Konspirationsteorier er skabt til at lokke din hjerne

Kameraet begynder at optage. Midt i billedet står en mand foran en lille bil, en beachbuggy med store og brede terrængående dæk. Dækslet er taget af bilens tank, mens manden hælder brændstof i beholderen.

Men den klare væske er ikke benzin: Manden fylder almindeligt postevand på tanken. Kort efter brummer motoren, og bilen kører afsted.

Videoklippet stammer fra en nyhedsudsendelse fra 1996, hvor opfinderen Stanley Meyer viser, at hans nye bil kan køre på vand. Motoren splitter vandet i brint- og iltmolekyler, og brinten fungerer som brændstof, der leverer energi til den ellers almindelige forbrændingsmotor.

Slutproduktet er vand, som igen kan holde motoren kørende, så bilen i princippet kan køre uendeligt.

Få år efter udsendelsen dør opfinderen af den utrolige maskine pludseligt, og hurtigt opstår en spektakulær forklaring på dødsfaldet: Stanley Meyer blev forgiftet af magtfulde mennesker fra store olieselskaber, som ville forhindre opfindelsen i at gøre benzin overflødig.

For vores hjerne ligger den konklusion ligefor, fordi vi fra naturens side er programmeret til at finde sammenhænge.

Og mekanismen får konspirationsteoretikere til at tro på fantastiske teorier – selvom de strider mod videnskabelige fakta.

I virkeligheden udgjorde maskinen ikke en trussel for olieindustrien. Vandmotoren strider nemlig mod fysikkens grundlæggende love.

Der skal energi til at bryde et vandmolekyle op i brint og ilt, så medmindre motoren tilføres energi udefra, vil den ifølge naturlovene løbende tabe energi og gå i stå.

Stanley Meyers evighedsmaskine var altså det rene fup, og forklaringen på hans død er, at han fik en aneurisme i hjernen.

Nyhedsindslaget om Stanley Meyer og konspirationsteorien om hans død er begge en tidlig version af nutidens “fake news”.

Begrebet fylder meget i medierne i dag og beskriver en alarmerende tendens: Aktører som regeringsledere, virksomheder og interesseorganisationer lykkes med at sprede falske nyheder – ofte med egen vinding for øje, og uden at modtagerne aner uråd.

Opblomstringen af falske nyheder skyldes, at de har langt bedre vilkår i dag end tidligere.

Den hurtige spredning af historier på internettet giver optimale betingelser for, at misinformation kan nå mange modtagere, og konspirationsteorier kan samle flere tilhængere – uden at for eksempel forskere kan nå at tilbagevise påstandene med videnskab.

Teorier udnytter hjernen

Konspirationsteorier kan overbevise tilhængere, fordi de spiller på grundlæggende psykologiske mekanismer i menneskehjernen.

Teorierne appellerer for eksempel til dybtliggende filtreringsmekanismer, som stammer fra vores jæger-samler-forfædre.

Hjernen har udviklet evnen til at kunne genkende mønstre, fordi det forbedrer menneskets chance for overlevelse.

Hvis vores forfædre oplevede vedvarende regn flere dage i træk, kunne de udlede, at en regnsæson var i gang, og at det derfor ville være klogt at flytte til et nyt område.

Og fandt de gentagne gange samme slags fodaftryk, vidste de, at et bestemt rovdyr højst sandsynligt holdt til i området.

I dag bruger hjernen den evne til for eksempel at forbinde et rødt skilt med noget forbudt. Den automatiske filtrering af indtryk gør det nemmere at navigere i komplekse omgivelser – men hjernen er så god til at genkende mønstre, at den også kan finde sammenhænge, hvor de reelt ikke eksisterer.

Det viste forskeren Mark Lorch fra University of Hull, da han i august 2017 udførte en miniudgave af et større forsøg på det sociale medie Twitter.

Forskerens besked lød: “Hej Twitter-hjerne, jeg har brug for din hjælp. Kan du se et mønster her?”

Teksten var efterfulgt af talsekvensen 00110010010011 og en afstemning, hvor deltagerne kunne svare ja eller nej.

56 procent af deltagerne i forskerens lille forsøg mente, at de kunne se et mønster i talrækken – selvom Mark Lorch havde sammensat sekvensen helt tilfældigt. Forsøget illustrerede hjernens overudviklede evne til at finde mønstre.

I nutidens samfund bliver hjernen hele tiden bombarderet med informationer, og der er risiko for, at den finder en masse ikke-eksisterende sammenhænge mellem årsager og virkninger – essensen af enhver konspirationsteori.

Det skete for eksempel i 2017, da NASA offentliggjorde nye billeder af Mars’ overflade med særprægede klippeformationer. NASA’s forskere forklarede, at strukturerne er tilfældige sedimentære aflejringer.

