt af konspirationsteoretikere som bevis for, at forummet ønsker en fremtid uden ejendomsret. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Ifølge Ida Auken er det en misforståelse at læse forudsigelsen som en vision for fremtiden. Det skal snarere ses som et tankeeksperiment. Hun blev nemlig bedt om at skrive en tekst om et fiktivt samfund i 2030, forklarer hun til TjekDet. 

“Der er ikke noget politisk projekt bag det her. Jeg forsøgte at forestille mig, hvordan det ville se ud, hvis deleøkonomien havde udviklet sig helt ekstremt. Så teksten havde i høj grad til formål at vise fordele og ulemper ved deleøkonomi,” siger hun.

Det lykkedes ret godt, mener Ida Auken selv. Men måske også for godt. Tankeeksperimentet fik hende nemlig senere rodet ind i konspirationsteorien om The Great Reset. Særligt under coronapandemien oplevede hun, at teksten blev fundet frem af konspirationsteoretikere.

“Så gik det lige pludselig amok i en konspirationsteoretisk retning med næsten daglige henvendelser og dødstrusler fra hele verden, fordi folk mente, at jeg ville komme og tage deres ting fra dem,” siger Ida Auken.

Modsat Pernille Vermund mener hun ikke, at WEF forudser en fremtid, hvor vi intet skal eje.

“WEF har ikke en drøm om, at folk ikke skal eje noget. Mange misforstår min tekst ved at tro, at det handler om ejendomsret - det gør det ikke. Når jeg har bevæget mig i WEF-regi, har jeg ved Gud ikke mødt andet end kapitalistisk indstillede mennesker, der går meget op i den private ejendomsret,” siger Ida Auken.

Holder fast i kritik af WEF

TjekDet har spurgt Pernille Vermund, om hun holder fast i, at WEF forudser en fremtid, hvor vi ikke ejer noget.  

“Når man ser på WEF’s visioner, så er det i hvert fald deres bud. Og jeg synes, det er mærkeligt at give et bud på fremtiden, hvis ikke man forestiller sig, at det er det, vi bevæger os hen imod,” siger Pernille Vermund.

Hvor ser du, at det er der, vi bevæger os hen ifølge WEF?

“Det ser vi på deres hjemmeside. Dels når de taler om, hvad man skal gøre i tredjeverdenslande for at sikre bedre vilkår for folk der, og hvordan økonomien skal udvikle sig. Det er det, vi i Danmark vil kalde et venstreorienteret eller socialistisk grundlag, hvor det ikke er kapitalisme, der er styrende, men i stedet en masse nye parametre som race, køn og alder.”

Pernille Vermund nævner selv Ida Auken som eksempel på en, der på vegne af WEF spår en fremtid, hvor vi intet ejer.

Hun siger til os, at det er et tankeeksperiment.

“Ja, det bliver man nødt til at sige. Men hvis det ikke er noget, man ønsker sig, hvorfor så eksperimentere med tanken om, hvor godt det kunne være?”

Så du tror, det er et fremtidsscenarie, Ida Auken ønsker?

“Det ved jeg ikke, om Ida Auken ønsker, men der er ikke nogen tvivl om, at når man læser hele grundlaget for WEF, så er det et opgør med kapitalismen og markedsøkonomi, som vi kender det.”

Nye Borgerlige-formanden holder også fast i, at hun ser WEF som et globalistisk-socialistisk projekt.

“Jeg mener, at det er et udtryk for både globalisme og socialisme, når man vil indføre nogle retningslinjer for, hvordan økonomier verden over skal ændre sig. Og ikke mener, at det er markedsøkonomi og kapitalisme, der skal være ledende, men i stedet andre vilkår for, hvem man skal ansætte og have i bestyrelsen - for eksempel køn og alder og race.”

Vi har talt med nogle forskere, som siger, at din formulering om, at vi i fremtiden intet skal eje, men leje, taler ind i en konspirationsteorien om The Great Reset. Hvad tænker du om det?

“Jeg tænker, at man selvfølgelig skal kunne kritisere organisationer som WEF eller FN, uden at man er konspirationsteoretiker. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi har fået en så forfladiget debat, at man bliver kaldt konspirationsteoretiker, fordi man er kritisk over for en forening, der har et tydeligt politisk mål.”

Så med dit opslag her forsøger du ikke at tale til tilhængerne af den her konspirationsteori?

“Jeg forsøger bare at fortælle, hvad mit syn på WEF er. Og mit syn er, at fordi jeg er borgerlig, så deler jeg ikke deres visioner. Jeg er stor modstander af, at man skal arbejde for en ren socialistisk dagsorden, hvor målet er øget lighed, frem for frihed, vækst og velstand.

Opdateret 27. okt 2022