Men rumvæsenentusiaster så i stedet et mønster af nøje planlagte ventilationssystemer til en underjordisk by bygget af rumvæsner, som myndighederne forsøgte at skjule.

Forsimplinger snyder

Hjernen opfinder også andre typer af mønstre. Organet er ikke evolutionært udviklet til at løse store, abstrakte og komplekse problemer, og derfor opdeler den problemer i mindre, som langtfra altid giver et retvisende billede af virkeligheden.

Et klassisk eksempel er fænomenet “gambler’s fallacy”. Mange er tilbøjelige til at tro, at en mønt, som er blevet kastet fire gange og alle gange er landet på krone, vil lande på plat næste gang.

I virkeligheden vil der dog stadig være 50 procent sandsynlighed for både plat og krone ved næste kast, og udfaldet er altså helt tilfældigt.

Men i stedet for at kigge på, at den statistiske sandsynlighed for plat eller krone er 50/50 over flere tusind kast, fokuserer hjernen på de fire og når en fejlagtig konklusion.

Når hjernen overfokuserer på de begivenheder, som lige er sket, i stedet for at se dem i et større perspektiv, virker hændelser mere utrolige – som det overraskende i at ramme krone ved fem møntkast i træk.

Fænomenet kaldes i psykologien “recency bias” og er endnu en af hjernens forsimplingsmekanismer. En version af fænomenet kunne ses i kølvandet på den voldsomme orkansæson i USA i 2017, hvor orkanerne Harvey og Irma ramte.

16 andre orkansæsoner siden år 1900 har kostet flere liv end 2017-sæsonen, men i stedet for at se den voldsomme hændelse i et større perspektiv, fokuserede mange på, hvor ekstrem begivenheden var i forhold til normalen.

Når en hændelse virker utrolig, forsøger hjernen at finde andre og mere konkrete begrundelser end de officielle videnskabelige forklaringer.

I kølvandet på de to store orkaner i 2017 mente mange derfor, at skadernes omfang var så store, at orkanerne umuligt kunne være naturlige fænomener. Ansvaret blev i stedet placeret hos forskningsinstitutionen HAARP, som undersøger fænomener i ionosfæren med radiobølger.

HAARP er også tidligere blevet beskyldt for at have forårsaget ekstreme hændelser som oversvømmelse, tørke og jordskælv – selvom radiobølgerne kun påvirker ionosfæren og ikke kan ændre vejret eller forårsager naturkatastrofer.

Forklaringer lokker hjernen

Netop naturkatastrofer er særligt oplagte som grobund for konspirationsteorier, fordi de er umulige at kontrollere.

Psykologer har undersøgt tankegangen hos tilhængere af konspirationsteorier og har fundet ud af, at der er større chance for, at en person tror på en teori, hvis den bygger på en begivenhed, som udløser en følelse af manglende kontrol.

Hjernen forsøger at finde ansvarlige personer og konkrete sammenhænge at skyde skylden på, så problemerne bliver mere håndgribelige og dermed virker mindre diffuse og lettere at løse.

Mekanismen udspiller sig også ved andre typer af voldsomme hændelser og ligger for eksempel bag en af de berømteste konspirationsteorier: Angrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001 er de amerikanske myndigheders værk.

Begivenhederne var både ufattelige og fuldstændig uden for almindelige menneskers kontrol, og derfor spirede konspirationen i forsøget på at give en mere håndgribelig forklaring og fjerne følelsen af magtesløshed.

Langt de fleste tror dog på myndighedernes officielle forklaring om, at den tragiske hændelse var et terrorangreb – men det styrker faktisk konspirationsteorien.

Tyske forskere har i et forsøg med 1000 personer fundet en tydelig sammenhæng mellem, hvor meget personer går op i at være unikke, og hvor tilbøjelige de er til at tro på konspirationsteorier.

Forskerne fandt også ud af, at der var større sandsynlighed for, at forsøgspersonerne troede på en konspirationsteori – endda en fuldstændig ukendt teori, som var opfundet til forsøget – hvis de fik at vide, at teorien kun havde få tilhængere.

Mennesket er samtidig et socialt væsen, som søger fællesskaber. På den måde kan én konspirationsteoretiker finde sammen med andre, og som gruppe kan de styrke hinanden i deres “unikke” syn på virkeligheden.

Fænomenet kaldes gruppetænkning og dækker over, at hjernen lægger mere vægt på informationer, der hænger sammen med eksisterende viden, så grupper afviser alt, der ikke passer ind i deres verdenssyn.

Derfor kan du ikke fortælle flat earthere, at Jorden er rund. Det bedste våben i kampen mod fake news og konspirationer er at udsætte deres verdensbillede for en naturvidenskabelig test, der endegyldigt slår fast: Nej, Jorden er ikke flad.